fredag den 16. februar 2018

Anklager mod Rusland 1


I skrivende stund har Justitsministeriet anklaget 13 navngivne russere og mindst 3 russiske selskaber for at have blandet sig i det amerikanske præsidentvalg i 2016. Anklagen går dog væsentligt dybere.  Med brug af internet bots har russere angiveligt forsøgt at disrupte ikke blot den amerikanske valgproces, men også valgprocessen i en række andre vestlige lande. Om det er foregået i Danmark må stå hen i det uvisse, men uden tvivl er Danmark også på russernes radar.

Det ejendommelige i anklagerne er i hvilket omfang de navngivne russere og deres bagland har forsøgt at skabe kaos og konflikt i USA. De har forsøgt at få Donald Trump valgt til præsident, men det er kaosset og de interne konflikter i Washington der har lignet det klare mål. De har kort sagt spillet USAs ledende institutioner ud mod hinanden. Hvorfor vides ikke. Der spekuleres i øst og vest. Her på blokken har jeg selv kommet med enkelte overvejelser. Men i ærlighedens navn, så står det ikke klart. Det der står klart er, at verdens konflikter for alvor er rykket på nettet, og at russerne er langt foran på points som det ser ud i øjeblikket.

Det dækker dog over et uomtvisteligt faktum. At Rusland agerer Tordenskjolds soldater, rykker skakbrikkerne rundt så hurtigt at man tror at de er overvældende i deres magt. Det er Rusland ikke.

Måske netop derfor, er det vigtigt for Kreml at disrupte så meget man kan, så mange steder man kan. For det er det man kan. Og ikke rigtig andet. Væk er de styrke der lå i Sovjetunionens krigsmaskine i 1940erne. Med planøkonomisk og kommunistisk selvdestruktion, forsvandt Sovjets styrke gradvist fra slutningen af anden verdenskrig og frem til Murens fald og selve Sovjets sammenbrud.

Den styrke er ikke kommet nær tilbage endnu. Staten Rusland er i høj grad et top-down samfund, hvor den enkeltes kreativitet ikke spiller den store rolle. Hvad der spiller en rolle er olie, naturressourcer og magt.

Det er en magt som ligger i Kreml, på hovedkontoret, i det som engang var et Politbureau men i dag er en krydsning af forskellige værdier og interesser. Som så mange andre steder, fristes man til at sige. Naboerne frygter Rusland, især dem som ikke er med i Nato. De som er med i Nato har ikke lyst til at nærme sig Rusland, foruden ofte elitære fraktioner i deres lande. Hvorfor? Fordi Rusland har mindre grad af frihed, men også et markant lavere BNP pr Capita end man har i de vestlige lande.

Det betyder noget. Det betyder noget, hvis man vil åbne en forretning, det betyder noget hvis man vil handle frit over landegrænserne, det betyder noget hvis man vil se sine efterkommere vokse op i frihed. Det er fortsat apparatet fra Kommunismens tid, med nye uniformer, med religiøse og nationale symboler. Der kan smigres med et moderne sprog, moderniseret politisk diskurs og så videre. Man kan endda pege på oprigtige overtrædelser af aftaler indgået for flere årtier siden.

Men Rusland har i sidste ende ikke noget at byde på i dag, som ikke kan overbydes af vestlige demokratier. Fejlen vil dog være at man ikke er i dialog med Rusland, og fejlen vil være at tro at ens eget system, at ens egne strukturer er fejlfri. Rusland kan gøre indhug i Europa og i USA fordi der er ting som skal udbedres. Alvorlige brister i forhold til økonomi, politik, samhørighed, suverænitet, og immigration som tærer på de mere og mere flossede nerver på begge sider af Atlanten.

Det giver russerne en chance for at kaste endnu mere grus i maskineriet. Men der var rigeligt grus i forvejen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar