Amager sen sommeraften

Amager, en sen sommeraften. Stjerneklart, 20-21 grader, en svag brise der humant glider henover gaderne og giver den der fremmede, kølige fornemmelse, som vi næsten alle savner, og så den liflige lyd af 3-4 hunde af forskellige racer, der gør voldsomt af hinanden, mens deres ejere, omtrent i samme sprog som hundene, kommunikerer med hinanden om et meget vigtigt emne, givetvis Filosofien og Kunstens overgang fra Senmodernitet til Intethed, der kan få dem helt op at køre og undervejs få dem til at betvivle selve kernen af deres egen ulastelige dannelse

Her skal hverken lukkes døre eller vinduer, for varmen brydes med lyden af lokale elementer, der griber ud efter deres egen menneskelighed og det kan intet levende menneske afbryde dem i eller fornægte dem

Trump og pressemøde

Det må naturligvis anses for uacceptabelt, at Trump affejer sin egen regering, sit eget system på den måde han gjorde ved pressemødet overfor Vladimir Putin. At give Putins ord forrang overfor det amerikanske sikkerhedssystem

Men man alligevel græde tørre tårer over, at USA hævder sig forulempet af russerne i forhold til om russerne har påvirket det amerikanske valg eller ej.

Siden begyndelsen af 1950erne har USA aktivt påvirket valg over hele kloden med mere eller mindre ufine metoder. Alt sammen i frihedens navn, og i lyset af først den Kolde Krig og sidenhen Krigen mod Terror.

Danmarks position må være den, at vi som NATO land følger den slagne vej udstukket af de større nationer i NATO, men at vi som frie borgere godt kan gennemskue, at det giver man giver ud til andre på godt og ondt, må man påregne, nærmest forvente, at få tilbage med samme skuffe på et tidspunkt

Det må være ret ejendommeligt for USA, at have fået en præsident som er totalt ligeglad med den konventionelle udenrigs og sikkerhedspolitiske visdom fra Harry Truman og frem til Barack Obama.

Men intet Trump gør er jo normalt, efter den almindelige definition af normalt.

Og det unormale kan både bringe ulykke og klarhed med sig, og vi må som et lille land i USAs "orbit" håbe, at det giver grobund for en verdensorden med tilbageværende internationale institutioner, frihandel, demokrati, men også en betydelig grad af selvbestemmelse, national suverænitet og afklaring af en lang række af de væsentlige spørgsmål, som af forskellige årsager ikke har været løst over de sidste 30-40 år

Spøgelser og national stolthed

England er i semifinalen i VM i fodbold. For første gang i 28 år. Man tror nærmest ikke at det er rigtigt. Netop fordi det er England, med den store tradition for at fejle ved VM i fodbold, så tror man ikke at det er sandt

På vejen til semifinalen, har man spillet flot offensiv og ind imellem inspirerende fodbold, men måske vigtigst af alt, så har man nedlagt straffesparks spøgelset. For første gang nogensinde har man vundet en straffesparkskonkurrence ved en VM slutrunde. Spillernes ben var nærmest også lavet af bly, men det lykkedes.

Udenfor banen er udviklingen dog nok allermest slående. Gareth Southgate har simpelthen gjort op med flere dogmer end sine 4-5 forgængere til sammen, og han leder en gruppe af spillere som er 100% loyale overfor hans mere elastiske koncept, og der er ingen stjernenykker overhovedet. Sådan ser det i hvert fald ud når man ser det udefra. Generation efter generation har engelske fodboldspillere villet være dem der brød VM forbandelsen, og dem som kunne måles med 66 holdet eller som det nuværende 18 hold, kunnet måles med 1990 holdet.

De er kommet så langt på hårdt arbejde, på en fantastisk angriber i Harry Kane, ved at stå godt i kæderne(hvilket er afgørende i moderne landsholdsfodbold) og så ved at spille med en befriende lethed på midten af banen.

Det var imponerende at se Henderson, Young og Jesse Lingard, samt ikke mindst Dele Alli i kvartfinalen mod Sverige, boltre sig som de ville, med en ro og en omtanke og uden stress og jag. Som man ellers har set det fra engelske landshold så mange gange før

Der var et overskud i tanke og handling. Det er et overskud der spreder sig fra banen til tilskuerpladserne og hjem til et England hvor man for alvor har skruet op for fest-volumen. Selvfølgelig skal det fejres at man står i en VM semifinale.

