Stormpiller

To ord der ikke har meget med hinanden at gøre. Storm og piller. Vi kan se det som en fast størrelse, som en urokkelig, sejlivet organisme, der står bestandigt, men som alligevel har sin egen vilje. Sit eget virke.

Vi ved jo at eksempelvis bropiller udgør en vigtig funktion, en urokkelighed som vi ikke rigtig kan leve uden, også selvom vi faktisk levede fint uden broer i tusinder af år, før vi altså ikke kunne leve uden. Det urokkelige bliver først til at rykke når vi ser bagud. Det vi tog fuldkommen for givet som en sandhed, viste sig at være en konstruktion af en eller anden art, og vi kan lave den logiske slutning, at det vi tager for givet i dag også ligeså godt kan være en konstruktion. Samtidig har vi den tanke, nogen af os i hvert fald, at fordi vi er blevet voksne, så er vi bedre til at skelne mellem det bestående, det såkaldt rigtige, og konstruktionen.

Det tror jeg så derimod ikke at vi er. Ikke synderlig meget bedre end da man var barn. Det er på baggrund af analysen, den store analyse og den lille analyse, at vi foretager en lang række valg af større eller mindre karakter. Nogen gange er det også når vi kaster analysen væk, at vi foretager de måske vigtigste valg i livet, eksempelvis når det gælder kærlighed. Men hvad gør man når man af en eller flere grunde er fanget ind i et livsforløb, eller føler sig fanget ind i et livsforløb, hvor det rationelle bliver det bestående og det følelsesmæssige virker udenfor rækkevidde?

Det gad jeg sådan set godt have et svar på, men et sådan svar findes formentlig kun for den enkelte, som værende en personlig rejse for det enkelte individ i sin tid, og ikke som en let og forståelig hovedregel. Gudskelov. For i så fald kan man boltre sig i alle slags fejl og mangler og forkerte valg, indtil man træffer det rigtige eller indtil man træffer en beslutning der bare er en lille smule mindre "forkert" end alle de andre man har truffet tidligere. På det seneste har jeg spekuleret på Samtalen, som værende både kimen til det oplysende og det modsatte.

At samtalen kan udgøre den imaginære stormpille, der potentielt binder hele lortet sammen, og samtidig kan udgøre det modsatte og forvirre mere end det opklarer. Vi møder indtil den forventede samtale med bagage fra den seneste tid, ønsker den vendt, drejet, vinklet og forløst, og modparten spiller en rolle som mediator, væg og sparringspartner og der gives plads til en tovejs relation detsangående.

Måske fordi vi interagerede så frit og frejdigt som børn og unge, måske fordi vi ikke aner at det næste liv, voksenlivet, er en lang kæde af beslutninger uden noget absolut rigtigt og/eller absolut godt eller absolut dårligt, så er det summen af det for os så kendte asymmetriske som i sit samlede hele udgør den del af tilværelsen.

Flugten fra hønsegården

Da Trump vandt valget i efteråret 2016 var der ikke nogen på den her jord, der var mere overrasket end han selv og hans nærmeste. Chokerede er nok en bedre beskrivelse. Det får man bekræftet i Michael Wolffs "Fire and Fury", der udover at komme med løse rygter og halve historier, alligevel giver en indikation af kaos, forvirring og lede i det Hvide Hus.

Men det stikker måske dybere end som så. Briterne meldte sig ud af EU og Cameron smuttede. Trump tabte valget ved at vinde det, og blev givet et ansvar han slet ikke ønskede. Anders Samuelsen og Liberal Alliance har delt det danske statsbudget op i bider som man kan stikke fra alt efter størrelsen i koalitionen, og da SF var i regering lignede det mere end døds-cabaret end regeringsførelse. Hvad sker der?

Er vi i de her år vidne til en generation, måske to generationers forældre-opgør i slowmotion, ikke med knive og gift som i det kejserlige Rom, men med systematisk udplyndring eller opgivenhed overfor det tunge, men samfundsbærende ansvar? Er vi vidne til en tid, hvor det er vigtigere at have det godt, end at gøre godt og gøre det rigtige? Svaret findes ikke så let. Der er stadig nogen som tager ansvar, naturligvis og selv i uansvarligheden findes et form for ansvar. Men i takt med en automatisering og en magtforskydning, kommer en lede, en ligegyldighed, en tilstand af permanent apati, som breder sig til alle dele af samfundslivet. Det er mørke med mørke på. En flugt fra hønsegården uden noget sted at tage hen.

