mandag den 30. maj 2016

Sektionen

Til F.C.Københavns hjemmekampe i Parken har man en trofast fanskare, der står på den såkaldte B tribune. Bag målet. Lige i solen, når den skinner. Det er de højtråbende, og højt-syngende fans der står der. De inkarnerede. Dem som stiller op for deres hold og deres by, som de synger. Det er Sektion 12, eller Sektionen som det bare kaldes. Skabt af en lille gruppe fans, der var trætte af stilstand, passivitet og kedsommelighed hos den etablerede fanskare på langsiden i skyggen, i folkemunde også kaldet "Nedre C".

Sektionen består af unge mænd i begyndelsen af tyverne. Der er også kvinder iblandt. Men det er fortrinsvis unge mænd.

Til kampene foregår et nøje koreograferet ritual. Som var man i en kirke eller i et tempel. Foran de mange fans, står en mand på en forhøjning. Det er ham der styrer. Det er hans stemme man kan hører. Han har en megafon i hånden og en assistent ved siden af sig, som en slags meddirigent. "Dirigenten" står med ryggen mod banen, med ryggen mod kampen, men med ansigtet til de fans, der står i en stor klynge foran ham, klar på at modtage ordrer. Der bliver sunget. Om spillerne hver især, der så hilser tilbage til fansene, om klubben, om byen, mod Brøndby eller mod nogen man ikke kan lide generelt.Manden med megafonen opildner sin flok til at give alt hvad de har. "Det er en vigtig kamp. Kom nu. Kom nu. Kom nuuuu". Af eller anden grund bliver det sidste "nu" hængende i luften i et par sekunder. Som en indøvet sekvens mod en naturlig glidende overgang til noget andet

Allerede længe inden kampen går i gang, begynder sangene at strømme ud af struberne hos fremmødte fans. En taktfast klappen, en trampen på betongulvet under deres fødder, en summen af forventning om den helhedsoplevelse, som allerede er begyndt. Det siver ind med mennesker på lægterne, men kernen af Sektionen har været der i timevis.

Kampen nærmer sig, og intensiteten stiger. Alle har fundet deres pladser. Det er siddepladser, men ingen sidder ned. Ingen kunne drømme om at sidde ned. Der bliver røget cigaretter, selvom der officielt er nul-politik overfor rygning på stadion. Der bliver røget joints i lange baner, selvom det selvfølgeligt er ulovligt, men alle regler, love og skikke som findes i det civile samfund er ophævet. Der bliver hentet kaskader af øl nede ved kælderindgangen, og øllene bliver enten drukket eller brugt som, brugt som kasteskyts.

Lidt ovenover "Sektionen" er handicappladserne. På en lang række er kørestole parkeret ved siden af hinanden på en lidet beundringsværdig udskæring mellem to tribune afsnit og ganske tæt på Sektionen(hvilket geni mon har lavet den planlægning)

At de mest hard- core fans er direkte flankeret af mennesker med fysiske og nogen gange også psykiske handicap, skaber nogen momenter som står mindst lige så meget ud som hvad der sker i selve kampen. F.eks overværede jeg en enorm begejstring ved et mål for ikke mange kampe siden, med almindelig anarki som dets naturlige efterslæb, men det rørte ikke den fyr der sad ved siden af mig. Han sad bare og grinte, faktisk skraldgrinte af det hele mens han læste i et Her og Nu blad. B tribunen er et studie udi forskellige tilgange til den samme oplevelser, og på en og samme tid en samhørighed. Men man tilhører alligevel den samme stamme, og selv den mest udfordrede person i kørestol liver op og forsøger efter bedste evne at stemme i når Sektionen går i gang. Man hyler sammen som ulve i kor. Uanset hvem man er.

