torsdag den 22. december 2016

Julen i et storcenter



De fleste af os bevæger os ind i et storcenter ved og omkring juletid. Disse kasser af storindkøb som ligger rundt omkring i landskabet og samler godtfolk fra nær og fjern. De fungerer i praksis som selvstændige republikker af oplevelser, som eksempelvis muligheden for at se fortravlede mennesker med indkøbsposer som er større end dem selv. Det er besunget med lugte som kanel, mandler, kaffe, juice og børnehost, som går sammen i en sindrig koalition med en enten tiltagende eller frastødende lugt der stiger ud af butikkerne.

Men det er også lugten af noget koldt, noget udefinerbart som blandes med lyde. Lyde man ikke rigtig kan sætte ord på, men som giver associationer til fortiden og måske, på en cirkulær måde, giver mindelser om fremtiden

Ethvert storcenter har i dag en Joe and the Juice og konceptet passer jo i grunden helt perfekt ind. Høj musik, larm, kaffe som serveres nærmest som stod man på linjen i amerikansk fodbold med en quarterback der giver uvedkommende, hurtige og præcise, men i virkeligheden meget fjollede kommandoer.

Kaffen ryger ned og man kan gå videre.

Man går ind i en forretning for at gøre et indkøb. Man er bagud, stresset, og et par småbørn blokerer vejen. De er søde men ens kropstemperatur er så høj at den sætning der vil komme ud af ens mund har bismag af kommandoerne tilbage fra Joe and the Juice. Der bliver smilet overbærende til den mor eller den far eller den fortvivlede bedstemor som, ganske imod FNs menneskerettighedsdeklaration har taget ungerne med sig herind i den ypperste forbruger hybrid der findes.

Man finder hvad man skal bruge, eller finder noget som muligvis er det man skal bruge, og undervejs får man en slags service, der består i at der lidt skødesløst bliver spurgt hvad man skal bruge, samtidig med at vedkommende kigger væk samtidig. Det er kigge-væk finten som Laudrup opfandt den, nu bare overført til detailhandlen.

Der indfinder sig en kø og den går gelinde. Det er snorlige og der er ikke noget at komme efter. Ved skranken står en pige eller en dreng. Den tid hvor der står voksne mennesker bag skranken er væk, og den tid hvor en eller anden samtale eller slet og ret magi opstår er også væk.

"Vil du have bundet den ind"? spørger ekspedienten som indifferent som menneskeligt muligt
"Ja tak" og så den bliver bundet ind.

Måske fordi disken altid er lidt højere end hvor jeg sidder, så har jeg udviklet en aversion mod hele forløbet. For hvem siger egentlig hvad hvornår, hvem gør hvad hvornår. Hvem tager kommandoen?.

Min umiddelbare reaktion er passivitet, hvilket fra tid til anden skaber både gene og forvirring. Men man har givet grønt lys til indpakning.....og herefter ventes der troskyldigt. på den snart indbundede gave og på de forløsende ord

Men så opstår pinligheden for alvor.

Det magiske øjeblik som skal binde hele oplevelsen sammen og hvor netop denne handel træder ud af mængden fra alle andre handler i løbet af året og som retfærdiggøre guirlanderne, pynten, den ikke så diskrete "Last Christmas" i baggrunden og alt det andet halløj der foregår....og i en bedre verden ville der lyde et kæmpe stort "Rigtig god jul" i det man modtager pakken.

Men der er ingen, der siger en lyd. Man venter på at nogen siger noget, og man tænker om man er blevet en pige der venter på at fyren ringer, og om man er blevet for stolt til bare at side:"Jamen så god jul for helvede".

Eller også hænger det der bare, så usagt som det overhovedet kan være, fordi ingen i oplæringen af den stakkels teenager har orket at sige, "Hey, selvom du er træt og i virkeligheden ikke kan lide kunderne, så husk lige at ønsk dem god jul, ik".

Det forløsende kommer ikke, og måske det i virkeligheden er en forløsning. At folk holder kæft når de skal sige noget, og snakker når de skal holde deres kæft.  Som når Trump kommer med sin samfunds-tourette over Twitter og chokerer en verden gang på gang, er den blege pige eller lallede drengs totale ligegyldighed grænsende til det arrogante, egentlig forfriskende på sin egen måde.

De gider ikke at ønske mig god jul, for måske har jeg ikke gjort mig fortjent til en god jul. Måske skal jeg bare lukke røven, og komme videre i teksten. Det gør jeg så.

Finder et sted hvor jeg kan få en sandwich, men må give fortabt da kvalitet og pris også skal hænge sammen. Bare en gang imellem.

I et storcenter er der alt hvad man skal bruge undtagen lige præcis det man skal bruge. Da jeg var dreng elskede jeg storcentre, og navnlig Lyngby Storcenter hvor min søster og jeg kunne spendere flere timer om lørdagen.

Kunne genkende alle lugte fra de forskellige butikker, og det var som en landsby at gå rundt i og det var nemt med kørestol.

Men i dag er der en stemning af en elefant i stuen, at alle handler en eller flere julegaver over nettet, og at der hvert øjeblik kan springe en eller anden galning ud af det blå og ville en noget ondt. Selv de freaks, som engang henvendte sig til mig fordi de ville frelse mig, lærer mig at gå, forærer mig ting lavet af plastic eller havde et par alkoholiserede, men borgerlige ord at sige om stort og småt er væk.

Måske sidder de hjemme foran skærmen og køber deres Ecco sko, deres Kähler tingester og deres alt muligt andet, online?

Det er nok sådan det er

Ingen kommentarer:

Send en kommentar