Nødvendig selvironi

Allerede ved overskriften går det en lille smule galt. For er selvironi en nødvendighed? Det drejer sig om evnen til at leve og leve godt med andre mennesker, forudsat at man befinder sig iblandt mennesker det meste af tiden. Selv hvis man ikke befinder sig blandt mennesker særligt ofte, er der et udtalt behov for menneskekontakt. Det er livsføden.

Et eller andet sted i et menneskes udvikling kommer behovet for sig selv. Det kan være som spæd, det kan være senere, men man bliver bevidst om sin egen bevidsthed og fra da af er intet det samme som før. Det kan generere en lang periode af fornægtelse af den givne bevidsthed, det kan generere en tidsløshed omkring behovet for at forstå og anvende den bevidsthed man har fået forærende. Det kan også afbrydes af mødet med andre, der uden at man kan se det, gennemgår den samme udvikling af deres egen bevidsthed. Vi bruger sproget over for dem, sender energier ud til vores fysiske omgivelser og håber på at få gode energier tilbage igen. Nogen gange går det fantastisk og andre gange går det skidt. Men der sker hver dag en hyper mængde transaktioner af kommunikation mellem mennesker, og som voksen har man flere værktøjer end som barn til at forholde sig til denne stigende eller faldende eller konstante mængde af transaktioner. Som barn oplever man alt for første gang, og et eller andet sted på vejen vil nogen, heriblandt jeg selv finde ud af, at en moderat dosis af selvironi vil virke mirakuløst socialt indsmigrende på andre mennesker. Ikke på alle, men på mange.

Man gør det uden at tænke over hvorfor man gør det, og det rammer ned i bevarelsen af en af dødssynderne, nemlig stoltheden og stoltheden ved at være en mand. Men som debutant udi selvironi, er man gudskelov endnu ikke en mand. Man er en dreng, og når man er dreng( i mit tilfælde) kunne man lege med kategorierne af sociale acceptable eller socialt mindre acceptable definitioner. Det er afvæbning 1:1 at udtrykke noget af det mest naturlige og mest logiske, der findes i tilværelsen:

At man ikke er perfekt, at man ikke altid har svarene og at de svar man har givet i ny og næ har været forkerte. Men der skete et eller andet på et tidspunkt.

CNN havde det der slogan tilbage i 90erne "Du er hvad du ved".

Men hvad hvis man ikke vidste noget, eller hvad hvis man tog fejl, eller hvad hvis man havde en viden i et bestemt paradigme men at dette paradigme simpelthen ændrede form, struktur  og indhold? Vidste man så ikke noget som helst. Det forekommer i nogen miljøer at være sådan, at viden objektiviseres i ganske høj grad. At man taber syn for at der nogen gange, måske endda ofte, at der er tale om projektioner af andre forhold for én selv. Det gør nok heller ikke det store, det er en læringsproces hvor det er meningen at man går ned af nogen forkerte stier, og man der finder ud af hvem man ikke er og hvilke mennesker, hvilke tankesæt, hvilke normer og regler der i hvert fald ikke gælder for én. Men stoltheden og stædigheden kan alligevel der drive én til at insistere på at gå ned af den vej, hvor man ikke burde gå ned. De fejl man troede hørte barndommen til kommer tilbage igen i en ny form. Man har ikke lært af sin egen historie. Og hvad så. Det er måske heller ikke meningen at man skal lære af sin historie til bogstavets symmetriske lighedspunkter men blot at huske og genkende nogen mønstre som man kan have en mere kvalificeret holdning til næste gang. Man kan grine af det, minde sig selvom at man heldigvis også er en klovn engang imellem der anspores af fristelsernes ild og så ryste lidt på hoved af det og komme videre.

Det er fristende at tro at alle mennesker gennemgår det samme udviklingsforløb som man selv gennemgår. Selvom det virker som en ligegyldighed, så vil jeg nok anse mig selv for at være et af de mindst tolerante mennesker jeg selv kender.

Skrivefejl?

Nej, rigtigt.

