1968

Man ældes, når man skriver at man ældes. Man bruger ord og vendinger, når man formulerer sig. Man bliver bare ældre. Sådan er det. Men ungdommen lever længere, varer længere, eksisterer i det hele taget. I år markerer vi 50året for 1968. Året som bare får lov til at stå alene. Som 1789. Da der skete så meget, så mange steder, så meget der var så banebrydende, opbrydende eller nedbrydende, at ingen kan undgå at forholde sig den mindste smule til det.

Man får lyst til at ryge hash, og kravle ind ind i en tippie og se gamle videoklip, eller man får lyst til at ryste på hovedet og sende sin medlemsblanket til de konservative så hurtigt som muligt. Eller måske krydser man de to verdner, så krydsende man nu kan.

1968 lever og det samme gør alle andre år der fulgte i dets kølvand, samt ikke mindst; alle de år der gik forud for 1968. Verdenshistorien blev ikke skabt på et enkelt år eller en enkelt begivenhed.

Nok regner vi noget for år 0, men dette 0 eksisterer kun i en tankestrøm, i et henkastet vue. Men 1968, og så kan man sige alt og intet på samme tid