Nødvendig selvironi

Allerede ved overskriften går det en lille smule galt. For er selvironi en nødvendighed? Det drejer sig om evnen til at leve og leve godt med andre mennesker, forudsat at man befinder sig iblandt mennesker det meste af tiden. Selv hvis man ikke befinder sig blandt mennesker særligt ofte, er der et udtalt behov for menneskekontakt. Det er livsføden.

Et eller andet sted i et menneskes udvikling kommer behovet for sig selv. Det kan være som spæd, det kan være senere, men man bliver bevidst om sin egen bevidsthed og fra da af er intet det samme som før. Det kan generere en lang periode af fornægtelse af den givne bevidsthed, det kan generere en tidsløshed omkring behovet for at forstå og anvende den bevidsthed man har fået forærende. Det kan også afbrydes af mødet med andre, der uden at man kan se det, gennemgår den samme udvikling af deres egen bevidsthed. Vi bruger sproget over for dem, sender energier ud til vores fysiske omgivelser og håber på at få gode energier tilbage igen. Nogen gange går det fantastisk og andre gange går det skidt. Men der sker hver dag en hyper mængde transaktioner af kommunikation mellem mennesker, og som voksen har man flere værktøjer end som barn til at forholde sig til denne stigende eller faldende eller konstante mængde af transaktioner. Som barn oplever man alt for første gang, og et eller andet sted på vejen vil nogen, heriblandt jeg selv finde ud af, at en moderat dosis af selvironi vil virke mirakuløst socialt indsmigrende på andre mennesker. Ikke på alle, men på mange.

Man gør det uden at tænke over hvorfor man gør det, og det rammer ned i bevarelsen af en af dødssynderne, nemlig stoltheden og stoltheden ved at være en mand. Men som debutant udi selvironi, er man gudskelov endnu ikke en mand. Man er en dreng, og når man er dreng( i mit tilfælde) kunne man lege med kategorierne af sociale acceptable eller socialt mindre acceptable definitioner. Det er afvæbning 1:1 at udtrykke noget af det mest naturlige og mest logiske, der findes i tilværelsen:

At man ikke er perfekt, at man ikke altid har svarene og at de svar man har givet i ny og næ har været forkerte. Men der skete et eller andet på et tidspunkt.

CNN havde det der slogan tilbage i 90erne "Du er hvad du ved".

Men hvad hvis man ikke vidste noget, eller hvad hvis man tog fejl, eller hvad hvis man havde en viden i et bestemt paradigme men at dette paradigme simpelthen ændrede form, struktur  og indhold? Vidste man så ikke noget som helst. Det forekommer i nogen miljøer at være sådan, at viden objektiviseres i ganske høj grad. At man taber syn for at der nogen gange, måske endda ofte, at der er tale om projektioner af andre forhold for én selv. Det gør nok heller ikke det store, det er en læringsproces hvor det er meningen at man går ned af nogen forkerte stier, og man der finder ud af hvem man ikke er og hvilke mennesker, hvilke tankesæt, hvilke normer og regler der i hvert fald ikke gælder for én. Men stoltheden og stædigheden kan alligevel der drive én til at insistere på at gå ned af den vej, hvor man ikke burde gå ned. De fejl man troede hørte barndommen til kommer tilbage igen i en ny form. Man har ikke lært af sin egen historie. Og hvad så. Det er måske heller ikke meningen at man skal lære af sin historie til bogstavets symmetriske lighedspunkter men blot at huske og genkende nogen mønstre som man kan have en mere kvalificeret holdning til næste gang. Man kan grine af det, minde sig selvom at man heldigvis også er en klovn engang imellem der anspores af fristelsernes ild og så ryste lidt på hoved af det og komme videre.

Det er fristende at tro at alle mennesker gennemgår det samme udviklingsforløb som man selv gennemgår. Selvom det virker som en ligegyldighed, så vil jeg nok anse mig selv for at være et af de mindst tolerante mennesker jeg selv kender.

Skrivefejl?

Nej, rigtigt.

Mindst tolerante menneske, når alt er skåret ind til benet. Ikke af ondskabens klima, men slet og ret af nødvendighed. Det kommer sig af at man igennem den, forhåbentligt, tredjedel af hele mit samlede liv som jeg indtil nu har levet har befundet mig en række forskellige grupper og sammenhænge med meget forskellige mennesker. Det kommer sig af at mine forventninger fra tid til anden har været for store, andre gange har været for små, men mest af alt fordi mine forventinger til mig selv har været helt urealistiske, fraværende eller nærsynet i dens detaljerigdom. Nogen gange skulle bjerge bestiges i bevidstheden selvom der var tale om en detalje, og andre gange var detaljen nok til at bjerget ikke blev besteget, selvom det havde været fornuftigt. I flere og flere tilfælde var selvironien fraværende, der var ikke nogen naturlig distance til problemkomplekset, der var følelsen af at vedkommende havde nærmest et retskrav på at man var i følelsen. Og så begynder det selvfølgelig at gå i ring. Er ikke filosof. En filosof ville formentlig ikke skrive "jeg" selvom vi efterhånden godt ved, at der var, er og altid vil være tale om et allestednærværende jeg. Så det her jeg er mit eget.

Det ligger der hvor det ligger. Med eller uden nødvendig selvironi