Mindst tolerante menneske, når alt er skåret ind til benet. Ikke af ondskabens klima, men slet og ret af nødvendighed. Det kommer sig af at man igennem den, forhåbentligt, tredjedel af hele mit samlede liv som jeg indtil nu har levet har befundet mig en række forskellige grupper og sammenhænge med meget forskellige mennesker. Det kommer sig af at mine forventninger fra tid til anden har været for store, andre gange har været for små, men mest af alt fordi mine forventinger til mig selv har været helt urealistiske, fraværende eller nærsynet i dens detaljerigdom. Nogen gange skulle bjerge bestiges i bevidstheden selvom der var tale om en detalje, og andre gange var detaljen nok til at bjerget ikke blev besteget, selvom det havde været fornuftigt. I flere og flere tilfælde var selvironien fraværende, der var ikke nogen naturlig distance til problemkomplekset, der var følelsen af at vedkommende havde nærmest et retskrav på at man var i følelsen. Og så begynder det selvfølgelig at gå i ring. Er ikke filosof. En filosof ville formentlig ikke skrive "jeg" selvom vi efterhånden godt ved, at der var, er og altid vil være tale om et allestednærværende jeg. Så det her jeg er mit eget.

Det ligger der hvor det ligger. Med eller uden nødvendig selvironi

En politisk leders psykiske tilstand

Det er temmelig åbenlyst, at Donald Trump ikke er som folk er flest. Siden han gjorde sin entre på den politiske scene har han  jo udmærket sig ved at sige noget om stort set alt, på stort set alle måder. Men der er jo en elefant i stuen og det er, om han grundlæggende er ved sine fulde fem. Når det virkelig er tilfældet at den lederen ikke kan skelne mellem hvad der er rigtigt og hvad der er forkert

Derfor er det egentlig et åbent spørgsmål.

Hvad gør man hvis en politisk leder er psykisk syg?

Hvis en leder ikke er i stand til at udføre sit hverv, men hvor det er umuligt at fjerne vedkommende uden at det sker af ulovlig vej og, i det her tilfælde, uden at atomkoderne kommer i fare på nogen måder?

Ulvene kommer

Ruslands fremfør overfor sine nabolande er ved at forandre Europa. Demokrati, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed er en under et stærkt pres. Putin er i gang med, stille og roligt at indlemme lande som engang tilhørte enten Sovjetunionen eller Warszawapagten under sig igen. Det er et forehavende der tager tid. Hidtil har logikken heddet at Rusland ved ud til kysterne. At landets flåde skal have maksimal adgang hvor det er muligt. Det er en logik som spænder meget godt overens med at man tog Krim. Men Ukraine har aldrig handlet om Krim. Det har handlet om at få knækket enhver ide Vesten måtte have om at komme tæt på Ruslands territorium og fastholde Ukraine og alle andre nabolande i et lydstats jerngreb.

Men han kan ikke gøre det direkte. Russerne kan ikke og vil ikke køre kampevogne ind i en hovedstad med det russiske flag på forsiden og i triumf udråbe at nu er området deres, og at alle  fremover bare skal gøre hvad der blive sagt.

Det er for dyrt, for bøvlet, for farligt rent indenrigspolitisk. Det går ikke

Så det handler jo om at gøre det på en måde, hvor ingen ser det, og når folk alligevel ser det, så benægte det hårdnakket indtil det ikke kan  rulles tilbage. Alle kneb gælder i denne for Putin og hans mænd så vigtigt et ærinde. Det handler om magt, det handler om korruption, det handler om at placere sig selv blandt Ruslands store historiske skikkelser.


Det handler dog ikke så meget om russerne som det handler om os selv. Hvad vil vi egenlig gøre, hvis russerne krydser "rubicon" og invaderer et område, et land, et NATO medlem. Vi har underskrevet en pagt, men i realiteten lever vi et totalt andet liv end hvad der bare minder om konflikt. Vi lever i en lang fred som har givet os velstand, frihed og muligheder som forrige generation kun kunne drømme om. Muligheder som vores statsminister talte om i sin seneste nytårs tale. Det er en verden i fremskridtets, rigdommens og engagementets tegn. Et engagement der kommer når man har velfærdsstatens pude at falde tilbage på, når velfærdsstaten har retsstatens pude at falde tilbage på og retsstatens har den ydre sikkerheds pude at falde tilbage på.