Ca. fem minutter inden kampen, kommer et medlem af "Sektionen" gerne over til handicappladserne. Han ser ofte lidt forvirret rundt, prøver at virke cool men har alligevel et stresset blik i øjnene. Han går hen og spørger folk på handicapsektionen, ofte henvender han sig til hjælperne, der pligtskyldigt eller forventningsfulde står på rad og række bagved kørestolene, om de ikke vil hjælpe til når den enorme tifo skal rulles ud. Den tifo, som tro væbnere fra "Sektionen" har brugt uger på at lave, og som når spillerne kommer på banen skal indhylde hele endetribunen. Endnu er der vist ingen der har sagt nej tak til den forespørgsel, for det ville være meningsløst. Tifoen kommer, om man ønsker den eller ej, og så kan man jo ligeså godt hjælpe til.

 Når spillerne kommer på banen bliver tifoen så rullet ud fra det øverste af tribunen, og som kørestolsbruger/hjælper ender man som oftest indenunder bagsiden af det, som givetvis på TV ser fantastisk ud, men som bogstaveligt skaber et kunstigt mørke, som skulle man beskyttes mod monsunregn.

Mens man sidder der, under den abnorme presning eller meget midlertidige papirs-konstruktion, kan man blandt andet hører lyden af sang fra Sektionen, se omridset af romerlys i forskellige farver, og når det er til Champions League, kan man hører først UEFAs "Nu kommer spillerne på banen hymne" og sidenhen, den for alle fodboldelskere, legendariske "Champions League hymne". Tifoen er slået ud i nogen minutter, hvilket føles som en evighed, og rulles dernæst ned til bunden af tribunen og stadion, de andre fans, spillerne, storheden i det hele kommer igen til syne og man indhyldes så i røg fra romerlysene eller fra medbragte kanonslag, som nogen måtte have taget med. Derfra går det løs, og den ene sang tager den anden. Det ene råb tager det andet. Nogen gange er det underordnet hvordan det går i kampen. Det pulser videre for fuld tryk, uafhængigt af kvaliteten

FCK spillerne har vænnet sig til støtten fra Sektionen, og hvis hjemmeholdet vinder lodtrækningen inden kampen, er det helt magt pålæggende for anfører Thomas Delaney, som det var for hans forgængere, at man angriber ned mod Sektionen i anden halvleg. Selvfølgelig. Sådan skal det være. FCK spillerne ved, at i tilfældet af at det er en tæt kamp, så kan trykket blive massivt fra Sektionen for en scoring i den "rigtige" ende til sidst. Spillernes anerkendelse kunne selvfølgelig også have noget at gøre med at give tilbage til de fans der hver anden uge køber billetter og sørger for at brande klubben. Men sæsonens hjemmebane statistik taler for sig selv. Ud af 17 hjemmekampe har man vundet de 14 og spillet 3 uafgjorte.

For år tilbage, da Flemming Østergaard stadig var bestyrelse formand i Parken, blev Sektionen også en slags talisman. En dag, da FCK var bagud, valgte han at forlade sin plads ved VIP området på og gå ned og stille sig bag målet hos den vilde hårde. FCK vendte kampen og vandt, og det blev herefter  sådan, at Østergaard med ca. et kvarter tilbage af kampen gik derned. Nogen ville sige at han prøvede at score billige points hos fans og komme i medierne. Måske. Men måske var han, trods sin høje alder, drevet derhen af den vildskab og den passion der udklækkes fra Sektionen, som en modvægt til alt det pæne, konforme og korrekte, som også er en del af F.C.København.

Sektionen er nok mest af alt hverken talisman eller fanskare, men et sted for mennesker at slippe hverdagens normalitet, et rum for at kunne være sig selv, og blive accepteret. Ikke for sine kompetencer, men måske snarere på trods. At få lov til at råbe, at få lov til at synge og få lov til at slippe sig selv løs sammen med andre. Det er en særegen kultur med ritualer. Det må helt enkelt regnes for et tempel med dyrkelse af noget man mener er større end en selv. Det er blevet en kirke i et ugudeligt samfund

Ingen kommentarer:

Send en kommentar