Syder

Det syder og koger i koger i gamle bøger. Noget i den retning. Hvis livsgrundlaget forsvinder for milloner af mennesker, for det ene menneske, så syder og koger det nogenlunde på det allerhøjeste niveau. Ingen mennesker er en ø. Det blev god latin at forstå sig selv, som værende en del af noget større, noget højere, måske endda noget sjovere, på et eller andet tidspunkt. Vi løb efter bøfler og en sørgelig eksistens morede sig så meget, at han initierede den allerførste loge i menneskehedens historie. Foreningen for dem der morer sig, mens man overlever. Der standsede det sydende og det kogende og blev til varme-kulde, kultur, dannelse, smil og grin.

Vi dannede byer, dannede polis, dannede op og ned i samfundets hierarki. Det holdt op med at være sjovt, med undtagelse af lystspil, som hverken er af lyst eller spil. Vi blev moderne, længe før moderniteten kom til. Moderniteten som man i det absolut cutting-edge af Mesopotamiens elite forstod den, ligger for længst under ruiner og sand. De troede de skulle leve for evigt, men det eneste der overlevede dem, var evnen til at hakke i jorden og dyrke afgrøder

Det syder og koger på stadion. Folk er fulde, måske har de købt en klump hash på Christiania. Det som er sikkert er, at de har forskudt sig ind i frakker og jakker og lange bukser og et par ekstra sokker og et par stabile sko eller støvler og de har taget nogen med som ligner dem selv, og de er klar til at syde og koge alt efter temperament. Om deres hold vinder eller taber er for nogen af dem ligegyldigt. De har oplevet det hele før, og vil opleve det hele igen, og skal man vurderer evigheden, som nærværende er det med ti minutter igen af en kamp som er afgjort og man får tid til at spekulerer over alt andet end det sted hvor man er.

Det er imod princippet om nærvær, og dette alene bør være grund til at gøre det. På den måde bliver opgøret om tvangs-nærvær en stille politisk protest. Man gider ikke se dem i øjenene, man orker ikke at høre de samme historier, skåret af de samme ulidelige træsorter endnu engang, også selvom man måtte risikerer at ens eget levede liv kun bliver vedkommende for én selv. Mesopotamiens elite ville have godkendt, at man standsmæssigt vender ryggen til og fortsætter med sit eget. Sit eget.

Det findes og det findes ikke, og her bliver nogen næsten hyperintense, da de får mulighed for at sige det som de altid lige gerne har villet sige, nemlig at intet findes. Derfor er der ikke noget at være over og derfor er der hele bare intet. Men det ved vi som eksisterer ikke er rigtigt, og vi ved at lys og mørke skifter hinanden som spillere skifter hinanden i en fodbold kamp, og man ikke kan eller skal have for meget af det ene i forhold til for meget af det andet over et år eller måske endda et liv

Men hvad ved jeg om et liv? Jeg er 35 år og skylder mig selv, inden robotterne tager over, at beskrive i ord og handlinger netop det som jeg ønsker at beskrive.

Hverken mere eller mindre