Slutspillet

Der er ingen grund til for Rusland, at holde fast i Donald Trump efter en eventuel aftale om Krim-Donbas-Assad. Hans præsidentperiode er så martret af anklagerne om et samarbejde med den russiske regering mod Hillary Clinton, at enhver tanke om at Trump på en eller anden måde kan bugsere sig hen til 2020 endsige til 2018 virker som drømmerier i horisonten. Derimod er det mere og mere klart, at geopolitikken er kommet tilbage for at blive, at Rusland skal tages alvorligt. Ikke blot som en obstruktionskraft i vestlige demokratiske valghandlinger, men som henholdsvis partner og modstander i langt de fleste konflikter i Mellemøsten, nærorienten og lille-asien. Det stiller USA i det dilemma, at skønt Putin bruger alle tænkelige midler for at opnå sine forehavender, så er han ikke til at komme udenom. Det samme problem har Europa.

Derfor er det ønskeligt, at man finder en tone, en kommunikationslinje som fungerer i praksis, uden at den i al for høj grad kompromittere egne værdier, men alligevel stiller sikkerhed og stabilitet længere frem på køleren end i flere årtier

Den verdensorden der har eksisteret siden 1991 er væk. Den forsvandt under fodsålerne på de hackere der var i stand til at direkte eller inddirekte at påvirke det amerikanske præsidentvalg. Den forsvandt i skænderiet mellem Washingtons regeringsinstitutioner om ansvaret for hacking, om præsidentens rolle og nationalsikkerhed.

Derfor vil støbeskeen til en ny verdensorden finde dagens lys. Asymmetrisk, korttidslevende men inkluderende i forhold til egne af verden hvor demokrati kun fungerer som et blålys eller som et potemkinbillede.

Det er verden anno 20017