At skrive om sig selv

Det er bloggens ypperste formål. At i sidste ende skrive om sig selv, sin verden, sit jeg, og det menneske man mener man er blevet. Samt at dele stort og småt fra livet i almindelighed. Min blog er i sidste ende ikke kategorisk anderledes end så mange andres, og så alligevel. For at skrive om en selv er en beskæftigelse udi tilbagesynet, udsynet,  hensynet og fremsynet. Man ser på sig selv med lige dele ynkelige, stolte og humoristisk briller. Og man opdager, at ens liv, hvor kort det for mit vedkommende indtil nu har været, har været et eventyr. Et eventyr med små indlagte selvstændige eventyr, hvor man nogen gange har følte, at man skal så grueligt meget igennem før man kommer ud på den anden side og enten får det man søgte, eller får oplevelser med på vejen som kan bruges som erfaring til det næste man giver sig i kast med. Og med nogen ting stadig mangler at se enden af tunnellen. Sådan må det være, som Jørgen Leth ville sige det

Men i processen, hvor jeg skrev om min barndom og tidlige ungdom, lykkedes det mig også at forstå at det som på daværende tidspunkt virkede som uoverstigelige dilemmaer og oplevelser nu er historier. Der kan grines af noget som dengang skabte gråd eller i hvert fald bekymringer. 

Ikke alt hvad der er sket i min barndom og tidlige ungdom er med på bloggen. Jeg har med en hvis sans for præcision valgt og fravalgt emner i det jeg har skrevet.

Der skal jo være noget til en erindringsbog engang.

Jeg har valgt krøniken som fortællemiddel, eller rettere det var sådan det udviklede sig. For jeg føler at mine første 18 år var en serie af begivenheder, hvor jeg ved at filosoferede over det meste, uden at få nogen klare svar på noget som helst. Det viste sig, at det heller ikke var meningen at der skulle findes svar, men at svarene på de tidligste spørgsmål, først kommer senere. Så at skrive om sig selv er også en rejse ind i en verden af spørgsmål og svar, og det mellemrum der findes mellem de to. Der hvor stilheden råder og kommunikationen må vige for en slags ekstra opmærksomhed, der kan få det hele til at rulle den rigtige vej.

At skrive om sig selv, har jeg opdaget, er også at skrive om andre. At fortælle en historie hvor andre menneskers egne historier bliver flettet ind. Man er ikke alene i sit eget liv, men støder ind i et utal af mennesker og skæbner, som på en eller anden måde bliver påvirket af en og vice versa. Det er en kæmpe ære at få lov til at leve på denne jord sammen med andre mennesker, og tage del i deres dårskaber, begivenheder og levede liv og at de tager del i det samme hos en.

Og hvordan er det så at være handicappet? Hvordan er det så at være menneske? Det er for mig nogle af de ypperlige formål der får mig tilbage på den her side, og tilbage på sporet efter svar. Og bedre endnu.:Tilbage på sporet efter bedre spørgsmål