Individets æra

Hvad der mere end noget andet har karakteriseret de seneste 150 år, har været fremkomsten af individet. I form af rettigheder og pligter og i form af muligheder. De lande, de kulturer der har skubbet på har haft en judeo-kristen tradition.

Med den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 som baggrund foldede en lang række lande sig ud i et kæmpe eksperiment, hvor man forsøgte at skabe rammerne om individets udfoldelse indenfor rammen af staten. Nogen steder mere end andre. I Storbritanien kopierede man USA, som tilbagefaldende kopierede Storbritanien, Grækerne og Romerne.

I Central og Nordeuropa ønskede man, at staten skulle spille en større rolle, at skatterne skulle være højere, at det underliggende niveau for services skulle være mere sikrer end i den anglo-amerikanske verden. Resultatet i Skandinavien blev velfærdsstater og i det centrale europa en gennemgribende samfundsmodel af forsikringsordninger

Nu er meget af dette under en form for afvikling eller udvikling. Nye spillere er kommet på den globale politske scene. Spillere der nok må bekende sig til statens ufravigelige rolle i samfundslivet, men som ikke anerkender individets rolle. Rusland og Kina, en euro-asiatisk koalition hvor diktatoriske kræfter regerer og hvor regimernes modstandere bliver fejet af vejen som gårsdagens affald får mere og mere at skulle have sagt på den internationale scene.

Ikke kun i forhold til økonomi og handel og militæreforhold, men også kulturelt og som inspiratorer til hvordan samfund, i første omgang udviklingslande, kan håndterer internt pres og påvirkninger.

Det er blevet omtrent forbudt for Vesten, at slå ring om retten til at være individ, og retten til at beskytte individers hvor end de måtte have brug for beskyttelse. Det er sket i forbindelse med skæbnesvangre fejltagelser og beslutninger om regional og lokal indblanding hvor man har haft hovedet under armen. Men betyder det at man skal opgive et form for moralsk imperativ, der har dannet baggrund for hvordan den vestlige verden har udviklet sig over de seneste hundreder af år?

Hertil må svaret være nej. Politisk nej.

Selvom det historisk, ender med at blive et opgivende ja.

Det politiske nej fordrer at man står fast på hvem man er, hvor man kommer fra, hvilke værdier man har, og hvis disse værdier anses for at være selvindlysende, også er er værdier man er villig til at kæmpe for, agiterer for i alle afkroge af verden. Det historiske svar er dog desværre det modsatte, og hviler på den fordring at der bliver færre af "os" og flere af alle andre, og at der siden den kolde krigs afslutning kun har været én retning for Vestens dominans og indflydelse og dermed og levedygtigheden for det selvstændige individ, og at den retning er ned.

Det som kommer i stedet, får vi løftet sløret for i disse uger. Overvågning, mistro, korruption, centralisering, de-humanisering af det enkelte menneske.

Kina har anvendt teknologiske fremskridt, ofte udviklet i Vesten, til at overvåge sine egne borgere på et helt nyt niveau. Det er selvfølgelig beskæmmende, men det bliver jo klart mere beskæmmende, når landet samtidig har så meget vind i sejlene, og så meget pondus at de kan lærer fra sig andre steder på planeten. Russerne kigger i Kinas retning, de afrikanske lande kigger i Kinas retning, og i stigende grad kigger Mellemøstlige regimer i Kina og Ruslands retning.

Europa er splittet og dybt svækket militært set, og ganske få lommer eksisterer hvor liberaliseringen af menneskers frihed går hånd i hånd med det økonomiske fremskridt.

Derfor er et økonomisk fremskrdt også af en udløbsdato