fredag den 27. april 2018

Faste og tider



Vi løber mod ilden. Mod mål, mod metoder til at nå vores mål. Vi løber. Det er vel kernen. Siden vi konkurrerede for første gang, fik vi smag for det. Mange af os, i hvert fald. Konkurrencen ligger i vores gener, det ligger i vores miljø, det definerer os, og det skaber os. Det ødelægger os også. Det kan alt og det kan intet. Vi er ved at udvikle en konkurrencestat på ryggen af et konkurrencesamfund, på ryggen af sport og konkurrence. Roning, skydning og indlæg. Vi er ved at sejre på nye måder, som tidligere generationer ville være misundelige over. Men havde disse generationer set hvordan vi vandt vores sejre, ville de måske have betakket sig. Måske.

Vi ved ikke hvad de ville have tænkt, følt og sagt. Vi ved knap nok hvad vi selv tænker, føler og siger. Men vi ved nok til at vide, at livet i konkurrencestaten kræver en form for planlægning. En årsag og virknings forståelse. Et mål og en retning. Og gerne en debat med sig selv og samtaler med andre om, hvordan man eksekverer disse mål og denne retning. For der er noget om, og noget med, at man kan lande på månen hvis man sigter efter mars. Frit oversat: Man kan nå noget andet, som også kan være ok, hvis man ikke når det store mål. Og heri kan lykken findes, at man ikke ved bedre end det simple mål. Et simpelt liv uden den store hovedspring og udspring, men opnåelige forhold der ender i de fantastiske rammer som livet faktisk indeholder, hvis man ser godt efter.

I Danmark er vi ukronede konger i at holde frokoster, som giver anledning til at samle flokken, venner og familie og gøre en slags status uden overhovedet at gøre status for alvor. Man drikker sig i hegnet og ser hvad der sker, og der sker det der altid sker. Andre lande har sikkert de samme naturlige tilstande, bundet i kultur, tradition og lokale skikke. Og i en globalisering, bliver disse skikke fragtet rundt mellem verdensdele, så der bliver holdt påskefrokost med snaps og leverpostej i Himalayabjergene. Posten, fornemmelsen for sig selv og de andre og snapsen skal ud. Vi siger det ikke højt. Ikke før vi sidder i den rette sammenhæng. i hyggen. Der kan vi tale, der kan vi presse vores ønsker, behov og vores frustrationer igennem. Det er et samfund der fungerer, og så må individerne halse efter

Imellem tiden arbejder vi som gartnere, og fejer blade og ideologier væk, der kan forrykke billedet af harmoni. Var det harmonisk i forvejen? Ikke målt i forhold til de sidste 10-15 minutter af enhver Hollywood film, men bestemt ja målt i forhold til stort set alle andre lande og folkeslag i verden. Men gartneren holder fri af årsager vi ikke ved, og vi kryber ind på linkedin og ser hvad vi kan blive, og ser hvilke ideer og tanker og følelser vi ikke har optimeret endnu. Vi ser reklamer hvor folk har dårlig samvittighed, fordi der er noget de ikke fik lært, eller også at de skal lære det men ikke ved hvornår de skal lære det, og vi lever fra hashtag til hashtag i, hvad Strunge måske ville have døbt Internettets Syreregn(havde han levet), men hvad ved vi jo egentlig om hvad han havde kaldt det, for han lever jo ikke.

Vi lever derimod,

Vi ved at vores gartnere holder fri, måske fri for evigt, for det at være gartner for danskerne ikke er verdens letteste opgave, og måske er det verdens mest ligegyldige opgave, da vores lykke afhænger af os selv, og vi ikke længere er der. Dersom et krydsspil af stormagter og deres korstog, eller regnbue tog eller skjulte ideologiske dønninger griber om vores evne til at tænke abstrakt

Ingen kommentarer:

Send en kommentar