torsdag den 19. maj 2016
Neger som afledningsmanøvre
Neger
Det var oprindeligt ikke lige det ord, jeg havde tænkt skulle være det første ord i mit første blogindlæg. Slet ikke. For det er ikke et ord, man bruger i fuld alvor, når man er født efter 1975. Sådan groft sagt.
Den unge generation fniser nok lidt når de hører ordet, og ryster så stille og roligt på hovedet.
For hvem ville egentlig bruge sådan et ord i dag, og stadig forvente at blive taget seriøst?
For et par dage siden valgte Dansk Folkepartis udenrigs-ordfører, Søren Espersen så at bruge ordet. I en sammenhæng, hvor han skulle forsvare partiets seneste reklame fremstød. Søren Espersen er jo kendt for altid at have et frit sprog. Han siger hvad han mener og han mener hvad han siger. Man får sandheden fra hans mund, og man får den pakket ind i lige præcis den indpakning og den folio som er genkendeligt ved Dansk Folkepartis kommunikation. Men Søren Espersen har været DF en god og loyal mand i mange, mange år, og før han kom i folketinget var han pressechef for partiet og kom relativt hurtigt op og blev en del af inderkredsen i toppen af partiet, sammen Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen-Dahl. Søren Espersen er meget vidende om hvordan medierne fungerer, hvordan hans politiske modstandere vil reagere på hans udsagn, hvordan kunstnerne, aktivisterne, samt speltsegmentet på Vesterbro og omegn vil reagerer, samt hvordan pølsedamen, elektrikeren og skorstensfejeren vil reagerer på hvad han går rundt og siger. Hvis han kan få et vredes udbrud fra Mogens Lykketoft i New York eller et par fornærmede udsagn fra nogle delegerede til Women Deliver konferencen i Bella Centeret oven i hatten, så ville det kun være et plus.
De kan skam deres shit i Dansk Folkeparti
For Søren Espersen er ude og helt bevidst starte en debat, der har som mål at trække fronterne op, men endnu mere, at få så mange som muligt til at til tage øjnene væk fra bolden. Væk fra den politiske virkelighed. Det er en DF special: Erobrer debatten med noget som alle kan forstå,, som skaber mest mulig forargelse indenfor nogen af dem selv definerede grænser, noget som nogen vil slå sig på, men som helt sikkert vil rydde forsiderne på de ønskede medier, og skabe debat til konfirmationer og lignende familiebegivenheder rundt omkring i landet.
"Kan vi nu virkelig ikke få lov til at sige neger mere? Og det endda i vores eget land? Det er virkelig for galt. Alt for galt!".
Men Søren Espersens ageren viser, at Dansk Folkeparti er presset. Måske mere presset end de har været på noget andet tidspunkt, siden partiet blev stiftet i 1995 på ruinerne af Fremskridtspartiet. DF havde sammen med Venstre lovet danskerne, at der ville komme en ny udlændingepolitik. Det kom der. Men man havde også stillet den danske befolkning i udsigt, at den nye udlændinge politik ville betyde færre udlændinge. Det kom der ikke. Tværtimod. Og da strømmen af flygtninge steg i efteråret, viste det sig, at DF reelt var magtesløse. At partiet, trods mandatfremgang ved valget, overhovedet ikke havde nogen mulighed for, at gøre sin indflydelse gældende. Man havde kravlet højt op i træet, for så at kravle slukøret og slagent ned igen. Det stod klart, at hvis de virkelig ville ændre noget, ville det kræve, at man var parat til at stille en hvilken som helst regering stolen for døren. Og det var DF aldrig nogensinde parat til. DF er blevet fanget af deres egen succes, af deres eget spin, af deres formidable evne til at brokke sig og beklage sig til vrede, afmægtige og frustrerede danskeres proteststemme. Man har sejret af helvede til, og da man endelig fik sit ønske om grænsekontrol igennem, kunne man alligevel ikke udråbe det som en stor politisk triumf. For den danske grænsekontrol var nærmest blevet forlangt af Sveriges regering. Af Sveriges socialdemokratiske regering. Så det fik man altså ikke ret meget ud af, selvom det i princippet var en kæmpe politisk sejr
Tilbage står at DF er presset fra to sider, dog hverken fra venstrefløjen eller fra de radikale som man stadig elsker at danse forargelses-tango med, som man gør det nu her under "Neger-gate", hvor begge parter spiller deres roller til perfektion. Presset kommer på den ene side fra socialdemokraterne, som har lagt sig tæt op af DFs udlændinge politik og nu går og venter på at DF springer i målet på fordelingspolitikken. Det vil stort set være umuligt for DF, at fastholde deres sociale profil og være en del af blå blok samtidig. Og S står da formentlig også klar til at høste, når DF ikke længere kan holde deres spagat. På den anden side, og nok så bekymrende for DF, er udsigten til at nye strammer partier er på vej i Folketinget. I første omgang ser det ud til at presset vil komme fra Nye Borgerlige der er tættest på at nå de 20.000 underskrifter det jo kræver at stille op til Folketinget. Nye Borgerlige ligger godt nok ligger til højre for DF på socialpolitikken og fordelingspolitikken, men det bør alligevel bekymrer på DF gangen på borgen, at man formentlig snart ikke længere er ene "Strammer-hane" i hønsegården. Det kan sagtens vise sig, at det er presset fra et nyt højre, som vil være det sværeste hidtil for DF at håndtere
Og så kan man ellers gå rundt og sige neger, lige så tosset man vil. Den ønskede effekt vil blive mindre og mindre for hver dag der går
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar