En weekend i Århus

Sidder i en lejlighed alene. En mand ved navn Hartvig, har netop foræret en mand med kælenavnet Bassie en ørkenrotte. Drengene grinte og de tog deres vin, deres glas og gik ned og drak i Irma. Min barndomsven Simon var med. Tilbage sad jeg og så på en tv skærm. Operation Irakisk Frihed var begyndt dagen forinden, og i de timer blev der sat ild til Bagdad i live tv. Fra luften kanonerede den 101.luftbårne den irakiske hovedstad og langt derfra sad jeg dybt i tanker, men også med en følelse af historiens vingesus. Der bliver krydsklippet til det hvide hus hvor Præsident George W Bush vil tale til nationen og verden. "På mine ordrer" begynder han og døren til lejligheden går op. Drengene er feststemte efter at have drukket drue i Irma. Sikke noget. De er i festligt lag og jeg griner lidt nervøst over hvad der skal ske nu. Jeg er 19 år, på vej til at blive student, en verden ligger for fødderne, og her sidder jeg i Århus på endnu et kapitel af en dannelsesrejse med Dylan som lydtæppe. De er hippier, måske ikke rigtige hippier men i virkeligheden bønder der gerne vil være hippier, men de insisterer på værdier og de kendte hinanden fra efterskole, den semireligiøse oplevelse, der konstant bliver henvist til. Simon var derimod på mit hold. Jeg havde kendt ham siden vi begyndte sammen i børnehaveklassen på Vedbæk skole, fulgt hinandens liv og nu sad vi der som børn der skulle forestille at være unge mænd, som skulle forstille at vide hvad det drejede sig om. Jeg vidste i hvert fald hvad det drejede sig om, dette var jeg ganske overbevist over. Sms'er tikkede ind, sideløbende samtaler med to venner hjemmefra og den, stiltiende men fulde accept af at desarmere Saddams forventelige masseødelæggelsesvåben og demokratisering af mellemøsten. En debat var gået forud, og svedige hænder, der røbede moralens stopklods. Men demokratiseringen af Mellemøsten var i sving. Et land ad gangen.

Der blev skruede ned for lyden af tv'et og op for lyden af Dylan. Ørkenrotten blev aftens morskab og efterskoledrengene sloges med hinanden i et tilstødende lokale, som var barndommens udskejelser der hvor man kunne flygte hen i voksenlivets vanskelige nuancer. Der blev grint og der blev drillet og Simon og jeg var mere tavse end vi ellers ville have været. En gruppe af unge mænd i midten af tyverne, beåndet i enkelte tilfælde af universitetets visdom kontra to finkæmmede nordsjællandske drenge. Det var to verdner der var stødt mod hinanden som venlige skibe i råkoldt vejr. Den humanistiske, venstreorienterede verdensredende diskurs over for en konservativ, institutionel og mainstream. Så mainstream man kan være når man uden rigtig at være klar over det, tilhører den ene procent. Men der blev også drukket vin, øl og lagt planer for hvad der skulle ske. Vi gik på bar og samtalen fortsatte og der blev forsøgt små, men præcise slange-hug mod min meget korrekte borgerlighed, som jeg besad i den periode, og forfægtede med det yderste af neglene.

Min ven Simon fungerede dog også som en modvægt, man var ikke alene, og diskussionerne forsvandt ind i en tåge af røg, for dengang røg man jo som skorstene på alle barer og værtshuse i det ganske land, og i en tåge af druk. Dagen efter var vi på Aros. For første gang for mit vedkommende, og vi lagde vejen forbi Boy i kælderen/stuen og forbi Købke i Guldalder samlingen, og vi så hvordan dansk kunst havde udviklet sig fra det fornemme og højtidelige til det uforståeligt indforståede senere.

Selskabet morede sig over kunstens ynde og mødte en person, som arbejdede sammen med en i selskabet. En kendis, der kunne få denne person til at hævde sig. For i et selskab af unge mænd er det at hævde sig, om så blot for et øjeblik guld værd. Og i særdeleshed i et selskab hvor diskursen er frihed, tolerance og andet i den sammenhæng. Det er kameler der venter på at drikke af det forbudte vandhul inden de igen skal vandre tværs gennem ørken.

En af drengene trampede på mit dæk i den overfyldte bil(min) og vi måtte lægge det løjerlige sprogbrug til side og være praktiske. Overalt vi kom blev de samme vendinger brugt igen og igen, vendinger undfanget for længe siden i en anden verden. Men timerne gik og Århus lå for vores backspejl på vej tilbage til København.  Det var mit første møde med byen, og det blev ikke det sidste

Trump kan være Globaliseringens redning

Hvis man ikke holdt af globaliseringen før Trump blev præsident kan det være at man begynder at elske den nu. Måske ikke den ulighed af overskuddet som globaliseringen har medført og den tiltagende centralisme i sit kølvand, men billigere varer i supermarkedet og evnen til at rejse billigere end nogensine før hvorhen man vil.

Der er torne i globaliseringen, torne så store at Trump slog Hillary og briterne stemte sig ud af EU.

Men told på varer, handelskrig og konfrontation mellem partnere er en kanonsalve mod det globale marked af varer, tjenester og ydelser som med langsomme skridt forbinder hele verden med hinanden. Der har været globaliseringer før, og der ofte endt med krig, folkevandringer og katastrofer. Men menneskeheden ser ud til at ville prøve igen og igen. For vindingsskyld.