Samtidig med at de vestlige landes regeringer enten ikke eksisterer(Tyskland eksempelvis) eller i USA hvor den indehaves af nogen som altså ikke vil være der, buldrer Asien frem med 300 km/timen. Det hænger selvfølgelig sammen.

Aftenlandenes indbyggere kan se på morgendagens vindere med misundelse

Det er måske der man skulle flygte hen

Berettigelse

Francis Underwood fortæller os, at vi ikke er berettiget til noget som helst. Berettigelse er det vi som samfund har arbejdet os væk fra. Fra stændersamfundet, til det som nogen kalder godsejersamfundet, til et moderne samfund hvor man skal gøre sig fortjent til det gode som måtte komme til én. Samtidig sniger der sig dog en viden ind om hvordan mange af samfundets institutioner fungerer, hvordan erhvervslivet fungerer. At man alligevel kender nogen som kan skaffe én det man gerne vil have, også selvom man gerne fortæller sig selv, at det har man opnået på egen hånd. At man kan netværke. At man evner, gennem ens sociale kompetencer at knække de koder der skal til, suppleret af de papirer man måtte have, at komme opad og fremad.

Det bør de færreste nok se et problem med, hvis de er i stand til at regne sig selv ud af den gældende ligning. Hvilket naturligvis ser en svær øvelse.

Vores samfund, vores meritokrati er dog alligevel under pres. Den unge generation er mindre end man har været vant til og omkring står andre verdensdele mere end klar til at overtage den rigdom, de markedsandele af verdensmagten, de multiple pladser forenden af bordet, som findes i enhver sammenhæng af værdi vi har bygget op.

Det har nemlig været en civilisations berettigelse for den såkaldte vestlige verden siden omkring 1500 tallet. Men i de her år vokser resten af verden eksponentielt. De lande, hvis BNP pr capita er steget mest siden 2000 har en ting til fælles. Ingen af dem befinder sig i den vestlige verden. Det er asiatiske og afrikanske lande. De er på vej frem, med unge befolkninger, der vil væk fra fattigdom, nød, mangel og ufrihed. Naturligt, og denne udvikling bliver bare forstærket i de her år. Det er befolkninger som stadig gerne vil have rigdommen og velstanden til at have mulighed for at gå til psykolog fordi livet gnaver. For det er livet, og ikke overlevelsen det handler om.

Berettigelsen til at definere hvilke værdier der er sande eller falske, er ikke længere en sportgren for os der lever her i den koldere del af verden, og berettigelsen til indflydelse over institutionelle og samfundsmæssige beslutninger er for mange mennesker i de vestlige samfund som en saga blot. Det er den langsomme retræte, den langsomme tilvænning til småligheden. En smålighed, som skal hilses at siges, kan gøre stor på lang sigt.

Det skaber dog i denne tid vrede, bekymring, angst og måske direkte direkte vrede. Noget kan aflæses på valgresultater, andet kan læses på valgdeltagelse blandt især den yngre generation.

Her gælder for nogen den sørgelige tilgang, at hvad skal engangement gøre godt for, når kortene er blandet imod den unge generation, og at alle samfundets værdier ligger hos den ældre del af befolkningen?

Her er jeg helt uenig.

For vi lever. Og når vi lever, så engagerer vi os. Det er selve udspringet af livets grundlag. Ville man være gået med til at en ugidelig sjæl sagde nej til at jage bøflerne i forhistorien, og dermed ladet stammen forgå? Nej.

Vi er berettiget til ikke at være berettiget til andet end at spørge den næste. Hvordan kan jeg hjælpe? Hvad kan jeg gøre for at dit liv bliver bedre? Og naturligvis i vores menneskelighed håbe, i vores inderste kerne, at nogen spørger os om det samme.