Det er grund for overvejelse. Det er grund for tænkning. Det er grund for et forsvar gennem ord.

Inden ulvene kommer

45. præsident i USA

På denne blog har jeg tidligere skrevet om det amerikanske præsidentvalg. Om Trump, om Clinton og om chancerne for dem begge

Nu er Trump blevet indsat som præsident. Imod mine og mange andres forventninger, og skadefryden blandt Trump tilhængere lever i bedste velgående. At vi som ikke mente at Trump kunne blive præsident er blevet til grin

Vi kunne have skiftet ordet kunne ud med burde. For alle kan blive præsident i USA, hvis de lever op til følgende kriterier. 1) Er du født i USA? 2) Kan du sikrer nominering fra et af de to store partier 3) Kan du vinde 270 eller flere valgmænd. Det et opgave og det er lykkedes for Trump.

Men nu begynder det for alvor for Donald Trump. Den opgave som vil meget anderledes end noget andet han har prøvet før i sit liv. En opgave som er moderen af disruptions eller som Dick Cheney sagde om en typisk dag i det Hvide Hus: "Stuff happens". At sætte en dagsorden, at lave en plan og eksekvere den er kun en del af det der foregår, ellers er det brandslukning og en masse problemløsninger som kræver at man tager sin tid, har et loyalt hold omkring en, er bevidst om USAs interesser og derefter træffer beslutninger. I moderne tid er der ikke nogen der er mere uforberedt til hvervet end Donald Trump. Det betyder ikke nødvendigvis at han bliver en dårlig præsident. Det betyder ikke, at han nødvendigvis er uegnet til jobbet.

Men der hvor sandsynligheden ligger for succes og fiasko for en præsident er Trump bagud fra begyndelsen. Meget få af hans nye folk er loyale over for ham personligt. De er loyale overfor Præsidenten Trump, men ikke nødvendigvis overfor Mennesket Donald. Han har et smalt flertal i kongressen, hvilket gør det svært at gennemføre stor og gennemgående og forandrende lovgivning.

Han har arvet en stor offentlig gæld fra sin forgænger, og et underskud som dog overtid i Obamas præsidentembede er blevet mindre. Han har tænkt sig at afmontere Obamacare i håb om at ordningen når at blive så upopulær at folk vil tigge og bede om at få det erstattet med noget andet. Men der ligger dog det meget grundlæggende problem i dette forhold, at navnet Obamacare vil minde vælgerne om en præsident, som de egentlig godt kunne lide som person, selvom de ofte var kritiske overfor hans politik. Det reddede Obama midt i den orkan, der hed Obamacare

Men Trumps største problem har ikke noget med politik at gøre. Om han vil føre konservativ eller liberal eller libertarian politik virker underordnet i forhold til hans personlige luner, i forhold til om han bliver en succes eller ej. Det ville under normale omstændigheder ikke være et tema. Men det er det med Trump

Det der skabte hans momentum i valgkampen, balladen ved valgmøder, tilsvininger af navngivne personer, samfundsgrupper og lande er det der nu fanger ham. For at være en succesfuld præsident skal der være en samlende natur omkring præsidenten. Clinton gjorde det efter Oklahoma bomben, Bush efter 9/11, Obama omkring Bin Laden raidet. Men ingen af dem og heller ikke mange, for ikke at sige alle deres forgængere havde skubbet dele af befolkningen så langt væk fra sig som Trump har gjort. Hvis Trump skal have en chance for at leve op til værdien af sit embede, så skal han række hånden ud til dem, som han har skubbet væk fra sig, kombineret med at følge den politiske linje han har valgt og være aktiv i at sørge for at hans stab, hans administration og kongressens lederskab er klar over at det er ham der er chef.

