Larsen

Larsen. Vi ved hvem der tales om. Et ikon. Et menneske der steg op til nationalskjalds flyvehøjde fra baggården i Nordvest. Fra drengen hos en enlig mor, til den voksne mand der skrev lyd tapetet til flere generationers liv. Han skriver sig ind, denne Larsen, i en række af danskere som var noget ekstra for sin tid, og noget ekstra for sin eftertid. Ole Rømer, Niels Juhl, H.C.Andersen, N.F.S Grundtvig, Søren Kirkegaard og Kim Larsen. Der kan nævnes andre.

Men det er på den liste Kim Larsen nu residerer. Det gør han i efterlivet, med en smøg i kæften og en øl i hånden, med en skarp replik og en arbejdsmoral der kom fra hjertet. Han var i sin tid, og han var nærmest en tid

Tak Kim Larsen

Sverigedemokraterne

Regeringsdannelsen i Sverige er noget der tager tid. For ingen vil samarbejde med Sverigedemokraterne. Men det rykkes der ved nu, hvor KD åbner for et samarbejde. Det fremstilles hernæst som et jordskælv, en fuldkommen utrolig handling.

Sverigedemokraterne fik mere end 17% af stemmerne, næsten hver femte svensker stemte på dem, og dem der har stemt på dem er mange menneskers naboer og genboer. Det virker meget ikke-skandinavisk, at man vil undlade at samarbejde med et bestemt parti i landets lovgivende forsamling

Træt

Det har været en måned som endnu engang beviser, at livet leves forfra og forstås bagfra. Andre gange fra den ene side, som forsøger at forstå den anden side, mødes et sted med sig selv og forlader sig selv igen. Det frie, uafhængige, tænkende menneske forstørres til stor-mumie og formindskes til det rene ingenting. Man venter.

På svar fra et menneske man aldrig før har mødt, og man måske aldrig kommer til at møde igen. Med få slag på en tromme bliver den såkaldt frihed bragt i fare. Det er som oftest før, så dramatisk når selve friheden bringes i fare.

Men man ånder og lever videre, og man føler sig så morsomt magtesløst. Men noget har forandret sig

Der kommer en tiltagende følelse af udmattelse, at det frie menneske ikke orker at kæmpe, tale, agitere, overbevise om sit behov for frihed, sin livstilstand i øvrigt, og et kontinuerligt intellekt. Man er træt. Ikke træt på den måde at man er søvnig, men træt på den måde at man mærker det et dybere sted end sine muskler, knogler og sener. Man mærker en træthed i hjerterummet og man ænsede faktisk ikke en sådan træthed fandtes.

Det er sikkert ikke engang træthed, men apati, og apati selv for det man er mest ræd for, og de værdier som man mest af alt holder i hævd. På et tidspunkt kan det komme ud på et. Det bliver ved med at være det samme, det bliver ved med at snurre klokkerent rundt, det bliver ved med at hejse sig selv op fra græsrødderne og stikke armene mod trætoppene i beruselse over endnu engang at sige, gøre og tænke noget ualmindeligt.

Denne træthed, denne apati oplever det kæmpende menneske, og det er hans eller hendes værste skræk, for man forveksler det med opgivelse. Opgivelse er dog en konklusion, og for at nå en konklusion skal man være afklaret, og man kan ikke være afklaret i en apatisk tilstand. Det er mere skingert end umuligt. Det er skingrende umuligt. Hvad der derimod er muligt er sandhedens kunst. Simpelthen at svare noget så frækt som sandheden på det man bliver spurgt om, og så håbe og tro det bedste. Det var den nat man lagde kimen til sejren, der lagde dunjakkerne til nederlaget, der lagde opblomstringen til hverken eller og så videre derfra.

Man kan sagtens forestille sig hvordan menneskeheden i hele sin livagtige historie, har opfundet hjul og stejle og helligdage for at få noget at gå op og miste risikoen for apatien og trætheden. Nogen trækkes ud af huse og så skal der da holdes en fest, spise rødt kød, drikke mjød fra en kande, og ikke ane en levende fis om bruttonationalprodukter og CO2 udslip. Det ville være så håbløst langt fremme i bevidstheden at det ikke har noget med nuet at gøre. Hverken dengang eller nu.

I og med at det bliver mørkere, træerne mister sit tøj, skyerne får vind som selskab og solen blotter sig så lidt som muligt, bliver det lettere at indtage positionen, rollen, livsstykket som apatisk og træt, men det kolliderer med det flora-danica image, man gerne skulle have af glade, smilende, overlevende jeg. Det er et jeg i overordentlig positiv og livskraftig forvandling, for her bliver apatien og trætheden til en livskunst, som beundres for værende den nye tids bud på den gamle tids ånd.

