Flugten fra hønsegården

Da Trump vandt valget i efteråret 2016 var der ikke nogen på den her jord, der var mere overrasket end han selv og hans nærmeste. Chokerede er nok en bedre beskrivelse. Det får man bekræftet i Michael Wolffs "Fire and Fury", der udover at komme med løse rygter og halve historier, alligevel giver en indikation af kaos, forvirring og lede i det Hvide Hus.

Men det stikker måske dybere end som så. Briterne meldte sig ud af EU og Cameron smuttede. Trump tabte valget ved at vinde det, og blev givet et ansvar han slet ikke ønskede. Anders Samuelsen og Liberal Alliance har delt det danske statsbudget op i bider som man kan stikke fra alt efter størrelsen i koalitionen, og da SF var i regering lignede det mere end døds-cabaret end regeringsførelse. Hvad sker der?

Er vi i de her år vidne til en generation, måske to generationers forældre-opgør i slowmotion, ikke med knive og gift som i det kejserlige Rom, men med systematisk udplyndring eller opgivenhed overfor det tunge, men samfundsbærende ansvar? Er vi vidne til en tid, hvor det er vigtigere at have det godt, end at gøre godt og gøre det rigtige? Svaret findes ikke så let. Der er stadig nogen som tager ansvar, naturligvis og selv i uansvarligheden findes et form for ansvar. Men i takt med en automatisering og en magtforskydning, kommer en lede, en ligegyldighed, en tilstand af permanent apati, som breder sig til alle dele af samfundslivet. Det er mørke med mørke på. En flugt fra hønsegården uden noget sted at tage hen.

Samtidig med at de vestlige landes regeringer enten ikke eksisterer(Tyskland eksempelvis) eller i USA hvor den indehaves af nogen som altså ikke vil være der, buldrer Asien frem med 300 km/timen. Det hænger selvfølgelig sammen.

Aftenlandenes indbyggere kan se på morgendagens vindere med misundelse

Det er måske der man skulle flygte hen