FCK-Brøndby del 1- Zumas sakse

New Firm, Derby. Et par genkendelige navne har efterhånden fundet vej til kampen mellem FC.København og Brøndby. Siden 1993 er det bare vokset i volumen. Der bliver givet byttere, som mere anløbne dele af vores samfund ville kalde det. Nogen har gjort noget mod nogen, og det skal hævnes. Ikke revanche, som det hed engang i fredstid, men hævn. Det er en moderne, fedladen blodfejde, det tætteste vi kommer på en autoriseret del af en kultur, gemt væk fra det pæne borger og arbejderskab.

Når nogen siger FCK-Brøndby til mig, tænker jeg først og fremmest på én detalje. En begivenhed i begivenheden. Det var i 2001, regnvejr og jeg gik i 1.g. Et par uger forinden havde jeg været i Parken med min hjælper Heavy og en af hans venner, eller en ven gennem en ven, kaldet Bamse. En spøjs trio. Vi så FCK-FC Midtjylland og FCK vandt 3-0, blandt andet på en stor indsats af den spritnye midtbane profil Christian Poulsen. Man lå til guld.

Næstsidste spillerunde mod Brøndby i Parken, det støvregnede, det var køligt og der var ikke meget der tyede på, at vi var i juni måned. Jeg zigzaggede ud og ind mellem eksaminer, fester og stillingen i Superligaen. For første gang i 8 år, var der en reel mulighed for at FCK kunne vinde guld. Det hele var til en film. 40.000 i Parken, festklædte, små-fulde mennesker, der havde taget deres bedste og værste tøj på og var klar til en kamp, som alle havde en eller anden fornemmelse af ville gå over i en slags fodboldhistorie. Men ingen vidste for hvad.

Det blev også en dag hvor min ven Niels, af årsager glemt i dag, ikke kom med mig ind i Parken. Så det var bare Heavy og jeg og for at gøre oplevelsen mere signifikant blev vi ført væk fra den gamle endetribune og den sektion hvor man "normalt" sad som kørestolsbrugere. Vi kom i stedet ned ved plænen og transporterede os selv forbi spillerbænkene og "helt ned i hjørnet" som vi fik besked på. Der var kaos, men orden i kaos. Her kunne jeg se over en bande eller to, se spillerne varme op og gøre klar til det som potentielt kunne være en guldfest. I FCK anede man ikke hvordan man holdt en guldfest. Brøndby havde siddet fuldstændig på det i de foregående år, og det var ved at blive pinagtigt så meget talent, så mange evner der var gået til spilde i FC.København. Udlandsproffer(det hed det stadig) der blev købt hjem og floppede og man kunne fra langsiderne se og høre Brøndby mæske sig i det ene mesterskab efter det andet og krone deres storhedstid med en kvalifikation til Champions League i 1998. For helvede.
Men den eftermiddag indvarslede noget så beskedent som et regimeskifte i Dansk Fodbold og det var i det hele taget et år med ændringer. 11.september og Anders Foghs valgsejr over Poul Nyrup Rasmussen, det første rigtige år i det nye årtusinde og jeg følte mig som en vidende politisk ekspert der selvfølgelig vidste det hele.

Når man er fra Vedbæk holder man med dem der vinder, medmindre de taber altså. Det var dog det romantiske gen og lidt af omveje at jeg holdt med FC København fra klubben blev grundlagt i 1993 på tvangsægteskabet mellem B1903 og KB. Jeg kunne ikke døje B1903, et idiotisk og DDR lignende navn og jeg havde intet forhold til KB, som for mig lød ret støvet og tennisagtigt. Forestillede mig gamle mænd, der trillede bolde til hinanden

Min onde hjælper(hun var ikke ond, men lad os bare sige at hun var lidt ond) Anette havde en eller anden relation til Jørgen Juhl Jensen der spillede i FCK, og der blev i min hjerne indtastet en ide om at jeg kunne holde med et hold fra begyndelsen af.

At jeg begyndte med dem.

Den juni eftermiddag gik spillerne på banen. Der var elektricitet i luften. Et tordenvejr cirkulerede rundt om byen og FCK fik hjørnespark. Christian Poulsen steg til vejrs og headede bolden i kassen, ved det mål hvor vi stod tættest ved. Det kunne ske. FCK kunne blive mester med en sejr den dag, og det var en pauseføring 1-0. Men det var i anden halvleg at det historiske øjeblik skete. En bold blev hældt ud til Thorninger som lagde den ind over og så skete det. Det hele foregik som i slowmotion, hvor nogen eller noget stopper tiden og giver et poetisk riff til en grov prosaisk tekst. Zuma stiger op og sakser den ind fra kanten af feltet. Det var som et lynnedslag lige der og i et brøkdel af et sekund var der fuldstændig stille, som om der blev tænkt "Skete det virkelig, det der"? Herefter gik stadion fuldstændig amok i en fanatisk jubel-rus. Begge hold scorede siden et mål hver og FCK var danske mestre.

Chefen for det hele Don Ø gik efter kampen rundt og sagde tak. Da han kom hen til mig knælede han ned og krammede mig, mens han græd(no shit!) og det var et meget følelsesladet øjeblik. Spillerne kastede øl efter hinanden. Brøndby fansene stod lidt som forstenede på den modsatte tribune uden for alvor at vide hvad de skulle gøre af sig selv. De havde været vant til at vinde, vant til at håne, men der var kommet en ny dreng i klassen, som i de første år havde brugt mere tid på at fjante rundt og udvikle børnesygdomme, men nu endelig var klar til at indtage tronen øverst i hierakiet.

Jeg var høj i flere dage ovenpå det der. Er det jo nok stadigvæk i et kammer af erindringen.

FCK havde som følge af Mesterskabet retten til at spille kval til "Fodboldens Himmerige" som Don Ø yndede at kalde det andre mennesker kaldt Champions League. Ganske kort, så lykkedes det ikke men FCK fik taget en slags playoff mødom som blev givende senere hen. Heine Fernandez, der i sin tid i FCK samlet set havde lavet 2-3 sammenhængende afleveringer og skud på mål, spillede sit livs anden halvleg mod italienske Lazio efter at have slået hovedet. Med en midlertidig, hvid bandage bundet om hovedet, ejede han herefter banen. Han scorede sejrsmålet til 2-1 og var tæt på at score en mere. Det var igen Heavy, der var med mig som hjælper og han råbte og skreg som en gal, ligesom jeg selv gjorde

Efter kampen sagde han stakåndet og på klingende sydfynsk til mig, og brugte samtidig mit kælenavn fra det tidspunkt:

"Det er som en heavy koncert, Mikse. Den samme energi"!

Var igen i Parken den aften da der var returkamp, men det var til en Red Hot Chili Peppers koncert og det var jo uden smartphone. Så jeg måtte alliere mig med dem der sad hjemme og så kampen på tv(kors et oldnordisk samfund, hva?") og her kunne jeg høre om, at Lazio høvlede bolde i kassen og gik videre. Koncerten var dog fremragende og jeg hældte Heineken ned og havde en fest. På en eller anden måde endte jeg, min ven og klassekammerat Kasper og Heavy, backstage inden koncerten dog uden at møde RHCP.

Vi mødte deres opvarmningsband, som var skæve og flinke og de bød os på øl.

På den måde flytter minder fra en ting over i minder fra andre ting