fredag den 29. juli 2016

Menneske 3 - "Ungdom"


Fortsættelse af serien om min barndom:

Mit første møde med alkohol var på en OI sommerlejr til Bornholm. Foreningen var taget en uge til Bornholm og havde indlogeret sig på noget der hedder Æblehaven, der ligger i Allinge. Det var i sommeren 1997 og det kan jeg huske fordi det var året efter Bjarne Riis vandt Tour de France og derfor det år hvor alt gik galt for ham, og jeg kan huske at jeg og flere af de andre sad klinet til skærmen, da Riis i vrede kastede sin dyre enkeltstarts cykel fra sig. Og så kørte vi ellers "Tour de France" på de hullede gruspartier, som var rundt i og omkring Æblehaven i vores manuelle kørestole.

Samme aften som Riis havde kastet med sin cykel var det tid til fest. Nogen af de ældre søskende, blandt andet min egen søster, havde taget initiativ til at nogen af os unge drenge, nu knap så uskyldige poder, skulle lærer at drikke alkohol. Det blev gjort til den store guldmedalje, især fordi et par stykker blev ved med a hælde vodka op i mit glas, når jeg ikke så det. Dagen efter skulle jeg så to ting som jeg egentlig aldrig har gjort siden. Vi kørte i en tung mørk turistbus et eller andet sted mens oplevede mit livs første tømmermænd og senere på dagen, blev jeg sat ned i en lille jolle som sejlede ind i grotte under Hammershus sammen med en af de andre med OI og hans familie

En af de ting der gik igen i min barndom, var min søsters forsøg på at hive mig med ud i haven når hun skulle ryge. Hun ville have selskab, fordi hun ikke gad ryge cigarretter alene. Det startede ud med at hun spurgte om jeg ikke nok ville gå med ud, jeg sagde nej, hun spurgte igen, og jeg svarede nej igen og så begyndte hun at lokke med slik, eller tyggegummi eller med argumenter om at hun måske snart ville flytte og vi skulle have tid sammen. Hun fik også færten af hvornår der var fodboldkampe som højst sandsynligt holde mig inden-døre og min søster blev med tiden en ekspert på kamptidspunkter i fodboldkalenderen. Kanten, hvor jeg som helt lille var faldet ud over, var for længst blevet til en rampe og siden til en terrasse.

Dengang syntes jeg at det var ulideligt altid at skulle blive slæbt med derud, men i dag betragter jeg det som nogen af min barndoms absolut bedste stunder overhovedet. Her kunne jeg høre på min søster fortælle vidt og bredt om alt mellem himmel og jord. Oplevelser, fester, kærester, veninder, gymnasium og senere pensum i forhistorisk arkæologi og meget andet. Det foregik virkelig i al slags vejr, og jeg kunne sidde og hunde-fryse og lytte til historierne. Mens jeg sad der i min, nu lidt mere moderne manuelle kørestol, dannede jeg mig tusind billeder af det jeg hørte. Og jeg lyttede det bedste jeg kunne, for det var ligesom det jeg gjorde. Jeg lyttede. Selvom jeg gennemgik mine egne små dramaer i klassen på Vedbæk Skole, så var det som om at jeg alligevel følte at min søsters liv på en eller anden måde havde forrang. Eller måske var det, at min søster bare talte så meget at det kunne være svært at få et ord indført. Det var dog ikke ubegavet snak. Mener stadig den dag i dag at min søster er et af de klogeste og mest begavede mennesker jeg kender og jeg sætter hendes ord meget højt.

Jeg var dog selv ved at nå den alder hvor fredag aften gik med andet end boldspil og Nintendo. Flere fra min klasse, samt min gode ven og klassekammerat Kenneth og jeg var begyndt at gå til ungdomsfester. Det var en stor ting, en lidt farlig ting. Det var dog ikke farligere end at min far afleverede og hentede mig igen. Ungdomsfesterne i Søllerød Kommune foregik to steder. I Rundforbihallen til "Rundforbifester" i Nærum hvor alle kom og så Mariehøjcenteret i Gl.Holte, som var mindre og derfor kun var for de få og derfor fremstod mere spændende. Det var et skue i al den klassiske ungdom som man havde på det tidspunkt og sikkert stadig har. Til min allerførste Rundorbifest var jeg så nervøs at jeg ikke rigtig turde bevæge mig, men der kom en eller anden stor kvinde, hun har sikkert gået i 8.klasse, som ville kysse og kramme mig. Det tog et par år og så mistede de der ungdomsfester ligesom deres interesse

