Exceptionalisme

Exceptionalisme. Amerikanske politikere tager det i deres mund for at forklare, i et ord, hvad USA er. Det er for meget, er vores reaktion. Alt for meget.

Men med John McCains død er der alligevel noget exceptionelt der ikke længere er her. Det kunne have absolut ingen betydning for os i Europa, hvis det ikke var for det faktum, at USA i disse år, og ikke kun på grund af præsident Trump, står ved en række skilleveje. Republik eller oligarki, skal rigdommen regerer eller skal befolkningen, skal der være indvandring eller ej osv.

Det næste amerikanske valg vil være det vigtigste i deres liv, og det var det forrige også, og det valg der følger efter det næste vil også være det vigtigste valg i deres liv. Så vigtigt er valg kun, når for meget står på spil, når et samfund ryster, når noget er gået så galt at man står ved en afgrund. Der har USA stået før dog på andre måder og med andre værktøjer til at løse dem

Demokratiet er i disse år offer for sin egen logik. At det kun er så stærkt som de generationer der er i live der bærer det. Det betyder også noget forskellige for forskellige mennesker, og måske endnu mere tydeligt, så betyder det noget forskellige for forskellige generationer. Beskyttelsen kan være ligeså væsentlig som udviklingen af demokratiet og omvendt. Ingen har patent på det, og patentet kommer kun i form af det nedskrevne. Det er det hele. Det exceptionelle ved USA er at de gerne vil fortælle alle andre at det er exceptionelle, men der stikke noget dybere

Når McCain er tredje generation af en krigerfamilie som har kæmpet de mest afgørende og formative krige fra 2.verdenskrig og til og med Vietnamkrigen, så er det også en del af den historie som forsvinder med ham, og en verden som engang sikkert har syntes levende, som er blevet til en verden af i går. Vi der er unge kan ikke forstå. Ikke rigtigt. For os er verden lige nu og her, og det vi gennemlever, stort og småt er det vigtigste i verden, men vi aner at der findes noget mere, der findes noget større, noget højere, noget dybere, noget vi ikke kan holde i vores hænder, men som bevæger sig ind på os. En ide om en uendelighed, hvor man blot er en brik.

Man kan deponerer den uendelighed i kærligheden til sit land, som McCain gjorde, eller gå i fordærv som andre gør, ved erkendelsen af den samme uendelighed, eller finde den gyldne middelvej hvor man lever sit liv som man nu gør. Det gør langt, langt de fleste og måske heldigvis for det

Men tror man på et højere formål, er det en god ting at vide, at man har mulighed for at tjene sig selv, andre, sin familie, sit land, en sag, en forening, en organisation eller et måske mere abstrakt, et tidsbillede. Det sidste er abstrakt, men kan være nok så væsentligt

Uanset hvad så kryber en form for exceptionalisme alligevel op på en. På du og jeg