tirsdag den 24. maj 2016

Tæt på


Det kunne ikke have været tættere på. Ikke engang med målfoto eller med en baglinje dommer, hvis eneste job, det måtte være at vurderer om den var inde over stregen eller ej. Den var ikke inde over stregen. Lige akkurat. Men måske vil man diskutere det på linje med England vs Vesttyskland i VM finalen i 1966 eller Bush vs Gore i år 2000, eller måske er der ingen andre end mig der kunne drømme om, at kæde et mål i en VM finale sammen med en præsidentvalgkamp i USA eller i Østrig. Der er fodbold alligevel for vigtigt.

Det østrigske præsidentvalg var "to close to call". Indtil det så altså alligevel blev kaldt til sidst, og kandidaten Alexander van der Bellen vandt med en margin på små 31.000 stemmer. Men det handler ikke om ham, og hans 50,3%, og hans nyslåede titel som Præsident. Det handler i virkeligheden heller ikke om ham den anden, hans modkandidat Norbert Hofer, manden med stokken, manden der stillede op for Frihedspartiet, manden der fik de 49,7% af de afgivne stemmer. Det handler om, hvad et land gør når det er faldet i søvn og vågner op til en ny virkelighed. Når et kontinent eller en kultur eller, hvis man virkelig skal svinge sig op i trætoppen, en civilisation gør når den er faldet i søvn, og nogen pludselig kommer med gongongen som signal om, at nu er det tid til at komme ud af fjerene.

Valget i Østrig foregik over to runder. Sådan får man indsnævret feltet fra de mange til de to finalister, og det foregår efterhånden sådan i de fleste republikker i Europa, eksempelvis i Frankrig. Men hvor præsidenten i Frankrig er landets ubestridte politiske leder, er Østrigs præsidentpost mere af ceremoniel karakter. Man tager ud og klipper snore over, for så at modtage folkets anerkendelse, og man tager til åbninger af nye togruter mellem Wien og Innsbruck, åbning af konferencer og symposier, eller mødes med andre statsoverhoveder fra resten af verden. Den slags ting. Noget som dem der har den reelle politiske magt i landet, det vil sige regeringen med forbundskansleren i spidsen, ikke kunne drømme om at bruge sin tid på. Det har været sådan i Østrig siden 1945.  Problemer var bare, at den ene kandidat, manden med stokken Norbert Hofer, havde en helt anden holdning til hvad præsidentposten skulle bruges. Han var nemlig af den overbevisning, at han kunne bruge posten, som det faktisk var nedfældet i forfatningen. Her står skrevet at præsidenten kan nægte at underskrive loven, fyre regeringen og udskrive valg. Det har ingen præsidenter gjort. Men pludselig stod det klart, at man i Norbert Hofer, kunne have fået en præsident som kunne have ændret mere end 70 års sædvane. Og man kunne ikke have stillet ret meget op. Forfatningen i Østrig, som forfatninger andre steder giver enkeltpersoner ganske store magtbeføjelser, men som det er nu er det meget få der vælger at bruge dem. Den tid kan snart være slut. Hofer kan være den første der for alvor anfægter den etablerede orden.

Det er her gongonen pludselig kommer til at lyde. Østrig, som resten af Europa, har fået en ide om at freden, sikkerheden, stabiliteten, velstanden og det gode skivejr er kommet for at blive. For evigt. At alle til alle tider vil se det indlysende kloge i at lade de partier fortsætte med at bestemme som har ledet Europa siden andenverdenskrig. At det samme verdensbillede som vi har kendt siden Berlinmurens fald, er støbt i cement. Ikke bare det moderne demokrati i Østrig er bygget på antagelsen om institutionernes uforanderlighed. EU er bygget på den samme præmis. Alt er fint, så længe unionens lande og institutioner bliver ledet af nogen der anerkender, stabilitetspagten, finanspagten, Euroen, Schengen, konventionerne osv og anerkender de usagte aftaler der eksisterer indenfor systemet. Alt er fint så længe det hele er ledet af centrum højre og centrum venstre. Man tager ganske enkelt ikke højde for, at det ikke er alle europæere der tænker som embedsmænd, der arbejder i Strasbourg og eller i Bruxelles eller kolleger i hovedstæderne.

Det kan vise sig at være en skæbnesvanger fejl for Europa. At tro at alt bliver ved med at være som det altid var. Den tilgang, kan vise sig at være kimen til begyndelsen til enden for ikke blot en union som virker træg og umedgørlig, men for hele den orden som har kendetegnet det moderne Europa

Man er nødt til at få en dybere samtale om demokratiets udvikling og fremtid i et Europa under forandring

Ingen kommentarer:

Send en kommentar