De to forhold, hvor han simpelthen skal gøre begge dele på samme tid, betinger hans succes, men det er også af enorm vigtighed, hvordan han håndterer de kriser, de nedture, de dramaer der kommer, de brudte aftaler og de brudte løfter. For de kommer og de vil komme fra begyndelsen

Trump skal finde en politisk lede et eller andet sted indeni sit system. Ellers går det galt for ham. Hurtigt

Fornemmelse for forår

Vinteren bringer et eller andet bud. Sne, regn, eller sol men helt sikkert mørke. Hvis man skriver om mørke tror de fleste, at der er et eller andet galt med én. At det på en eller anden måde er en omskrivning af sindets tilstand. Det behøver det ikke at være. Det kan ligeså vel være en nøgtern konstatering, at det fra omkring midten af oktober til et udefinerbart tidspunkt midt i februar bare er mørkt. At Danmark og at danskerne er formet af sommerens lys og af vinterens mørke kan ikke komme bag på nogen, og alligvel kommer det bag på os hvert år. Vi ønsker at være fornuftstyrede, måske mere end så mange andre folkeslag, og naturen er samtidig på meget upraktisk vis uordentlig i dens egenrådige ordentlighed. Vi kan ikke kontrollere den. Den kontrollerer snarere os, eller guider alle dele af vores liv.

Der er dog en spirende fornemmelse for forår. En fornemmelse som slår ind på de lyse dage i den kolde tid. Hvor små spirer vokser frem. Det er som en motor i garagen, som ikke har været brugt i lange tider. Så længe at man har glemt lyden og glemt lugten, men i det øjeblik den bliver tændt er man tilbage i den verden hvor den eksisterer og minder, oplevelser og mennesker dukker op i tankerne.

Mørket forsvinder sagte og med lyset kommer forventningerne. Vi skal ud og nå nogen ting som mørket har holdt os tilbage fra. Som barnet der holdes tilbage af sine forældre for at løbe ud for at gøre noget farligt som at forsøge finde sandheden eller løbe over vejen lige før en bil.

Der skal ske noget, og gerne noget mere på den første spirende forårsdag end hele vintermørke tiden lagt sammen. De nordiske folk har vel på den måde en længsel som mange andre i verden ikke har, og i vores modernitet bliver denne længsel næsten en kuriositet. "Så tag dog ned i varmen, for helvede. Du kan få et godt tilbud med Norwegian nu her" og så er det jo på en måde løst. Det meste af Danmark, Sverige og Norge drager væk i løbet af månederne oktober-marts.

Men mørket er med til at gøre os til dem vi er. Det er den nødvendige kontrast til det fantastiske lys og den glæde og begejstring som perioder af foråret og sommeren kan give. Men vi er danskere. Vi ved at det regner både om sommeren og om vinteren, og vi ved at vi kan grine af det, trække på skuldrene over det, drikke en øl og brokke os over et eller andet, mens vi overvejer hvordan vi kan slippe billigere i skat næste år. Det hele fra en magelighed i vores opvarmede stuer med et fjernsyn hvor lyden fra Vild med Dansk eller herrehåndboldholdets kamp mod Argentina kører i baggrunden. Det er handlinger, hvor konsekvenserne er minimale. Det er en bemægtigelse af naturen, som måske gør at livet føles mere tilregneligt, mere styrbart.

Det er indendørs sport som fra marts, med vold og magt bliver afløst af udendørs sport. Kæden af skift fortsætter på den måde, bliver en del af det naturlige i det vi lever i. Vores barndom var svøbt ind i det, vores ungdom udfordrede det og vores voksenliv leves mere mekanisk med naturen, miljøet og kulturelle vaner i sin slipstrøm. Men på en januar dag, hvor alt handler om at komme videre, kan man stoppe op og hvis man ser sig om, opleve at foråret er på vej til landet

