Tag det nu roligt. Normalt når man får at vide at man skal tage det roligt, så ender man med at gøre det modsatte. Man vil i hvert fald ikke lystre en kommando. Vi er sådan indrettet, de fleste af os, at vi i meget udstrakt grad ønsker selvbestemmelse.
Så "tag det roligt" har jo så den helt modsatte effekt.
Men skriver det nu alligevel. For tag det nu roligt.
Den anden dag flød medierne over med nyheden om, at man i flere daginstitutioner ikke længere ville kysse og kramme børn. Grunden er velkendt. Berøringer kan misforstås, og lede til sager som er mere end uheldige for pædagogen og for børnene. Der kan potentielt udvikle sig en kæmpe sag, med grædende børn, grædende forældre, grædende pædagoger, grædende kommunalpolitikere, fald i lokale huspriser osv. Selvfølgelig kan der også være sager af ganske alvorlig karakter, men alligevel.
Der gik så lige nogen dage, hvor det, for mig i hvert fald, lige skulle synke ind hvad det var der foregik. At voksne mennesker i ramme alvor anser det for "best policy" ikke at give børn det som de har allermest brug for, nemlig nærhed. Man har på sikkert meget formelle møder, gerne over en kop kaffe og en slatten tebirkes truffet en "executive decision" som omfatter andre menneskers primære behov.
Normalt ville man hive en berørt borger med ind over en beslutning der vedrører dem, men jeg tænker at det her er foregået i bedste østblok stil, hvor den slags bedst er overladt til myndighedspersonerne, i det her tilfælde pædagogerne på de enkelte institutioner.
Og så kommer vi hen til det næst mest essentielle, da det mest essentielle er og altid vil være, at vi skal vise ømhed overfor hinanden.
Men det næstmest essentielle er at vi er gået mere og mere i retning af at vælge hysteriet og frygten fremfor modet og fornuften. Og hvis vi endelig vælger modet og fornuften, så skilter vi, igen gustent kollektivt Vi, med at vi netop med den handling vi foretager i den givne situation, er så enormt fandens modige og fornuftige. Det der skræmmer mig, eller i hvert fald inden for de sidste ti år har skræmt mig, er hvor mange mennesker, som jeg selv anså for at være fornuftige mennesker har mistet eller er ved at miste den. Fornuften. Roen. Omtanken. Forbindelsen til den indre stemme der siger. "Tag det nu roligt".
Men hvad er grunden til den her udvikling? Er folk virkelig ved at miste den? Er jeg selv ved at miste den? Eller hvad er det egentlig der foregår?
Tror ikke der er et endegyldigt svar. Jeg forestiller mig at udviklingen skyldes flere ting. Det er en krydsning af bristede forventninger, stress, mangel på kommunikation, mangel på tid, sociale medier, fraværet af historiefortælling, fald i læsning af rigtig skønlitteratur, der udover at fungere glimrende som led i almen dannelse, også fungerer som en god kindhest til den der stikker panikken lidt for langt frem.
Alt det, samt den kendsgerning, for det mener jeg virkelig det er, at min generation er den første som af en eller anden grund har lært eller lært sig selv at det på en eller anden måde er rigtigt og karrierefremmende at fremvise sig selv værende "i følelsen". Tag et næsten hvilket som helst interview med en ung, fremadstormende, politiseret, kompetent person på under 40 år, og man vil arme, ben, øjne og alt andet stritte ud i fem tusind forskellige retninger.
Vi skulle egentlig bare høre om hans eller hendes holdning til de fire EU forbehold, udviklingen af mælkeproduktion hos økologiske landmænd frem mod 2020, eller principperne for en strategi for at hjælpe hjemløse at finde et sted at bo, men vi får i samme moment et hav af uønskede informationer om deres forhold til deres forældre og andet godt dybt nede fra det ubehandlede, ureflekterede mentale ocean.
Logikken er, at hvis man ikke er i følelsen så er man en kold, afmålt psykopat a la Mads Skjern eller Kai Holger fra den helt igennem forfærdelige serie Krøniken eller en anden højrøvet og sikkert dybt borgerlig person, som virker kold og utilnærmelig og hvor man derfor nærmest er forpligtet at opføre sig helt modsat.
Hvis man ikke er i følelsen, er man fjern og ikke engageret. Man er ikke en holdspiller, man går ikke op i det, men bare en egoist der kun tænker på sig selv, og ikke kan finde ud af at vise autencitet. Hvis man samtdig ikke er i en eller anden konstant proces om at ville behage andre så er det helt galt og så ønsker man jo sikkert også at klimaforandringerne fortsætter, og at Ozonlaget smadrer det hele. Så er man bare helt enkelt et dårligt menneske. Hvis man overhovedet er et menneske
De rigtige mennesker er i følelsen, og gud nåde dem som ikke er det. Gud nåde dem, som forsøger at finde en eller anden form for, måske barsk, men logisk slutning eller virkelighedsnært svar på hvad det er der foregår, og kan finde ud af at få styr på sig selv i de samme hænge, hvor det at have styr på sig selv har betydning. Betyder det at man har det godt hvis man har sine følelser? Ikke nødvendigvis. Men det betyder at det er et personligt anliggende, og ikke et anliggende for menneskebadet.
Det er jo en god ting at man har adgang til sine følelser, men det kan være et problem og navnlig et problem for børn hvis store og vigtige beslutninger, som i den grad vedrører dem, bliver truffet i affekt og i frygt, eller i en eller anden tilstand af angst.
"Men Michael, nu skriver du det jo selv i følelsen".
Det er korrekt.
Jeg er vel et barn af min tid
Ingen kommentarer:
Send en kommentar