The brits

Der kommer nok en aftale mellem EU og the brits. Jo mere drama, jo flere cliff-hanger taler, jo flere forhandlinger i store sale, jo mere historie, jo mere ligner det at enderne kommer til at mødes til sidst

Om aftalen bliver god for europæerne og for briterne er en helt anden historie 

DR

Journalistisk martyrium

På dagen for nedskæringer i DR fremvises samtidig den nye public-service forpligtelse. Politisk set er der ikke så meget at komme efter, der er et flertal i folketinget for den nye førte politik. 

Men det som skærer i øjnene, er DRs nye journalistiske begrænsning.

At man ikke længere skal skrive længere, dybdegående historier.

Her bliver en Orbanisering af Danmarks Radio en realitet. Nogen ønsker ikke, at DR går i dybden. Hertil må så siges, at hvis ikke DR kan gå i dybden, så skal der ikke i fremtiden være et DR. For hvad er Danmarks Radio uden selvstændig journalistik af kaliber? Uden journalistisk, redaktionelt eller research(host) dybdegående arbejde?

Alle kan lave den "Store Bagedyst" eller læse op fra en skærm, at der er bombardementer i Syrien og patienter på gangene på sygehusene.

Men det er vel en del af den højere orden. At DR koncentrerer sig om mellemlaget og ikke går i dybden. For nogen må vel mene, at den retning hvor DR går i dybden ikke tilfalder deres interesser eller landets interesser eller begge dele.

På den måde vil Danmarks Radio over tid have udspillet sin rolle og ende på historiens losseplads

Og det er vel nogens overordnede målsætning. Det må man tro

Vildskud

En fodboldsspillers vigtigste opgave er at være kreativ og løse sine faste opgaver samtidig. Stå på jorden og hoppe op i luften på samme tid. Det kan man med de helt rette ingredienser. I tilværelsen forsøger vi noget lignende. Det går for en tid. Faktisk er det sunde liv grundlagt i forsøget på at række ud efter stjernerne, fejle og derefter mere fornuftigt korrigerer ind til landjordens dybde. Nogen vil springe et led over, måske i frygt for at fejle, måske i frygten for frygten for at fejle, mens andre efterlever den udlagte skabelon og lever det almindelige/ualmindelige liv.

På et tidspunkt laver vi et vildskud, hvor vi står foran mål og hamrer langt over eller ved siden af og måske rammer så skævt at dele af stadion kommer i berøring med en bold, som aldrig nogensinde burde have været kommet deres vej. Det må man håbe. Faktisk må man håbe at summen af vildskud er ret høj, når man er ung.

For man forsøger noget. Man prøver noget.

Prøver sig selv og, også i kølvandet på dette, andre mennesker af. Vi bliver objekter for hinandens forsøg, indtil vi finder den og de stier vi går nedad. Tidligere var det én sti, én hylde og man kunne være tilfreds. I den er stien og hylden én selv og man er sin egen virksomhed, sin egen mentor, sin egen motor, og sin egen drivkraft. Der vil være folk der falder af på den konto, folk som ikke kan klare det og som hellere ville leve i en højere grad af social og normativ beskyttelse fra et tidligere sted i tilværelsen.

Men vildskud skal der til, også selvom man kun laver vildskud og ikke andet

Manafort

At Paul Manafort har indvilget i at samarbejde med Mueller åbner et nyt kapitel i undersøgelserne mod Trump kampagnen, mod Trump selv, og i forhold til Trumps præsidentembede i øvrigt.

Der kommer et tidspunkt, hvor det bliver svært for Trump administrationen at foretage sig ret meget andet end at vente på rapporten fra Robert Mueller og for resten af verden at foretage sig ret meget andet rent politisk end at vente på selvsamme rapport

I mellemtiden kan man spekulere i Trumps skyld og uskyld, og man kan spekulere på om hvorvidt Paul Manafort ligger inde med oplysninger der kan fælde præsidenten eller medlemmer af præsidentens inderste kerne og/eller familie.

Men i forhold til tidligere tiders kritiske punkter rettet mod Trump, er der med først Michael Cohens plea-deal og nu Manaforts plea-deal tale om egentlige retsprocesser, som Trump vil blive nødt til at forholde sig til rent juridisk og ikke bare kan tweete sig ud af