I min klasse var der en pige der hed Karen. Hun kom ind i klassen i 5. mener jeg det var. Der var et eller andet over hende som var anderledes. På et tidspunkt finder man på at "komme sammen" efter nogen meget præcise regler. Det var Karen jeg gerne ville komme sammen med, men hun ville hellere komme sammen med Philip og det var jo ikke godt. Der var en pige der hed Britt, som derimod godt ville komme sammen og hun var veninder med Karen. Karen mente bestemt, at jeg skulle købe et eller andet til Britt, og hvis hun sagde det så gjorde jeg det. Så jeg tog i Lyngby Storcenter, gik ind i en smykkeforretning og købte en eller anden afskyelig halskæde, som jeg selv synes var pæn. På et tidspunkt var det forbi med Philip og Karen og nu ville hun gerne komme sammen med mig, og som den elegantier som var jeg gjorde jeg det forbi med Britt for at kunne være kærester med Karen, og jeg forlangte smykket tilbage fra Britt, som jeg så gav Karen.

I løbet af 8.klasse var jeg blevet enormt træt af at gå i skole. Mit niveau i matematik haltede, jeg fik ikke lavet de afleveringer jeg skulle, og den seneste forældrekonsultation havde mere virket som en politiafhøring bag Jerntæppet, end en forældrekonsultation. Så jeg gjorde noget i begyndelsen af foråret, som jeg aldrig har gjort siden. Jeg sagde at jeg havde så ondt i benet, at jeg ikke kunne gå i skole. Det havde jeg ikke helt, og min søster Marie-Louise havde fornemmelse af det tror jeg, men sagde ikke noget. I stedet formede min dag sig sådan, at der kom en lærer om formiddagen, min hjælper, den svenske buddhist ved navn Stefan, kom ved tolv tiden og så gik vi ellers en lang tur op ad Grisestien som gik fra Vedbæk til Nærum. Her talte vi om fodbold, cykelsport, politik og han fortalte mig om buddhisme og om Indien. Nogen gange gik vi væk fra stien og spiste en pizza på Trørød torv. Når jeg kom hjem derfra, var det blevet rutine at Niels kom forbi efter endt skole. Det gjorde han hver dag i den tid, hvor jeg ikke var der. Han gav mig de overordnede linjer om hvad der foregik i klassen og på skolen generelt. Så spillede vi Playstation og så tog han hjem. Sådan var det i en seks-syv ugers tid, og jeg fik til sidst bugseret mig tilbage på skolen igen.

Til de af jer som ikke ved det, så skriver jeg på en roman, og midt i processen overvejede jeg at lade min hovedperson gå den tur langs Grisestien, hvor han så møder Stefan og jeg. Men det gik for langt væk fra det overordnede plot, så det har jeg droppet midlertidigt. Men det kan være det dukker op på et senere tidspunkt. Det var en speciel periode i mit liv, som jeg ikke kan lade være med at tænke tilbage på

Det forår endte dog godt med at jeg blev konfirmeret, og blå mandag tog sit udgangspunkt i vores hus. Marie-Louise havde med fast hånd sat sig på planlægningen af arrangementet. Der var borde og stole tilbage fra min konfirmationsdag og det blev en sjov fest. Vi var alle sammen i gråzonen mellem om vi kunne finde ud af at drikke eller ej. Hvor vi i min klasse havde været mere tilbageholdende og nogen ville sige mere dydige, havde de taget for sig af retterne i den anden klasse. Den konventionelle visdom i byen var, at vi var de gode og de var dem man ikke skulle være for meget sammen med. Men i dag tænker jeg, at de kastede sig ud i noget som vi simpelthen bare ikke rigtig turde.

9. klasse skulle bare overstås og forude lå en ny, og skulle det vise sig fantastisk verden og ventede. Det hele endte med en stor fest, som mere var for forældrene end for eleverne. Vi var videre på det tidspunkt

