FCK-Brøndby del 2

Det er et derby der har fyldt en del i min egen historie. I 2003, den dag jeg blev student, scorede Hjalte Nørregård det mål, dybt inde i overtiden, der reelt sikrede FCK det danske mesterskab. Vi stod og sad en stor gruppe af nyudklækkede studenter, på et loftværelse i Rungsted og så med på en lille skærm mens vi drak øl, sprut og champagne. Inden ved siden af sad alle dem som synes at det at se fodbold på sådan en dag var kolossal spil af tid og potentielle minder. Jeg lyver ikke alt for meget når jeg siger at nogen af de smukkeste og mest interessant piger fra området sad inden ved siden af. De kunne dog ikke konkurrere med det faktum at det  var næstsidste spillerunde og at det var mesterskabet der skulle afgøres i dette nyslåede, episke drama. Målet af Hjalte sendte os i fuldkommen ekstase.  Det udartede sig til en fantastisk fest, fra det øjeblik hvor bolden gik ind og FCK vandt

To år efter var jeg på højskole i Hou ved Odder. Vi var samlet ved en storskærm i den store sal på højskolen. FCK havde nær indhentet Brøndbys store forspring, og det var igen denne kamp der reelt skulle afgøre det hele. For de fodboldkyndige behøver jeg ikke at minde om at det nok var den værste kamp i FCKs historie. For Brøndby fans er denne kamp blevet nærmest sakro sankt da den markerede højdepunktet i deres klubs lange rejse. Brøndby vandt 5-0 og en af drengene på højskolen, en teatralsk type der på trods af titlen som jyde havde holdt med Brøndby det meste af hans liv, kastede sig på knæ ved 5-0 målet og råbte et eller andet om storhed og om hvor utroligt det var. FCK flokken forlod slukøret lokalet, og kunne gå tilbage til vores respektive værelser med den viden at vi ville være til grin i et stykke tid, og man kunne samtidig filosofere lidt over hvad der var gået galt

I 2009 skulle min gamle ven Rune og jeg endelig sammen i Parken og se dette drama. Brøndby havde siden den store triumf i 2005 haft svære år, og FCK havde spillet champions league, vundet mesterskaber i 2006 og 2007 og forskellen mellem de to klubber, mellem de to filosofier var pludselig blevet større. Vi var efterhånden langt væk fra "sikke en dejlig dag det er i dag", fællesskab, klubånd, socialdemokratiske regeringer, og en verden hvor  det var selvskrevet at Brøndby løftede mesterskabspokalen efter sidste spillerunde. Parken var under ombygning, fansene spredt lidt tilfældigt rundtomkring på stadion. Vi spiste på en kinesisk restaurant ved Trianglen og jeg var i undertal. Tre brøndbyfans der ikke spekulerede på om Brøndby ville vinde men med hvor meget, og de fysiske og digitale odds kuponer flød som nyindkøbt vin. Der var et hav af middelmådige svenskere på brøndbys hold på det tidspunkt, men de havde gjort det markant bedre end tidligere sæsoner, og samtidig havde FCK løftet sit spil fra den forrige sæson hvor AAB var blevet mestre. FCK spillede fra begyndelsen af kampen fantastisk, højt tempo og endte med at vinde 4-0 og mine Brøndby venner blev mere og mere lange i ansigtet, og begyndte at tale om, med alvor i ansigtet at det nok også var bedst at forlade stadion tidligt, da der ville komme trafikale udfordringer ved at komme væk fra Parken. Det kunne der dog slet ikke være tale om. Det var en triumf men der manglede et sidste mål for at vaske 5-0 nederlaget væk

Det var det sidste store derby i et årti hvor denne kamp var blevet en samfundsinstitution i Københavnsområdet, men det var også farvel til et årti hvor der var sket et professionalisering af sport og af meget andet i Danmark. Det hele skulle optimeres. Stadion skulle være større, kommunerne skulle være større, amterne blev nedlagt og erstattet af regioner og snart skulle der komme supersygehuse. Offentlige institutioner blev slanket og skulle køre "længere på literen" og de sociale medier var for alvor ved at suge den vågne, eksisterende tid ud af mennesker. Til kampene begyndte folk at være på nettet og havde kun 1,5 øje på kampene. Brøndby blev ved med at glide rundt i uforløste forventninger og drømme, i trænere og direktører der kom og gik, og i en økonomi som led skibbrud. FCK udsatte sig selv for en økonomisk og ledelsesmæssig hovedrengøring, åbnede vinduerne for at få frisk luft ind og se om der lå snavs under sofaerne. Det gjorde der. Man skyldte mere end en milliard væk, og det blev klart for enhver at fodbold var underholdning og i langt de fleste tilfælde ikke mere end det. Folk var i krisens navn blevet vænnet til at være dybt skeptisk overfor luftkasteller, dårlige udlån og spekulative forretninger. Tilbage var bragt en markedsskepsis som kunne have afsmag af noget der lå til venstre for midten, men i virkeligheden var sund fornuft. FCKs virksomhed Parken, kunne klare skærerne gennem den division som havde været det økonomiske smertensbarn, nemlig fodbolden, og med Champions League kvalifikationer fik man fat i penge der kunne betale renter og afdrag på den store gæld. Men derbyet og derbyet betydning forsvandt, og jeg blev selv ældre. Havde dårligt tid til at dykke ned i de enkeltes spilleres formkurver som jeg gjorde da jeg var dreng. Det hele var blevet så seriøst, så forlorent business, at man selv når man skulle se fodbold, måtte udstå at høre om "slutprodukter" og "resultatoptimering". Nogen havde taget sommerkurser på CBS eller Handelshøjskolen i Aarhus.

At FCK og Brøndby kunne dominere dansk fodbold over så mange år, skyldtes ligeledes fraværet af kontinuitet i andre klubber. Brøndby havde fra 1985 til 2006 næsten ubrudt været i toppen af ligaen og FCK var blevet et rigtigt tophold fra 2001. Det er dog blevet mere og mere professionelt i alle andre klubber, og det forhøjer barren. Men en fodboldromantiker savner den oprindelige superliga. Det som i virkeligheden ikke har ret meget at gøre med Derbyet, men som er min generations oplevelse. At alle kampe begynder klokken 15.00 om søndagen, at P3 skifter rundt mellem kampene og solen skinner, mens man hører om mål i Parken, Århus Stadion, og måske endda, hvis det ikke kan være anderledes, i Brøndby.

Det kommer ikke til at ske