Det har nogen samfund så bygget ovenpå. Skridt for skridt. Ofring for ofring. Fejltagelsesudbedring på fejltagelsesudbedring. Det danske realkreditsystem fungerer under den meget underlige præmis, at man køber en obligation og dermed hjælper folk til at købe fastejendom. Det er et system som blev overført til velfærdssamfundet, der løftede befolkningen i Danmark til en lighed set meget få steder i verden. Man overfører til andre, man aldrig møder. Det skabte et samfund, der som min farfar engang sagde til min onkel "oplever forbedringer hver eneste dag".

Det er mennesker man aldrig man har mødt og man aldrig kommer til at møde i sit liv. Det er bygget på følelsen af et fællesskab i en større, dybere sammenhæng. Men hvor vi ikke sidder lårene af hinanden, skal kigge hinanden i øjnene og tvinge hinanden til en umulig grad af tilstedeværelse og ærlighed. Eller mennesker der kommer til fællesspisning i en hal på Vesterbro. Det kan ligeså godt være Loke som Thor. Dragen som skumslukkeren.

Hvis du læser dette, er du berettiget til at tænke videre over dit bidrag til det evige kredsløb af den kendte menneskehed

Selvfølgelig

Der var et tidspunkt da jeg var dreng, hvor jeg i mangel af bedre stillede et simpelt spørgsmål. Hvorfor er jeg? Ikke noget med hvorfor jeg sad i kørestol, eller hvorfor jeg voksede op i Vedbæk i Danmark eller noget som helst i den sammenhæng. Hvorfor er jeg. Det kom kun som en kort tanke, en komet over nethinden. Men det gled ind i så meget andet, man kunne spekulere over når man sad i en kørestol og så ud af vinduet om eftermiddagen og udskød lektierne til evig tid.

Det var efter at have spillet fifa med en ven, og før man skulle spise aftensmad, og jeg nød at sidde i ro og mag i stuen, i hjørnet af stuen og se ud på haven og tænke over hvad end der faldt mig ind. Det kunne være en episode i skolen, det kunne være noget jeg havde set i tv, det kunne være noget min søster havde fortalt mig, det kunne være den seneste fodbold kamp, det kunne være alt det nævnte, blendet fint ind i hinanden. Jeg sad der ved alle årstider i sommer, efterår, vinter og forår og grublede over stort og småt

Det blev til meget tid alene, og jeg elskede at være alene. Selvfølgelig. For når man er sammen med sig selv er man sammen med den man kender som bedst. Sig selv. Det blev til timer med tanker og vurderinger i forskellige retninger. For og imod den ene ting, for og imod den anden ting. Afvejninger af de seneste konflikter i "børneland", som var det politiske konflikter på Christiansborg eller i USA, og mine interesser og den verden jeg så i tv blev smeltet sammen. Det var en verden hvor man var i kontrol, hvad kontrol så end er for en størrelse. Men der var noget frugtbart, nærmest helligt over det rum hvor tankerne fik lov til at flyde frit. Det er et rum som er forundt for et barn. Som voksen findes naturligvis det anderledes pres. Eller gør det?

Som jeg tidligere har sagt, så var jeg i følelsen af en konstant pres i min skoletid. Det var dog godt i den forstand, at det var et vindue ind til den tid som resten af landets skolebørn måtte føle senere, og det var samtidig dårligt netop af den samme grund. Og at det var gavnligt hvis man på sin måde skulle være med til at regere landet, enten i statsbureaukratiets top, i erhvervslivets top eller på anden måde sætte sit eget personlige og generationelle aftryk på Danmark.

Men jeg var ikke en normal dreng, endsige normal ung mand.

