Tyskland-Italien

Det er en kvartfinale. Men det kunne sådan set ligeså godt være en EM finale. Tyskland-Italien. En kamp der emmer af historie. Af stjernestøv. Af historiens vingesus.

Det er kampen mellem to forskellige stilarter, mellem to forskellige måder at komme ud over kriser og tabte generationer på. To forskellige måder at fastholde dominans over international landsholdsfodbold. To forskellige måder som begge er lykkedes til fulde. Tyskland har været i mindst semifinalen siden VM 2006, hvor man tabte til....Italien. Italien blev verdensmestre det år(som bekendt)

Tyskland er jo forsvarende verdensmester. Man spiller et højt anlagt pres spil, inspireret af Pep Guardiolas måde i Bayern Munchen. Modstanderen skal ikke på noget tidspunkt føle at de kan komme ind i kampen. Der er konstant pres på boldholderen, konstant løb mellem ind og ud af rum fra de fire forreste og fokus på teknik, hele vejen rundt. Også i midterforsvaret og sågar hos målmand Neuer. Det er blevet bedre fra slutrunde til slutrunde siden 2006 og kulminerede velsagtens med nedslagtningen af Brasilien i VM semifinalen for 2 år siden.

Kan man her tale om den perfekte kamp? Det vil jeg sige man kan. Alt gik op i en højere enhed

For mig var det en fuldkommen åbenbaring, da det foldede sig ud for alvor ved VM i Sydafrika. Hvor en ung Thomas Müller og en endnu yngre Mesu Ozil henrykte med, totalt ubesværet, at pille pynten af ethvert forsvar indtil de løb ind i Spanien i semifinalen. De manglede rutinen det år. Koldblodigheden. Snuheden

Man er fysisk stærke, teknisk stærke. Men der er et eller andet. Noget der ikke kan forklares. Kan man sige at der mangler noget på et hold som er favoritter til EM titlen og som er forsvarende verdensmester?

Det som Tyskland mangler er måske netop det som Italien har. Snuhed, en direkte måde at spille på, og måske, trods hårdt arbejde(meget hårdt arbejde), en ydmyghed som man i sidste ende kun finder hos spillere på hylde 2 og 3.

Antonio Conte, Italiens næsten magiske trænersucces har med kirurgisk præcision valgt spillere som vil give alt for holdet. Som uselvisk vil kæmpe for helheden. Og i forsvaret har han valgt spillere, der kender hinanden indgående fra Juventus. Det er en offensiv generation uden Totti, Del Piero og Luca Toni. Uden stjerner. Og hvem fanden er egentlig Graziano Pelle, Candreva og Giaccherini.

Det er de næste stjerner, er svaret.

For Conte har gjort dem til stjerner.

Han har opbygget et system, som spillerne kan på rygraden. Meget inspireret af Löw hos Tyskland. Meget bevægelse uden bold, højt genpres, og mange mand mod mål når man erobrer bolden, som i princippet skal fiksere forsvaret, men som i dag virker mere standart end det måske var for 5-6 år siden.

Men man er jo i sidste ende Italien og ikke Tyskland. Den forreste angriber bevæger sig ikke så meget som den forreste angriber fra Tyskland. Det gør man ikke i Italien. Der må også virkelig være grænser for moderniteten. Men i forhold til stort set alle andre angribere i moderne italiensk landsholdsfodbold, bevæger Pelle sig uforholdsmæssigt meget, søger bolden, er konstant spilbar og gør sin angrebsmakker Eder bedre.

Minus ved Tyskland: De tror ikke for alvor de kan tabe. Det har været for let for dem at komme hertil. Man så mod Polen, at når de kommer op mod et stærkt kollektiv der arbejder klogt og inderligt for hinanden, så får de problemer

Minus ved Italien: Folk i offensiven mangler erfaring. Og man mangler en 10'er. Det er næsten kriminelt at man har givet Motta nr. 10

Bet:  Det bliver de snu italienere som i sidste ende vinder og spiller sig i semifinalen