Sidste chance

Vi har nok vidst det hele tiden. Med valget af Macron havde den 5.republik én chance for at lykkes. Èn chance for at reformere sit arbejdsmarked, én chance for at reformere sin økonomi for at kunne blive konkurrencedygtig, komme op på højde med Tyskland og leve op til at være en de-facto ledernation af den europæiske union

Den unge mand og hans unge, højt begavede og højt uddannede folk har modtaget en skruebold i løb. De skal på fem år med en følgagtig med uerfaren lovgivende forsamling gennemfører lovændringer der ville gøre enhver stakåndet. Alt skal ses efter i sømmende.

No stone unturned.

Hidtil, eller det vil sige indtil for 14 dage siden, så det ikke ud til at det ville splitte nationen. Hans målinger gik dårligere og dårligere, men alligevel virkede det som om, at der var en stiltiende accept af, at hvis ikke det ville lykkes for Macron at vende tankskibet, så ville det ikke lykkes for nogen og Frankrig ville falde ned i kaos og anarki og imødese skabelse af den 6.republik.

Som bestemt vil blive ganske anderledes end den 5.

Men for 14 dage siden ca begyndte jorden at rumle. Nu efter demonstrationer af størrelse ikke set siden 1968, hvor Jean-Paul Sartre opmuntrede demonstranterne og min dansk-filosofi lærer kastede sten efter politiet, er tingene på kogepunktet igen. De gule veste. Hvem de end er, hvad de end er, så har sat ild til Paris og med den ild følger en konflikt i det franske samfund, som er så gammel som samfundet selv, med tråde mere end 200 år tilbage i tiden.

Macron er den yngste leder siden Napoleon Bonaparte, der selv kom til magten ved at affyre kanonkugler mod demonstranter i Paris gader og dermed beskyttede hvad der var tilbage af elitens privilegier i kølvandet på revolutionen i 1789.

Den beskyttelse udnyttede han til at gøre sig til kejser og indlede et enormt reformprogram af det franske samfund, og så at føre krig mod alle der kunne krybe og gå. Det var i 1800 tallet.

Nu er vi i 2000 tallet, men franskmænd sætter endnu engang demokrati, frihed, uretfærdighed og solidaritet på spidsen. Vreden, afmagten, den nedarvede fattigdom, benzinskatter og globaliseringen er blevet for meget for en stor gruppe mennesker, der udgør et asymmetrisk sammenhørighed af stærkt højreorienterede og stærkt venstreorienterede.

Hvad de derimod ikke er, er centrum- og eliteorienterede. Eliten skal ned og det kan kun gå for langsomt

Macron har ikke lette sound-bite svar på denne hans største krise. Hans rådgivere har hidtil virket lammede og ude af stand til at forstå, endsige gøre noget aktivt ved den brusende vrede. Det er Macron sidste chance.

Det som i forvejen var en svær opgave virker nu mere og mere umulig