onsdag den 28. november 2018
Rejse
Da jeg var dreng, kørte mine forældre og jeg ned gennem Europa. Sommer efter sommer. Fra det flade land i Belgien og Nordfrankrig, til de bjergrige dale i Sydeuropa. Igennem regn og solskin. Fra den ene egn, med egnsretter og historie til den næste. Det var måske her, mere end noget andet sted, at min interesse for historiske begivenheder blev født. Historie var jeg interesseret i i forvejen.
Men da jeg sad i min kørestol og så på gravene af soldater ved Omaha Beach blev historien levende. Det var mennesker. Det havde betydning. Både min mor og min far og også min søster er historieinteresseret, og det blev samtaler om betydningen af alt dette for Europa, for verden, for vores familie, for os. Det var det overordnede og det nære. Den begejstring, indlevelse og forståelse får man ved rejsen. Det vidste H C Andersen.
Det ved vi. Et globalt samfund kan kun eksisterer gennem rejsen. Et lokalt samfund kan også kun eksisterer gennem rejsen. Analyser har vist, at man helt tilbage i Egtvedpigens tidsalder har rejst. Fra Nord til Syd og fra Syd til Nord. Skæbner har mødtes, skiftet tilgang til livet såvel som til efterlivet, og man er steget og faldet i agtelse af flere omgange. Men uanset hvad så har man rejst, kommet hjem med indtryk og ideer.
I dag handler det mere om ikke at være for naiv. Vi ved bedst. Vi tager til Thailand for at få sol, og vi tager på charter for ikke at blive for overrasket eller alt for udfordret. Man har så kort tid væk fra job, ansvar og hverdag, at det helst skal være forståeligt det der bliver sagt. Heldigvis trodser mange mennesker også disse former, og udforsker den verden som banker på alle steder. Slotte, herregårde, hulemalerier, museer, kløfter, dyk, bjergbestigning, grottebesøg. Historie der møder kultur der møder natur, som bliver til religion og så bliver alt det andet igen. I en cirkulær verden, hvor der grines af dem der tror på det evige fremskridt eller på den smalle sandhed.
Alle former for udforskning af det som er rundt om hjørnet, som måske leder én til at gøre en opdagelse. En opdagelse som verden kan bruge eller blot en opdagelse for sig selv, som sidder i én for evigt.
Det kan være den enkelte oplevelse som er hele rejsen. Flyet der kom for sent, for dem som har brug for kontrol, eller det teater som udspiller sig blandt dem der mister sig selv ved at flyet kommer for sent, for iagttageren At grine af menneskeheden er en uløselig del af det at rejse. Ellers ville vi være fortabt.
Alvoren skal helst arkiveres, indtil man kommer tilbage dertil igen. Det er i sandhed at åbne sanserne, ikke som en permanent tilstand, men som et øjebliksbillede af accept af at proppe noget i munden man ikke ved hvad er, eller folde sig ud på et sprog der minder mere om kaotiske lyde end et sprog. For ens eget sprog er, for resten af verden, kaotiske og anløbne lyde, og ikke et sprog. Det skal man huske på.
Men rejsen har også sin smukke afslutning. At komme hjem. Derfor er flygtningen ikke på rejse, men på flugt. For deres hjem findes ikke længere.
Ens hjem er ens slot. Der kan man være konge eller dronning eller hofnar, hvis man måtte ønske. Man lever der, normaliseres der, a-normaliseres der, og drømmer sig tilbage til rejsen
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar