onsdag den 27. juli 2016

Menneske 1 - "Det røde lyn"

Hvad vil det sige at være menneske? Er det den fysiske, kognitive og åndelige tilstand, der i sidste ende afgør om man er et menneske? Et menneske kan gå og løbe, og jeg kan ingen af delene. Er jeg så et menneske? Og kan man overhovedet svare på det?

Det kan man sikkert videnskabeligt, psykologisk og biologisk. Men det er ikke mit ærinde her. Mit ærinde her er, at beskrive hvad der kan gå gennem et hoved på et menneske som er anderledes, men stadig et menneske.

Jeg blev født med en sjælden sygdom. Medfødt Knogleskørhed, også kaldet Osteogenesis Imperfecta. I de første par uger efter min fødsel var det ikke sikkert at jeg ville overleve. Faktisk var lægerne ret overbevist om at jeg ville dø. Jeg havde brækket stort set alle knogler i min krop, og jeg kom i kuvøse. Ganske få dage efter min fødsel blev jeg døbt. Det skulle gå stærkt med at få et navn. Efter nogen uger stod det klart, at jeg ville overleve mod svære odds, men i en meget skrøbelig forfatning. Jeg kom hjem, og derfra begyndte livet at gå. Mine forældre havde talt med en sygeplejerske på fødegangen på Gentofte Sygehus og hun havde fortalt dem, at der vist nok lige året forinden var oprettet en forening, hvor man kunne komme hvis man havde den her sygdom, eller var pårørende.

Et knoglebrud er også med i min første erindring. Var måske omkring 3 år, og jeg havde lige fået, synes jeg selv, verdens sejeste røde kørestol. "Det røde lyn". Det røde lyn udmærkede sig ved at være den første stol jeg havde, hvor jeg selv kunne komme rundt. Tidligere havde jeg siddet i en stor blå stol, som blev løftet rundt i huset.

Men den dag skulle jeg på togt. Døren til haven stod åben, og mine forældre og min storesøster må have været et andet sted. Jeg sad og kiggede ude i haven og jeg husker, at jeg tænkte at jeg måtte derud. Jeg skulle simpelthen derud. Problemet var bare, at der var en høj kant ud til haven, og nogen vil nok mene at jeg digter når jeg skriver, at jeg var klar over, at jeg ville slå mig hvis jeg kørte ud over det høje dørtrin. Men det var det jeg tænkte. Og jeg var ligeglad med om jeg ville slå mig. Jeg skulle derud, så jeg kørte ud over dørtrinet og væltede og brækkede benet. Men det kunne ikke være anderledes. Nogen gange skulle tingene simpelthen bare prøves af

Det var i det hele taget ind og ud af hospitalet. Og jeg kunne ligge der, enten med arme eller ben i gips eller begge dele og bare kigge op i loftet eller ud af vinduet og høre på min mor tale med læger, eller sige at jeg "klarer det så flot" og samtidig høre på min far sige, at det nok skulle gå, og at man i slutningen af Anden Verdenskrig i Norge havde sagt: "Det bliver bedre dag for dag".

Men trods brud på arme og ben var det alligevel som om solen altid skinnede. Der var en ro og en tryghed, både derhjemme og på hospitalet. Som om alle gjorde sig umage fordi de var klar over, at det var smertefuldt for mig, at have den her sygdom. Min søster mente, at jeg skulle opdrages på, hvilket hun gjorde klart for mig i utvetydige vendinger, og jeg så enormt op til hende, som alle sikkert gør med deres ældre søskende

Senere I børnehaven fik jeg venner og jeg legede, så vildt jeg nu kunne. Det kostede et par brækkede lemmer her og der, og for mig står den oplevelse klarest, hvor en pige kørte mig ned i børnehavens sandkasse og jeg brækkede min arm.  Hun blev enormt ked af det, og det endte med at hun blev trøstet mindst lige så meget som jeg blev. Fuldt forståeligt.

Da det kom til at jeg skulle i skole opstod der lidt problemer. Pædagogerne troede jeg var retarderet, og deres tese byggede på, at jeg ikke kunne tegne en lige, vandret streg. Det var et stort problem. Denne ellers lille opvakte dreng, som allerede på det tidspunkt var besat af fodbold, havde altså et uoverstigeligt problem, når han skulle tegne streger på papir. Det viste sig, efter grundig analyse af sagen, at mit syn var dårligt og jeg bare skulle have briller. Men jeg har en fornemmelse af, at min aversion mod pædagoger begyndte lige præcis der.

Jeg fik briller og kom i skole. Vedbæk Skole lå et stenkast fra børnehaven, men det var alligevel en helt anden verden. Det var dog stadig grundlæggende sådan, at jeg skulle ikke pakkes ind i vat. Jeg skulle deltage i alt det som var muligt og nogen gange også i det som var umuligt. For jeg var et menneske som alle andre

Men jeg var ikke helt som alle andre

I morgen følger del 2


Ingen kommentarer:

Send en kommentar