Alt andet manglede bare. Selvfølgelig skal englænderne for en stund glemme den indre konflikt i forhold til Brexit. For eller imod Brexit, alle holder med Three Lions når bolden gives op.

Men man kan ikke undlade den tanke, at et endnu mere positivt resultat udgående fra Rusland, vil stimulere kampgejsten og troen på at England nok skal klarer den ligegyldigt hvad. Så bliver mål og redninger politiske, og det er pokkers svært at lade det blive andet

Men indtil nu handler det for England om den første semifinale i VM sammenhæng i 28 år. En flot præstation

Til siderne

Det kan ske. Vi tager os selv, hvis dette jeg er et vi og dette vi er et os, at sidde og læse de samme nyheder, den samme baggrund, den samme historie i nye forklædninger. Ikke blot dagens historie, men en historie der går igen over tid, og præsenteres som nyt. Det nye er ofte gammelt. Oldgammelt endda. Måske så gammelt at det står skrevet på væggen. "Det var bedre i gamle dage".

Der var ikke meget der var bedre i gamle dage, og det gælder endda også deres gamle dage. Vi oplyses af nyheder, aktualitet og grundigere stof, måske endda akademisk stof, der hjælper os til at forstå hvad der foregår. Ikke at vi af den grund forstår hvad der foregår, men vi får en bedre ide om hvad der foregår. Der ligger pointer derude og venter på os.

Gemt i de skrevne sider på nettet eller hvis man skulle være så heldig at falde over en stak papirer, måske så snedigt bundet sammen, at der er tale om en bog. Der ligger pointer derude og venter på os.

Disse pointer gentages, eller siges kun éen gang og så er det nok bare om at lytte rigtig godt efter, eller læse meget grundigt. Her kommer så, at det sagte ord, for det distræte menneske kan være flygtigt aflyttet og endnu mindre forstået.

Det vigtige budskab, den vigtige besked, sandheden mellem linjerne, betoningen af bestemte ord, vendinger og udtryk, som mistolkes og et forløb begynder. Det kan være et meget smukt forløb, eller alt indimellem forvirrende og rædselsfuldt.

Men den trykte sætning, det sagte ord, det hviskende udtryk, alle skaber de grobund for muligheden for over-forsåelse eller forvirring. I et erhvervs øjemed er vigtigheden af det præcise af afgørende betydning, i det kunstneriske er det vigtigheden af det afgørende af præcis betydning. Hvor end vi finder vej til en essens har en betydning, hvad enten den ligger i en social dimension eller det der ligger bagved den sociale dimension.

Man kan tænke, når man går til siderne i bøger, at her er blevet tænkt mange tanker længere, end det som er skrevet ned. Her er blevet redigeret allerede længe inden redaktionen har været der, og engang imellem er det en befrielse for læseren, og andre gange er det det værste som nogensinde er sket.

For både forfatteren og for læseren. I vores tid, det vil sige det andet årti i det nye årtusinde, har vi dog ganske enkelt ikke tid eller lyst til at opleve skribenten eller den talende performer kommer alt for tæt på en essens, som er så grundlæggende at den måske har en afspejling af vores egen tilværelse.

De sider vi går til er vores egne sider, og vi ved pr definition hvad der står på disse sider, og vi er ret sikre på, når vi med et moderne udtryk "mærker efter", hvad der helst skal stå på disse sider. Hvad der skal flankerer vores curriculum vitae i vores eget liv. Her kunne man bruge lignelser til at forklare det yderligere, men det er ret ligegyldigt. Det forstås.

Vi går i stedet til siderne i vores egen bog

Danmarks defensive stil

Hverken Danmark eller Japan har gjort noget galt ved VM. De har ageret efter de faktiske forhold. Begge hold skal selvfølgelig, som alle andre hold, ud over stepperne når "vanviddet" for alvor går igang i 1/8 finalerne, men de faktiske forhold i en VM slutrunde har ikke ændret sig, blot fordi den omkringliggende verdens definition af kvalitet, brandring og globalisering har ændret synet på nation, menneske og præstationer

Det her VM er blevet politiseret i en grad som er svær at mindes magen. En verdens bevågenhed, Putins minitopmøder under kampene, indførelsen af VAR, nidkærhed om detaljerne, passion og begejstring skaber grobund for følelser i udbrud som ganske få andre ting. Sydamerikanere som græder fordi de ikke har tabt, dødstrusler til spillere som har kostet points for deres lande.

