tirsdag den 19. juli 2016

Republikanernes Konvent 2

Det var værre end man kunne have forestillet sig. Hvilket er svært når det man forestillede sig var slemt. Det republikanske parti er gået hen og blevet et parti næsten udelukkende for småtskårne mennesker som ser sig selv som ofre, mens de fremturer med voldsomme anklager mod alt og alle. Det er racisme, det er vrede i en grad at det bliver til had, og fremfor alt er det en forsvindende gruppe af det store multietniske, multikulturelle land som USA er

Og man ser Rudy Giuliani, USAs borgmester som han blev kaldt efter 11.september, råbe og skrige fra talerstolen og understrege til hudløshed hvor god en mand Donald Trump er. Så mange gange at man virkelig tvivler på at han mener hvad han siger. Men ellers er det hvor forfærdelig Hillary er. Ganske forfærdelig. Men det kunne sådan set være hvad det er, hvis der så kom nogen ideer, eller tanker, eller fornemmelse for politisk vilje og mod til noget som helst. Trump er kommet med forslag som skulle sikrer ham nomineringen. Nu har han den, og i samme moment skræmt enhver med talent i det republikanske parti væk fra sig. Tilbage står, at den ene halvdel af den politiske struktur i USA er fuldstændig i ruiner. Som i fuldstændig ruiner.

Det er svært at forestille sig det republikanske parti rejse sig ovenpå den her omgang. Man kan se et brud midt i partiet for sig, og et egentligt konservativt parti formes i 2017. Den eneste redning kan paradoksalt nok være at demokraterne stiller op med Hillary Clinton som er rasende upopulær i brede kredse. Havde man stillet op med et frisk ansigt, var republikanerne ganske enkelt blevet udslettet


Ingen kommentarer:

Send en kommentar