Mange år senere tog jeg skridtet og flyttede hjemmefra. Jeg havde forlængst sagt farvel til mit vindue og mit rolige eftermiddags liv. Men de dage sidder i mig, hjemsøger mig på den bedste af alle måder, og minder mig om at finde det der helt særlige, mærkelige hjørne hvor end jeg er, hvor jeg kan være mig selv

Skæbnevalg

Få valg har haft så store konsekvenser eller får så store konsekvenser som Brexit afstemningen i Storbritanien og valget af Donald Trump i USA. Det der er så bemærkelsesværdigt var at de skete samme år. Det der næsten er ligeså bemærkelsesværdigt er begge nationer er fanget i en form for tidslomme, hvor modstandere og i det amerikanske tilfælde også tilhængere af det endelige resultat er besat af forløbet op til og afstemningen i sig selv. Aldrig i den amerikanske politiske historie har man haft en vinder som i den grad opfører sig som om at noget blev stjålet fra ham, og en taber der stadig spøger i kulissen. Et præsidentvalg plejer at være ovre når den ene er nået til 270 valgmænd og det er så det. I valget 2000 skulle vi et par uger hen og en højesteretsafgørelse igennem for få erklæret vinderen, men det var så også det

I Storbritanien venter alle med lidt foruroliget anelser på præcis hvad det er der skal ske efter Brexit afstemningen. Det vil få kæmpe konsekvenser for Europa, for briterne selv, for folks almindelige hverdag, men på hvilken måde er der ikke rigtig nogen der ved. På den måde er skæbnevalg både synlige og usynlige. Man ved det bare. Når forandringer sker. Som det britiske valg i 1979 hvor man ikke bare valgte den første kvindelige premierminister men hvor man indvarslede en helt ny økonomisk politik fra den ene dag til den anden

Det samme i USA i 1932. Både Thatcher og Roosevelt havde en plan i lommen da de satte sig i stolen som politiske ledere. Planerne var meget forskellige, men de så en krise, identificerede en måde at ville løse det på og gik i gang. På den måde var perioden efter historisk og vi taler fortsat om det. På den måde går ledere over i historien. De som kan tage en krise, en usikkerhed, en tvivl og lede sit land igennem dette. Men med både valget af Trump og med Brexit mangler man endnu at se om der kan komme noget samlende, noget favnene, noget mening ud af det hændte.

Europa venter, USA venter. Der ventes

At slå sine drømme op

At slå sine drømme op, er som at sætte teser på kirkedøren, at råbe ind i den store mikrofon, at tælle til uendeligt foran en folkeskare. En skare, som langsomt men sikkert går hjem før tid. Man ender op med at tale til sig selv og nogen særligt inviterede nærmeste. De som er drømme og som lever i drømmen. De som kender dig bedre end du kender dig selv, og egentlig bare ønsker dig lykke og kærlighed. Den kærlighed som strømmer fra selv den mest ukendte kant, og kan skimtes i øjnene og i ansigterne på mennesker du har kendt i hele dit liv. De ser dig og de ser deres eget liv, som en og samme flod der smyger sig ned igennem landskabet, uforandret, uændret over tid. De ser de barneøjne der lå til grund for det hav af spørgsmål, der gør dig til dig. Men de minder dig også om at du bare er blevet et barn med stemmeret og forpligtelser.

Det er modstandens hovedstrøg. At man vil bryde fri af det at være barn, eller det at blive opfattet som et barn, eller det at nogen skulle finde på at behandle dig anderledes end din alder betinger. Indtil du finder ud af, måske finder ud af, at det må de egentlig godt. De kan behandle dig som de har lyst, bare så længe det er med kærlighed, begavelse og indsigt og omtrent så længe, at du er nogenlunde med på hvad der foregår. Det bliver vi mødt med i alle dele af tilværelsen. Men har man den livsoplevelse, at man fysisk fortsætter med at være lille, kan man længe efter barndommen er forbi, fortsat, af mindre bemidlede ånder, anses for at være et barn.

Men midt i lykken husker man på, at man har slået drømme op. Man har fantaseret om noget, som måske går i opfyldelse. Kan det være for dig selv, kan det være for andre og for dig selv, og kan det holde tidens tand. De fleste mennesker lever for deres egen skyld. De er ikke dannet til mere. De er ikke opdraget til mere. Deres liv fylder så rigeligt, at alt andet udover det ikke spiller nogen rolle, måske er det ligefrem en gene. Men når man har rørt uendeligheden, når man har hørt om nedtrampede stier af mennesker med et kolossalt overskud og en ydmyghed, der kalder på den største ærefrygt og betydning, så man begynder at tænke:

Indgår jeg i dette kredsløb af eftergivenhed? Indgår jeg i denne lange snor af begivenheder som definere selve det gode og det menneskelige, men samtidig, på sin måde, det usigelige og det ydmyge?

