Fornemmelse for forår

Vinteren bringer et eller andet bud. Sne, regn, eller sol men helt sikkert mørke. Hvis man skriver om mørke tror de fleste, at der er et eller andet galt med én. At det på en eller anden måde er en omskrivning af sindets tilstand. Det behøver det ikke at være. Det kan ligeså vel være en nøgtern konstatering, at det fra omkring midten af oktober til et udefinerbart tidspunkt midt i februar bare er mørkt. At Danmark og at danskerne er formet af sommerens lys og af vinterens mørke kan ikke komme bag på nogen, og alligvel kommer det bag på os hvert år. Vi ønsker at være fornuftstyrede, måske mere end så mange andre folkeslag, og naturen er samtidig på meget upraktisk vis uordentlig i dens egenrådige ordentlighed. Vi kan ikke kontrollere den. Den kontrollerer snarere os, eller guider alle dele af vores liv.

Der er dog en spirende fornemmelse for forår. En fornemmelse som slår ind på de lyse dage i den kolde tid. Hvor små spirer vokser frem. Det er som en motor i garagen, som ikke har været brugt i lange tider. Så længe at man har glemt lyden og glemt lugten, men i det øjeblik den bliver tændt er man tilbage i den verden hvor den eksisterer og minder, oplevelser og mennesker dukker op i tankerne.

Mørket forsvinder sagte og med lyset kommer forventningerne. Vi skal ud og nå nogen ting som mørket har holdt os tilbage fra. Som barnet der holdes tilbage af sine forældre for at løbe ud for at gøre noget farligt som at forsøge finde sandheden eller løbe over vejen lige før en bil.

Der skal ske noget, og gerne noget mere på den første spirende forårsdag end hele vintermørke tiden lagt sammen. De nordiske folk har vel på den måde en længsel som mange andre i verden ikke har, og i vores modernitet bliver denne længsel næsten en kuriositet. "Så tag dog ned i varmen, for helvede. Du kan få et godt tilbud med Norwegian nu her" og så er det jo på en måde løst. Det meste af Danmark, Sverige og Norge drager væk i løbet af månederne oktober-marts.

Men mørket er med til at gøre os til dem vi er. Det er den nødvendige kontrast til det fantastiske lys og den glæde og begejstring som perioder af foråret og sommeren kan give. Men vi er danskere. Vi ved at det regner både om sommeren og om vinteren, og vi ved at vi kan grine af det, trække på skuldrene over det, drikke en øl og brokke os over et eller andet, mens vi overvejer hvordan vi kan slippe billigere i skat næste år. Det hele fra en magelighed i vores opvarmede stuer med et fjernsyn hvor lyden fra Vild med Dansk eller herrehåndboldholdets kamp mod Argentina kører i baggrunden. Det er handlinger, hvor konsekvenserne er minimale. Det er en bemægtigelse af naturen, som måske gør at livet føles mere tilregneligt, mere styrbart.

Det er indendørs sport som fra marts, med vold og magt bliver afløst af udendørs sport. Kæden af skift fortsætter på den måde, bliver en del af det naturlige i det vi lever i. Vores barndom var svøbt ind i det, vores ungdom udfordrede det og vores voksenliv leves mere mekanisk med naturen, miljøet og kulturelle vaner i sin slipstrøm. Men på en januar dag, hvor alt handler om at komme videre, kan man stoppe op og hvis man ser sig om, opleve at foråret er på vej til landet

For der er en fornemmelse for forår i Danmark