Stormpiller

To ord der ikke har meget med hinanden at gøre. Storm og piller. Vi kan se det som en fast størrelse, som en urokkelig, sejlivet organisme, der står bestandigt, men som alligevel har sin egen vilje. Sit eget virke.

Vi ved jo at eksempelvis bropiller udgør en vigtig funktion, en urokkelighed som vi ikke rigtig kan leve uden, også selvom vi faktisk levede fint uden broer i tusinder af år, før vi altså ikke kunne leve uden. Det urokkelige bliver først til at rykke når vi ser bagud. Det vi tog fuldkommen for givet som en sandhed, viste sig at være en konstruktion af en eller anden art, og vi kan lave den logiske slutning, at det vi tager for givet i dag også ligeså godt kan være en konstruktion. Samtidig har vi den tanke, nogen af os i hvert fald, at fordi vi er blevet voksne, så er vi bedre til at skelne mellem det bestående, det såkaldt rigtige, og konstruktionen.

Det tror jeg så derimod ikke at vi er. Ikke synderlig meget bedre end da man var barn. Det er på baggrund af analysen, den store analyse og den lille analyse, at vi foretager en lang række valg af større eller mindre karakter. Nogen gange er det også når vi kaster analysen væk, at vi foretager de måske vigtigste valg i livet, eksempelvis når det gælder kærlighed. Men hvad gør man når man af en eller flere grunde er fanget ind i et livsforløb, eller føler sig fanget ind i et livsforløb, hvor det rationelle bliver det bestående og det følelsesmæssige virker udenfor rækkevidde?

Det gad jeg sådan set godt have et svar på, men et sådan svar findes formentlig kun for den enkelte, som værende en personlig rejse for det enkelte individ i sin tid, og ikke som en let og forståelig hovedregel. Gudskelov. For i så fald kan man boltre sig i alle slags fejl og mangler og forkerte valg, indtil man træffer det rigtige eller indtil man træffer en beslutning der bare er en lille smule mindre "forkert" end alle de andre man har truffet tidligere. På det seneste har jeg spekuleret på Samtalen, som værende både kimen til det oplysende og det modsatte.

At samtalen kan udgøre den imaginære stormpille, der potentielt binder hele lortet sammen, og samtidig kan udgøre det modsatte og forvirre mere end det opklarer. Vi møder indtil den forventede samtale med bagage fra den seneste tid, ønsker den vendt, drejet, vinklet og forløst, og modparten spiller en rolle som mediator, væg og sparringspartner og der gives plads til en tovejs relation detsangående.

Måske fordi vi interagerede så frit og frejdigt som børn og unge, måske fordi vi ikke aner at det næste liv, voksenlivet, er en lang kæde af beslutninger uden noget absolut rigtigt og/eller absolut godt eller absolut dårligt, så er det summen af det for os så kendte asymmetriske som i sit samlede hele udgør den del af tilværelsen.