Refleksioner ovenpå en EM finale

EM er slut. Gudskelov. Det blev lidt slemt til sidst. Ikke fordi Ronaldo vandt. Tillykke til ham og til de andre. For der var vist også andre end Ronaldo, der vandt EM i fodbold på Stade de France

Men det var alligevel lidt slemt til sidst

Det der gjorde det slemt var, at det må være tydeligt for enhver, at EM og landsholdsfodbold, måske topfodbold, topidræt i det hele taget er i en eller anden form for opløsningstilstand. Eller i hvert fald midt i en markant forandrings fase

Færre og færre spillere er interesserede i at gøre hvad der skal til, for rent faktisk at vinde kampene ved slurunden. De vil bare gerne hjem og have ferie og slippe for den lidelse, det lader til at være, at være i landsholdslejer i en måned efter sæsonen er slut.

Det er blevet et show der, groft sagt udelukkende eksisterer for at enkelte stjerner kan tage fuldstændigt over.

Fodbold har altid være balancen mellem kollektivet og individet. Spillet er intet uden denne balance. For at individerne kan skinne igennem skal der være et stærkt hold, et stærkt fundament. Men hvor individet på banen gerne må være over holdet, har der altid været en forståelse af at individet skulle følge de samme regler og indordne sig de samme retningslinjer som alle andre. Ikke for at holde individet nede, men for at gøre forholdet mellem de bedste og resten, levedygtigt og holdbart over tid

Ikke længere.

Men hvornår ændrede det sig egentlig? Hvornår gik en spiller fra bare at være en spiller, til at være et brand, til at være over holdet, til at være så stor, at ikke-sportslige kræfter helt udefra en kunne bestemme om vedkommende spillede eller ej?

Måske var det, da Nike efter sigende tvang den daværende brasilianske landstræner Zagallo, til at spille med Ronaldo i VM finalen i 1998 mod Frankrig, på trods af at han ikke kunne løbe igennem og det endte i en total farce hvor et stjernespækket brasiliansk hold tabte stort.

Siden dengang er det gået op med lønninger, honorarer og sponsorkontrakter og ned med følelsen af at være folkets sport.

Er jeg så imod markedets indflydelse på fodbold? Nej, ikke helt og holdent.

Der bliver skabt nogen fantastiske klubhold, spillet er blevet vis-bart og tilgængeligt for langt flere mennesker over hele verden. Men vi så noget ved EM som vi ikke har set før. En spiller være så meget over holdet, at han vandt turneringen. Det var ikke Portugal der vandt turneringen, det var Ronaldo. Han fik lov til at stå i trænerens tekniske felt og dirigerer holdet, og han fik af dommer Clattenburg, gudhjælpemig, også lov til at bevæge sig ind hos franskmændenes tekniske felt. Som en moderne én mands invasionshær nedlagde han franskmændene mere eftertrykkeligt end samtlige holdkammerater der rent officielt ordnede paragrafferne på banen.

Ronaldo var altså ikke blot over holdet. Han var over UEFA og UEFAs retningslinjer. Det var ikke fordi han er flink fyr, men fordi han "raker" enorme sponsorsummer ind, som så drypper ned igennem systemet. Til sponsorer, til klubber, til UEFA, til folk der har skudt milliarder i topklubberne .

I går aftes gik fra at være en EM finale, til at være et skue i hvad der kan være begyndelsen til enden for kollektivets betydning i fodbold, og for den sidste form for sunde nationalisme, som eksisterer i sportens verden og et goddag til en form for hyper-individualisering, hvor man ikke længere forsøger at skjule sin foragt for selv det mest udvandede fællesskab, som grundlæggende baserer sig på oplevelser man har og som man deler ligeligt med andre mennesker.

Fra det meget stive og ganske ubrugelige: "Det handler ikke om dig", til det der indtil i går var moderne og slet ikke var så tosset... "Det handler ikke kun om dig".... til den nye virkelighed, hvor det hedder....."Det handler kun om dig"

Det handler kun om dig

Det er lidt slemt