Fortsættelse fra Menneske 1 - "Det røde lyn"
Tiden var altså kommet til at jeg skulle begynde i skole. Det var så heldigt givet ud, at jeg kunne fortsætte med flere af dem jeg var gået i børnehaven med. Samtidig kendte jeg også flere af dem som gik årgangen over, for dem skulle jeg have gået i klasse med, hvis det ikke havde været for, at jeg var blevet holdt tilbage i forhold til hele brillesituationen
Det var 1990. Et nytår årti var begyndt. Muren var faldet i Berlin, og det anede de fleste knap nok. Men jeg vidste det. Jeg sugede alle tænkelige informationer til mig og talte om dem vidt og bredt til mennesker, der gad høre på mig. Min søsters onkel havde en leg hvor han tog nogen af de mange fodboldårbøger jeg havde på min lille reol og så udspurgte han mig om det ene resultat og den stilling efter den anden. Jeg kunne dem i hovedet. Og det synes han vidst var ret sjovt. Det kunne bare ikke rigtig bruges i skolen
Fysisk set var der ikke noget at klage over. Vedbæk Skole var perfekt til kørestol. både manuel og elektrisk. Man kunne komme rundt over alt, og der var lange brede gange samt fuldstændig flade udendørs arealer. Mine klassekammerater løb op og spillede fodbold på en stor fodboldbane og jeg kørte efter i en elektrisk kørestol som jeg kaldte "Turboen". Turboen var sådan indrettet, at man kunne sidde bagpå de elektriske kørestole som jeg kørte rundt i og som jeg faktisk havde hele min folkeskoletid frem til og med 9.klasse. Jeg havde en hjælper der hed Annette. Hende brød jeg mig dog ikke meget om, hun var streng og sur og der var bare et eller andet over hende som jeg ikke kunne lide. Men hun gjorde én fantastisk ting. Hun inviterede mig med ind og se en landskamp i Idrætsparken. Ja, Idrætsparken. Det gamle stadion der lå omtrent hvor Parken ligger i dag. Det var i midten af oktober, det var en fødselsdagsgave og jeg var fuldstændig henrykt. Da dagen så endelig kom, kørte jeg med Turboen ind i et skab og forstuvede foden. Jeg kan huske, at jeg græd og at jeg bare kiggede febrilsk ud i luften, og det var første gang, at min planlægnings hjerne blev sat i gang i sekundet efter en skade. For ville jeg nu gå glip af kampen? Det måtte bare ikke ske. Jeg bed smerten i mig og det var en af de mest smertefulde dage i mit liv og jeg kan stadig huske, at jeg skulle have nogen abnormt store støvler på fordi det var koldt. Men jeg kom afsted og jeg endte med at sidde i en lille rygsæk på ryggen af Annettes forlovede Niels, på den gamle endetribune hvor alle stod op.
Det var et år ved juletid, at jeg for alvor blev bevidst om, at man ikke må løfte en kørestol i hjulene. Jeg skulle spille en af de tre vise mænd ved en julekomsammen og det skulle jo øves inden og mine lærere skulle løfte mig op på scenen i min lille, nu blå, manuelle kørestol. De løftede i hjulene, og jeg tippede ud af kørestolen og slog hovedet ned i gulvet. Fik åbent kraniebrud og brækkede vist også en arm eller sådan noget. "Ikke løft i hjulene" har siden været et mantra
Men jeg elskede fodbold. Nogen gange havde min far optaget kampe til mig, som jeg sad og så så meget jeg kunne af, inden jeg skulle i skole. Der var bare ikke rigtig nogen, som var så interesseret i fodbold som jeg var. I hvert fald ikke så tidligt. Der var heller ikke nogen som var så interesseret eller bare vidste noget om politik som jeg gjorde. Jeg interesserede mig egentlig ikke for politik, men jeg troede bare, at det var en ny form for sport hvor det handlede om at vinde og tabe og det fascinerede mig. Og så kunne jeg alle navnene og fik ros. Men faktisk tænkte jeg, at jeg virkelig måtte holde igen med at snakke om alt det jeg følte jeg vidste alt muligt om, og om al den fakta jeg kunne om alt muligt stort og småt. Det var mere vigtigt at passe ind, og det var vigtigt at opføre sig og være som man skulle være når man gik i 1-2 klasse. Især fordi jeg jo i forvejen skilte mig ud. Jeg havde ofte legekammerater med hjem og vi legede med små bolde eller med spilkonsoller, som jeg havde fået fra min mormor og morfar. Min morfars vurdering var, at spilkonsoller og alt der havde med elektronik at gøre ville være fremtiden, så det kunne man lige så godt lære tidligt. Mine klassekammerater Jens og Niels og jeg opfandt noget vi kaldte håndbold-fodbold. På to mål, hvor mit var et langt møbel med gamle aviser som min far gemte, hvis der var lige var noget han skulle læse igen samt grammofonplader og deres mål der var mellemrummet til den tilstødende stue, hvor en væg engang havde været.