For der er en fornemmelse for forår i Danmark

Indgangen til 2017

Vi er gået ind i et nyt år. Når man går ind i et nyt år, så gør man det gerne ved, meget febrilsk, at være sammen med en gruppe mennesker som lidt i midnat finder ud af at det jo er snart. Champagne, kransekage, dem man holder af, tændt mobil til hilsner og alt muligt andet skal være klart. Skal man se det på DR og TV2. Det sidste er lige meget. Det bliver tolv og det er en slags udløsning og man bliver ved med at drikke og feste og på et tidspunkt kravler man hjem, med bevidstheden om at der dagen efter er nytårshop, tømmermænd, pizzaer og måske en halv halvleg af en Premier League kamp, som man lige akkurat kan overskue. Har man været vært aften forinden er det hele flankeret med den obligatoriske oprydning. Der ligger stads på gulvet som kun anvendes til nytår, og alle vil blive sparet for hvad det hedder og hvor det kommer fra. Ingen ved det alligevel

Det som det nye år bringer og det som egentlig et hvert år bringer, er muligheden for at lykkes eller fejle. Man kan få lov til at sige. "I år vil jeg holde op med at ryge" eller "I år vil jeg tage mig mere af dem jeg holder af". Det gør man nok ikke. Men det gør ikke det store. For det handler om at sætte sig mål, bryde dem og i processen opleve at det var noget helt andet man i virkeligheden skulle. Noget man ikke forstod da man satte sig det oprindelige mål. På den måde er mærkedage gode. De tvinger os til refleksion, ydmyghed, druk og dans, alt sammen i en stabil udviklende mængde. De tvinger os også til at føre alvorlige samtaler, som bekræfter os selv i hvem vi er og måske også fortæller en historie om hvem vi gerne ville være, hvis vi nu rent faktisk kunne leve op til det vi sidder og siger til andre mennesker. "Jeg tror vi vil se mere dybde og mere moral i det kommende år". Sludder og vrøvl, og man ved det godt når man siger det. Men det skal måske siges fordi det er på den måde man bidrager til festlighederne. "Tror ikke det handler om at være god eller dårlig i de nye år, men bare om at være". Det er en meget god sætning, hvis man har tabt alle sparepengene på sin Hesalight investering eller hvis barndomskæresten hjemme fra landsbyen, der blev ens kone, nu har fundet en anden, som tilmed er dværg, og hun aldrig har mødt ham, men bare chattet ham op over nettet.

Det nye år er vores alle sammens mulighed. Grib den. Eller lad være med at gribe den. Men der vil helt sikkert være noget at tale om til næste nytårsaften

Rigtig godt nytår

Julen i et storcenter

De fleste af os bevæger os ind i et storcenter ved og omkring juletid. Disse kasser af storindkøb som ligger rundt omkring i landskabet og samler godtfolk fra nær og fjern. De fungerer i praksis som selvstændige republikker af oplevelser, som eksempelvis muligheden for at se fortravlede mennesker med indkøbsposer som er større end dem selv. Det er besunget med lugte som kanel, mandler, kaffe, juice og børnehost, som går sammen i en sindrig koalition med en enten tiltagende eller frastødende lugt der stiger ud af butikkerne.

Men det er også lugten af noget koldt, noget udefinerbart som blandes med lyde. Lyde man ikke rigtig kan sætte ord på, men som giver associationer til fortiden og måske, på en cirkulær måde, giver mindelser om fremtiden

Ethvert storcenter har i dag en Joe and the Juice og konceptet passer jo i grunden helt perfekt ind. Høj musik, larm, kaffe som serveres nærmest som stod man på linjen i amerikansk fodbold med en quarterback der giver uvedkommende, hurtige og præcise, men i virkeligheden meget fjollede kommandoer.

Kaffen ryger ned og man kan gå videre.

Man går ind i en forretning for at gøre et indkøb. Man er bagud, stresset, og et par småbørn blokerer vejen. De er søde men ens kropstemperatur er så høj at den sætning der vil komme ud af ens mund har bismag af kommandoerne tilbage fra Joe and the Juice. Der bliver smilet overbærende til den mor eller den far eller den fortvivlede bedstemor som, ganske imod FNs menneskerettighedsdeklaration har taget ungerne med sig herind i den ypperste forbruger hybrid der findes.