Det var naturligt at jeg skulle på Rungsted Gymnasium. Det var tæt på, min søster havde gået der, og der var elevator.  Hvis jeg altså overhovedet skulle i gymnasiet. Mine lærere på Vedbæk Skole var nok på det tidspunkt tættere på børnehavepædagogernes oprindelige vurdering af, at jeg var retarderet eller lud doven eller måske en krydsning af de to. Men på et besøg på Rungsted Gymnasium i 9. klasse kom rektor Leo Bresson hen til mig og sagde "Michael, du starter her efter sommerferien". Jamen så var det jo på plads. Jeg skulle i en sproglig klasse, men fordi det også var en sportsklasse, var der flere drenge end i en normal sproglig klasse.  Som jeg husker det var ratioen 16 piger og 12 drenge. Der var enormt frisættende i at komme væk fra Vedbæk Skole og jeg mærkede ikke blot faglig anerkendelse, men simpelthen glæden ved livet komme tilbage igen. Folk var søde, der var fart på, men på den gode måde. Næsten alle havde en eller anden interesse i en eller anden sport. Fik et gjort mig gode venner med Maria og Trine fra klassen og blev også hurtigt venner med en gruppe af drengene som havde kendt hinanden fra Rungsted Skole i mange år. Vi mødtes hjemme hos Kasper fra klassen, som havde fået overetagen i forældrenes hus, en overetage som han vidst havde delt med sin storebror Philip, inden han flyttede til København. Kasper talte meget og talte højt, og han havde en frigjorthed, som jeg havde savnet helt vildt i min egen omgangskreds fra Vedbæk. Han fandt sig ikke i noget, hvilket var enormt forfriskende. Og jeg følte mig som en del af gruppen fra starten. Men det kom ikke gratis. Man skulle lige prøves af og der var nok en overlevelsesdrift, som gjorde at jeg blev en del af gruppen. Det var hos Kasper det skete, det var der vi festede og det var udgangspunktet inden vi tog i byen eller til gymnasiefest.

Til at begynde med hed "byen" Cafe Oscar som lå på gågaden i Hørsholm. Der var et par piger i min klasse, Mette og Fie som miksede den lidt op, ved at tage på Svingelporten i Helsingør eller til København. Men det virkede for langt væk for mig. Alt for langt væk. Da Cafe Oscar mistede sin appel blev det til Submarina i Vedbæk, i folkemunde bare kaldet "Subben". Der kunne man lettere komme ind med kørestol og bevæge sig rundt

Der var trapper på Oscar, men ikke værre end at jeg kunne komme derop. Alle var der, og hvor alle var, skulle jeg selvfølgelig også være. Det var sådan det var. Heldigvis var det en manuel kørestol som jeg sad i og den var forholdsvis nem bare lige at løfte op af trapperne. Det var også blevet nemmere at være social efter kl 22.00 om aften

Den sommer, hvor jeg skulle i gymnasiet, skulle hele min hjælper situation ændres. Jeg havde haft en sød, men ældre dame ved navn Britta og nu skulle der nye boller på suppen. Der kom en fyr ved navn Rasmus til samtale. Han var fra Sydfyn, nærmere bestemt Svendborg og var temmelig anderledes end nogen anden jeg havde mødt før. Han havde gået på højskole på Testrup og kendte en der hed Jeppe som måske også var interesseret i at arbejde som hjælper. Det endte med at blive en klan af hjælpere, en forgrening som den dag i dag stadig eksisterer. Rasmus blev kaldt Mester af de andre venner fra Testrup, men på Rungsted Gymansium blev han kaldt Heavy og det var de ingen tvivl om hvorfor. Glødende Iron Maiden fan, og med en fotografisk hukommelse af både tekster, bands og alverdens info fra og om Heavy Metal genren. Heavy kunne finde på, uden varsel, at bryde ud i temmelig vilde strofer om vi var i gang med et eller andet vigtigt eller ej. Han havde en enorm energi og blev hurtigt ikke blot en hjælper, men en god ven. Jeppe var anderledes. Søn af en minkavler fra Christiansfeld, den yngste i en søskendeflok på 3 og der var altid et eller andet grundlæggende i vejen, som ofte kunne ledes tilbage til en tilstand skabt af storkapitalen, tingsliggørelsen af mennesket og den manglende ånd i samfundsudviklingen. Han boede i et af de der kollektiver på Vesterbro, hvor det lød som om alt kunne ske. Og den primære årsag til at alt kunne ske i det kollektiv var, at der i det kollektiv boede en fyr ved navn Mathias eller bare Thiis. Jeg kom til at lære Thiis at kende, han fik et par vagter, og den første sommer mellem 1. og 2. G var jeg på Roskilde Festival med Jeppe, hans tvillingebror Lasse, en fyr ved navn Rasmus Sørensen, som også blev hjælper og faktisk endte med at være en af de bedste hjælpere jeg nogensinde har haft, og så Thiis. Der var fuld fart på, som meget der nu kunne være når man har skøre knogler. Der blev drukket, røget tjald og hørt gode og underlige koncerter. Alt det der skal ske til en festival.