Jeg spillede med hænder(håndbold) og de spillede med fødderne(fodbold). For at det skulle gå nogenlunde rimeligt for sig skulle de have 4-5 afleveringer mellem hinanden, inden de gik på mål. Når det blev min tur var en af dem på mål og en i "marken". Især Niels udmærkede sig ved at dække mig op i en sådan grad at jeg var presset helt tilbage i mit eget mål og han havde gjort en hver moderne træner stolt, for den mandsopdækning. Der skulle ikke gives gaver der. Det var selvsagt rigtig sjovt, og løb/kørte vi rundt og spillede søndag eftermiddag var det med Superligaen på P3 i radioen fra kl 15.00. Især Niels og jeg begyndte at gå ind og se kampe. Især i Parken. Nogen gange i Lyngby. Men det var Parken der trak mest
En gang om året var det så tid at trække stikket fuldstændigt ud og tage til årsmøde i den forening jeg og min familie var kommet kom med i. Den forening som sygeplejersken på Gentofte Sygehus havde fortalt mine forældre om. Dansk Forening for Osteogenesis Imperfecta, eller bare OI foreningen. Her var man ikke fysisk anderledes. Vi var fem-seks drenge, nogenlunde i den samme aldersgruppe som legede sammen og fortalte røverhistorier og sammenlignede hvem der havde de vildeste historier der havde ledt til knoglebrud. For eftertiden må det siges at det var ham der havde hængt fast på en knallert som vandt.
Så kørte vi ellers kørestolsræs, spillede et spil der hed "kravlefodbold" og spillede FIFA og vi interesserede os ikke et kvæk for det kedelige voksensnak, der foregik i mødelokalerne. Det handlede om at være sammen, at grine sammen og nogen gange også at høre hinandens historier, også selvom vi ikke var så gamle. Vores familier kom rigtig godt ud af det med hinanden, og medlemskabet var en kæmpe hjælp og støtte for ikke blot mine forældre men for alle forældre til et barn med OI. Og vi havde en fest hver gang
Efter at have været med i foreningen i et par år, blev min mor valgt til bestyrelsen og hun blev senere formand, og det blev i det hele taget en tilbagevendende historie. "Nu må vi jo så se, om jeg kan lade være med at komme med i en bestyrelse den her gang" sagde hun nogen gange når hun skulle til møde et eller andet sted. Det var også sjældent at hun kom til at undgå at komme med i en bestyrelse eller et repræsentantskab. Og det er der mange mennesker som skal være rigtigt glade for i dag
Det var i de år at mine forældre og jeg tog på bilture til Frankrig. Det
blev til fire ture i alt, hvor min søster og en af hendes veninder, der
hed Mette var med på den første tur. Vi så det meste af landet, og
endte et år i Barcelona, en by som gjorde stort indtryk på mig. På det
tidspunkt kunne jeg støtte en lille smule på benene, dog uden at kunne
stå selv. Der er et tidspunkt hvor jeg står, med min fars hjælp, med det
ene ben i Frankrig og det andet ben i Spanien
Årene gik og skolen var for længst blevet hverdag. Lektier, venner, veninder, hjælpere som kom og gik. De var ældre, noget sødere end Annette, men meget forskellige fra hinanden. En mand ved navn Henning gjorde det til en mission at lave mit liv om, men da det viste sig at det var jeg ikke så glad for den ide og så stoppede han igen, en flink mand ved navn Birger fortalte anekdoter om Muhammed Ali, Sonny Liston og Joe Frasier og om hans egen tid som Ishockeyspiller i Rungsted, en lille mand ved navn Michael havde en masse børn og som kunne fortælle, at han havde rejst rundt med landsholdet som roligan i 80erne, hvor han blandt andet havde været i Sovjetunionen, Jeanne der havde levet med indianere i den brasilianske regnskov og havde opfundet et kortspil som hun lærte min gode ven og klassekammerat Simon og jeg, og samme Jeanne som engang, til netop Simon og jeg, smurte 18 stykker vasa-knækbrød med Philadelphia ost, den svenske buddhist Stefan der havde boet med Dalai Lama i Indien og som var det mest rolige menneske man kunne forestille sig, medmindre altså han tabte i NBA på Nintendo, hans veninde amerikaneren Jenny, og så den måske sødeste hjælper jeg nogensinde har haft: Sarah, som altid grinede meget, altid var sød og omgængelig og hvor især hende og min søster fik et rigtigt godt forhold til hinanden.
Har ikke taget dem i kronologisk rækkefølge, men alle hjælperne gjorde åbenlyst på hver deres måde et kæmpe indtryk. Når man er en ung dreng, som er let påvirkelig, så var det en rutsjetur i forskellige virkelighedsdimensioner og jeg kom til, i en meget ung alder, at blive klogere på mange ting som mange først lærer senere i livet. Samtidig var der også ting, hvor jeg var bagud eller hvor jeg følte mig anderledes. Jeg kunne ikke finde ud af matematik, og jeg blev ved med at være den samme højde, hvor de andre skød i vejret. Jeg studerede mennesker, og det generede mig, kan jeg huske, at andre ikke også gjorde sig den samme ulejlighed med at studere mennesker. Det skabte en kløft mellem mig og mine jævnaldrende. Det var som om jeg havde to liv. Samtidig skulle jeg navigerer i det sociale ocean som var en folkeskoleklasse, samt følge med i et ganske højt fagligt niveau. Jeg gik i den "gode klasse" hvor eleverne var dygtige og havde forberedt sig hver gang. Der var også klikker, dramaer og kammeratskaber. Alt det som kendetegner en skoleklasse, alt det som var den tid.
Men pigerne var holdt op med at være usynlige. Fodbold og politik som sportskonkurrence, havde fået en konkurrent
En ungdom var på vej
Ingen kommentarer:
Send en kommentar