Man finder hvad man skal bruge, eller finder noget som muligvis er det man skal bruge, og undervejs får man en slags service, der består i at der lidt skødesløst bliver spurgt hvad man skal bruge, samtidig med at vedkommende kigger væk samtidig. Det er kigge-væk finten som Laudrup opfandt den, nu bare overført til detailhandlen.

Der indfinder sig en kø og den går gelinde. Det er snorlige og der er ikke noget at komme efter. Ved skranken står en pige eller en dreng. Den tid hvor der står voksne mennesker bag skranken er væk, og den tid hvor en eller anden samtale eller slet og ret magi opstår er også væk.

"Vil du have bundet den ind"? spørger ekspedienten som indifferent som menneskeligt muligt
"Ja tak" og så den bliver bundet ind.

Måske fordi disken altid er lidt højere end hvor jeg sidder, så har jeg udviklet en aversion mod hele forløbet. For hvem siger egentlig hvad hvornår, hvem gør hvad hvornår. Hvem tager kommandoen?.

Min umiddelbare reaktion er passivitet, hvilket fra tid til anden skaber både gene og forvirring. Men man har givet grønt lys til indpakning.....og herefter ventes der troskyldigt. på den snart indbundede gave og på de forløsende ord

Men så opstår pinligheden for alvor.

Det magiske øjeblik som skal binde hele oplevelsen sammen og hvor netop denne handel træder ud af mængden fra alle andre handler i løbet af året og som retfærdiggøre guirlanderne, pynten, den ikke så diskrete "Last Christmas" i baggrunden og alt det andet halløj der foregår....og i en bedre verden ville der lyde et kæmpe stort "Rigtig god jul" i det man modtager pakken.

Men der er ingen, der siger en lyd. Man venter på at nogen siger noget, og man tænker om man er blevet en pige der venter på at fyren ringer, og om man er blevet for stolt til bare at side:"Jamen så god jul for helvede".

Eller også hænger det der bare, så usagt som det overhovedet kan være, fordi ingen i oplæringen af den stakkels teenager har orket at sige, "Hey, selvom du er træt og i virkeligheden ikke kan lide kunderne, så husk lige at ønsk dem god jul, ik".

Det forløsende kommer ikke, og måske det i virkeligheden er en forløsning. At folk holder kæft når de skal sige noget, og snakker når de skal holde deres kæft.  Som når Trump kommer med sin samfunds-tourette over Twitter og chokerer en verden gang på gang, er den blege pige eller lallede drengs totale ligegyldighed grænsende til det arrogante, egentlig forfriskende på sin egen måde.

De gider ikke at ønske mig god jul, for måske har jeg ikke gjort mig fortjent til en god jul. Måske skal jeg bare lukke røven, og komme videre i teksten. Det gør jeg så.

Finder et sted hvor jeg kan få en sandwich, men må give fortabt da kvalitet og pris også skal hænge sammen. Bare en gang imellem.

I et storcenter er der alt hvad man skal bruge undtagen lige præcis det man skal bruge. Da jeg var dreng elskede jeg storcentre, og navnlig Lyngby Storcenter hvor min søster og jeg kunne spendere flere timer om lørdagen.

Kunne genkende alle lugte fra de forskellige butikker, og det var som en landsby at gå rundt i og det var nemt med kørestol.

Men i dag er der en stemning af en elefant i stuen, at alle handler en eller flere julegaver over nettet, og at der hvert øjeblik kan springe en eller anden galning ud af det blå og ville en noget ondt. Selv de freaks, som engang henvendte sig til mig fordi de ville frelse mig, lærer mig at gå, forærer mig ting lavet af plastic eller havde et par alkoholiserede, men borgerlige ord at sige om stort og småt er væk.

Måske sidder de hjemme foran skærmen og køber deres Ecco sko, deres Kähler tingester og deres alt muligt andet, online?

Det er nok sådan det er