Hvis livet er en fakkel ned igennem tiden, så lyser den fakkel så stærkt når den som bærer denne fakkel i de vigtigste stunder, har øjnene fikseret på andre og andet end sig selv. De som betyder noget. Dem. De andre. Her begynder de andre at fylde mere end en selv, eller sådan vil man i hvert fald gerne tænke. Måske er det sådan, at det først er når man stifter familie, at man egentlig på fysisk plan bliver klar over, at der er nogen som betyder så meget for en, at man uden nogen sværdslag giver dem den plads i ens liv og ens hjerte som man selv optog førhen.

Det er drømme, det er mål, og det er livet selv. Men livet leves også indtil da, og længe efter at man har opnået noget. Der skal man leve ligeså vel. Der skal man være noget for sig og måske endnu mere, man skal være noget for andre.

Først og rigtigt, men rigtigt først

Vi lever i den mest hektiske medieperiode, måske endda med brug af ordet æra, i verdenshistorien. Nu'et afspejler ikke engang længere tiden for deadlines og for at få oplysninger ud til befolkningen. SOME har brudt de normale strukturer ned og bygger nye op. De gamle regler skiftes ud med en knivskarp konkurrence. Ikke om bevidsthed, men om opmærksomhed. Alle journalister, mediefolk generelt, bloggere og alle der i dag udgør det samlede mediebillede er på daglig basis nødt til at forholde sig til, være kritisk overfor, være ydmyg i forhold til, den strøm af oplysninger der kommer sejlende forbi og de mange valg og fravalg der skal tages.

Som freelance blogger med få enkelt interesser, hidtil uden nogen kommercielle bindinger der selvfølgelig markant lettere. Men når noget sendes ud, læses af andre, hvad man kender dem eller ej, skærpes ens vurdering af hvad som er rigtigt, hvad som er forkert, hvornår der bygges en dagsorden og hvornår noget er så objektivt, faktabaseret, at det kan bruges uden videre overvejelse til andet end det faktiske indhold. Men i en verden der forandrer sig, i en verden med nye magt strukturer, en meget stor og voksende global økonomisk ulighed, og tvivl om de samfundssøjler som i hvert fald i den vestlige verden, har været bærende siden 1945 og frem, er det ikke for meget at sige at alle bolde er kastet op i luften. Når alle bolde på den måde hænger i luften, og venter på at komme ned og blive grebet af nye spillere, eller gamle spillere i nye forklædninger, giver det enhver skrivende, enhver kommunikerende et kæmpe ansvar for at være ikke blot præcis, men ydmyg, eftertænksom og huske på den dannelsesproces der har bragt den skrivende til den position han eller hun har på dette tidspunkt i historien.

Vi er historiens hænder og fødder, og uden historien ville alt være ligegyldigt, men vi kan have en tendens til at forestille os livet som værende udelukkende nu og her, baseret udelukkende på alle de genkendelige værdier, institutioner og vedtagne sandheder som vi se foran os. Det er ikke unormalt. Sådan har det altid været, og når man ser hvor meget den menneskelige civilisation har rykket sig over de sidste bare 1.000 år, så må man sige, at forandringerne vil og skal komme. Det er ikke nødvendigvis forandringer man kan lide, det kan endda være forandringer som kører verden i backgear i forhold til det enkelte menneskes ønske om at leve et harmonisk liv, en stats ønske om en bred og uforstyrret fred, frihed, stabilitet og fremgang for sine borgere, og en civilisations ønske om at eksisterer længere end nogen anden civilisation i verdenshistorien. Men sådan er det nu engang. Og ned i myretuen, der hvor den skrivende, den tænkende, den handlende, den følende, den levende befinder sig, er hver enkelt del vigtig for helheden

Og så er det som min gamle chef Ulrik Haagerup sagde, vist nok til en julefrokost i DR Nyheder. "Det er vigtigt at det er først og rigtigt, men det skal være rigtigt først"