Fagligt var gymnasiet noget helt andet end folkeskolen. Jeg elskede det. Der var skruet ned for matematikken og op for historie, dansk, samfundsfag og engelsk. Det var fantastisk. Og min viden om stort og småt kunne endelig bruges til noget. Og der var en fyr i min klasse som delte min begejstring for alt mulig og umulig fakta. Han hedder Thomas, men blev hurtigt kaldt Harry, som alle andre også fik et kælenavn. Harry er stadig en af min nærmeste venner og en af de mest vidende og interessante mennesker, jeg nogensinde har mødt. Vi fandt hurtigt på noget at snakke om, noget at nørde igennem, og hvor han var fuldstændig uberørt af hvad folk syntes om ham, var jeg stadig dybt optaget af at passe ind. Selvom det jeg kunne byde ind med, nok i virkeligheden var mere socialt accepteret end jeg nok var klar over dengang, så prøvede jeg stadig at skjule min mest fotografiske del af min hukommelse. Harry var ligeglad. Hvis han vidste et eller andet, så sagde han det, og så var måtte folk reagere som de nu ville. Det så jeg op til. En anden rigtig god ven fra den tid, var Morten, men det er meningsløst at kalde ham andet end Bjernvig. Det var det alle kaldte ham. Udover min søsters lange enetaler om højdepunkter fra sit liv, er Bjernvig det menneske jeg nogensinde har kendt som talte mest fra sit liv. Om alt mellem himmel og jord. Primært, om han skulle eller ikke skulle ringe til den pige som han havde mødt i byen i weekenden. Det kunne altid anskues på 32 forskellige måder. Og jeg lyttede. Som jeg altid gjorde. Det gjorde jeg også når Heavy eller Jeppe eller andre talte om deres livs op og nedture og kærestesorger. Havde i det hele taget utroligt sjove og interessante mennesker omkring mig, som lige en gang imellem havde brug for at tale med nogen, eller som havde brug for nogen med store ører.

Sommeren mellem 1-2 G tog mine hjælpere mig med på en Danmarks tur. Jeg var blevet inviteret med til en fest i Thy hos Thiis forældre. Thiis forældre boede i Thy. De var gamle hippier og nogen fantastiske mennesker. Det tog en krig at komme derop, kan jeg huske og vi hørte Bob Dylan stort set hele vejen derop. Jeppe og Lasse havde et næsten religiøst forhold til Dylan, det var ægte musik med følelse og det var vi derfor tvangs indlagt til. Det tog nogen år før jeg selv fandt Dylan.

Da vi kom derop blev jeg mødt af Thiis far, Hans. Han ville lige vise mig noget. Jeg blev ført ind i stuen og en stor balje med pot stod på bordet. Jeg kiggede på ham og han smilede over hele hovedet, og så var scenen ligesom sat. Det var uden sammenligning den vildeste fest jeg havde været til, det hele var som taget ud af en slags novellefilm, om den pæne dreng fra Nordsjælland med en krokodille på blusen, som bliver revet ud af sin trygge og normale hverdag, og virkelig møder noget fuldkomment andet. Der var hippier over alt, der var fyrværkeri, der var mennesker i mine forældres generation, som absolut ikke opførte sig som mine forældre og deres venner, så helt nye sider af mine hjælpere og deres venner. Vi var helt færdige og dagen efter skulle vi til Christiansfeld og bo på Jeppe og Lasses forældres minkfarm, hvor vi var en enkelt overnatning. Jeppe gik i gang med at fodre minkene og bærer sækkevis af minklort væk. Vi var langt fra Vedbæk og Rungsted Gymnasium. Vi sluttede eventyret hos Heavys mor og stedfar i Svendborg. Det var første gang jeg var på Sydfyn og det var sjovt at se hvor Heavy kom fra

Det var meningen at jeg skulle have fejret min 18.fødselsdag i Rom på studietur. Men få dage inden vi skulle afsted, brækkede jeg mit højre lårben. Jeg var virkelig utrøstelig og havde enormt ondt af mig selv. Da klassen kom tilbage kunne jeg trøste mig med at Kasper havde givet mig en fodboldbluse og jeg hørte vidt og bredt om Bjernvigs eskapader. Der kom et par knoglebrud i den periode, og de fleste af dem skete under fester

Til min 18s fødselsdag sad jeg i en kørestol fra Rigshospitalet, men familien med min onkel Poul, min mormor, min farmor og min fætter Esben samt min søster Marie-Louise og selvfølgelig mine forældre var der. Pludselig ringede det på døren, vi åbnede, og ind trådte Thiis og hans forældre. Jeg havde i en eller anden tilstand sagt, at de bare kunne komme til min 18 års fødselsdag uden nogensinde at have regnet med at det ville ske. Det var virkelig sjovt, og fantastisk at de kom.

Det var det. De første 18 år af mit liv. Meget er udeladt, noget er sikkert overdrevet og andet er sikkert underdrevet. Tak fordi i har læst med


Ingen kommentarer:

Send en kommentar