Det hele i en pærevælling af historiens vingesus med Maradona på coke, Pele i bevidstheden, Lothar Mattäus, Schmeichel senior og fede Ronaldo(den rigtige Ronaldo) på tribunerne. For bare at nævne nogle få

Vi bliver junkier af oplevelser. Vi vil se de største stjerner være stjerner, og leverer drømme i vågen tilstand. Hele tiden. I hver kamp.

Måske netop derfor virker Simon Kjær, Zanka og Schmeichels trillen-bold i de sidste 10 minutter mod Frankrig muligvis så stødeligt mod mange mennesker. Herved får man ikke sit begejstrings og overraskelses-fix.

Sin World Cup feeling

I dag har japanerne været klar over, at fik de advarsler kunne de være ude. Syret. Men det var de faktiske forhold der gjorde japanerne, såvel som danskerne til realister, midt i det skøre spektakel kaldet FIFA World Cup

Det ene og det andet

Du vil satse på det ene. Du ved ikke præcis hvad det ene er, men du har indsnævret det til ganske få forhold, og du vil bevæge dig inden i den cirkel med disse ganske få forhold. Men for at gøre det ene, må du gøre det andet. Du vil ikke gøre det andet. For det andet repræsenterer alt det som du ikke enten bryder dig om, kan finde ud af eller har talent for.

Det er anti-tesen til din personlighed og til det jeg, som du mener du har i dig. Men hvad hvis dette andet tager over? At det bliver det som du bruger al tiden på, alle kræfter på, alle temperamenter og alle safter og al din fornuft? Det gør dig til det samme menneske, men på en ny måde, og kan man så overhovedet tale om det samme menneske.

Det tvinger talenter og egenskaber ud af dig, som du ikke troede du havde, eller som du måske ønskede at du ikke havde.

Det tvinger dig til en en daglig eller ganske hyppig selv-konfrontation, hvor dette menneske der forsøger at løse eller vedligeholde det andet, møder det menneske der gerne vil det ene. Der kan se en spaltning, og begge forsøges løst på samme tid. Det kan gå godt, det kan gå skidt, men det gøres i et aktivt valg, og dette aktive valg understøttes måske gerne af de omgivelser som husker dig som en tilhænger og begejstret for det ene, og samtidig er der dem, de mennesker der måtte helt afhængige af at du gør det andet. Deres afhængighed er en årsag til at blive ved, din egen afhængighed, forudsætningen for det hele, tvinger der til at blive ved.

Hvad det ene er for dig og hvad det andet er for dig er individuelt. Jeg har dette ene og dette andet, og det kaldes forskellige navne alt afhængigt af hvilken dag vi taler om. Naturligvis findes der løsninger, hjælp, støtte, en skulder, et lys, et mørke sågar, alt der kan hjælpe, men i sidste ende er det ene og det andet eksisterende i en lang gensidig relation som lever uendeligt.

Det andet afspejler den virkelighed vi alle sammen må leve i, hvor det ene afspejler drømmen, visionen, håbet, troen, kærligheden. Men det betyder ikke, at disse elementer ikke også findes i det andet, dog er de her blot syntetiske, uigennemskuelige, beregnende og trættende.

Men de findes. For man findes som individ i begge tilstande, i begge gøremål, og der ligger en kim til lykke at kunne flette ambitionen, drømmen, kærligheden ind i det andet såvel som i det ene

1968

Man ældes, når man skriver at man ældes. Man bruger ord og vendinger, når man formulerer sig. Man bliver bare ældre. Sådan er det. Men ungdommen lever længere, varer længere, eksisterer i det hele taget. I år markerer vi 50året for 1968. Året som bare får lov til at stå alene. Som 1789. Da der skete så meget, så mange steder, så meget der var så banebrydende, opbrydende eller nedbrydende, at ingen kan undgå at forholde sig den mindste smule til det.

Man får lyst til at ryge hash, og kravle ind ind i en tippie og se gamle videoklip, eller man får lyst til at ryste på hovedet og sende sin medlemsblanket til de konservative så hurtigt som muligt. Eller måske krydser man de to verdner, så krydsende man nu kan.

1968 lever og det samme gør alle andre år der fulgte i dets kølvand, samt ikke mindst; alle de år der gik forud for 1968. Verdenshistorien blev ikke skabt på et enkelt år eller en enkelt begivenhed.

Nok regner vi noget for år 0, men dette 0 eksisterer kun i en tankestrøm, i et henkastet vue. Men 1968, og så kan man sige alt og intet på samme tid