For verdens skyld. Vi får at se om Trump vil ødelægge denne globalisering, eller om han er dens redning

Anklager mod Rusland 2

Anklagerne mod russiske statsborgere er samtidig en inddirekte anklage mod Trump kampagnen. Selvom Trump gør hvad han kan gøre, for at frikende sig selv, så fremstår samarbejdet mellem russiske entiteter, Wikileaks og Trump kampagnen efterhånden op til valget i november '16 mere og mere klart. Der spekuleres ydermere med rette i, at Rosenstein og Mueller beskytter sig selv ved at gå efter russerne først. Det lyder plausibelt. Det lyder ligeledes plausibelt, at det her vil fortsætte i lang tid frem.

At der vil rulle hoveder i Washington, også før et eventuelt bevis kan fremlægges mod Præsidenten eller flere af præsidentens mænd. For allerede nu er flere af kampagnens ledende folk under anklage for føderale ulovligheder. Det er en ret uhørt situation, men også en situation som meningsdannere og eksperter mere og mere anser for at være russernes hovedformål.

At gøre USA til grin foran resten af verden, at demonstrere at USA ikke er noget moralsk, systemisk forbillede for nogen, men at man kan, med meget simple midler, få det hele til at ramle hos amerikanerne. Om ligefrem det hele ramler, er tidligt at sige.

Institutionerne står jo endnu, omend rystet. En udløber af hele denne sag, kan være en reform af eksempelvis FBI, som alt andet lige står ramponeret tilbage. Det har skabt en splittelse mellem USA og Europa, men den splittelse var gældende i forvejen. Det er ikke et afgørende brud mellem USA og Europa

Man må formode at russerne vil stille spørgsmålstegn ved, hvorfor deres regering har gang i alt det her, men så længe det er med "succes" så vil den store kritik udeblive. Det vil vække, og måske allerede har det vækket de kræfter i Vesten som interesserer sig for, og forstår, det store globale spil. Det sluttede altså ikke med den Kolde Krigs afslutning. Det var ikke enden på historien. Det var blot et mellemspil, endnu et mellemspil, henimod en ny konfrontation, mod et nyt teater og positionering. Det forstår man sig måske på. Det ved man hvad er. Man hører nærmest et lettelsens suk i politiske og militære kredse. Det vil betyde oprustning på begge sider af den fortsat imaginære front. Det vil betyde en betydelig lettere opgave i at definere venner overfor fjender.

Det vil betyde en oprustning i samfundsmoral i mange samfund, og mange lande. Om det er godt eller skidt, skal bedømmes ideologisk og moralsk. Det er en udløber af enhver politisk diskussion, at uenigheden også må gælde den dybere følgevirkning af begivenheder, udsagn og forløb. Dette, anklagerne mod Rusland, er en del af det forløb som vi ser i øjeblikket.

Det er hverken begyndelsen eller afslutningen, men et kapitel midt i det hele. Midt i virvaret, der tegner nye grænser og skaber nye hierarkier

Anklager mod Rusland 1

I skrivende stund har Justitsministeriet anklaget 13 navngivne russere og mindst 3 russiske selskaber for at have blandet sig i det amerikanske præsidentvalg i 2016. Anklagen går dog væsentligt dybere.  Med brug af internet bots har russere angiveligt forsøgt at disrupte ikke blot den amerikanske valgproces, men også valgprocessen i en række andre vestlige lande. Om det er foregået i Danmark må stå hen i det uvisse, men uden tvivl er Danmark også på russernes radar.

Det ejendommelige i anklagerne er i hvilket omfang de navngivne russere og deres bagland har forsøgt at skabe kaos og konflikt i USA. De har forsøgt at få Donald Trump valgt til præsident, men det er kaosset og de interne konflikter i Washington der har lignet det klare mål. De har kort sagt spillet USAs ledende institutioner ud mod hinanden. Hvorfor vides ikke. Der spekuleres i øst og vest. Her på blokken har jeg selv kommet med enkelte overvejelser. Men i ærlighedens navn, så står det ikke klart. Det der står klart er, at verdens konflikter for alvor er rykket på nettet, og at russerne er langt foran på points som det ser ud i øjeblikket.

Det dækker dog over et uomtvisteligt faktum. At Rusland agerer Tordenskjolds soldater, rykker skakbrikkerne rundt så hurtigt at man tror at de er overvældende i deres magt. Det er Rusland ikke.

Måske netop derfor, er det vigtigt for Kreml at disrupte så meget man kan, så mange steder man kan. For det er det man kan. Og ikke rigtig andet. Væk er de styrke der lå i Sovjetunionens krigsmaskine i 1940erne. Med planøkonomisk og kommunistisk selvdestruktion, forsvandt Sovjets styrke gradvist fra slutningen af anden verdenskrig og frem til Murens fald og selve Sovjets sammenbrud.

Den styrke er ikke kommet nær tilbage endnu. Staten Rusland er i høj grad et top-down samfund, hvor den enkeltes kreativitet ikke spiller den store rolle. Hvad der spiller en rolle er olie, naturressourcer og magt.

Det er en magt som ligger i Kreml, på hovedkontoret, i det som engang var et Politbureau men i dag er en krydsning af forskellige værdier og interesser. Som så mange andre steder, fristes man til at sige. Naboerne frygter Rusland, især dem som ikke er med i Nato. De som er med i Nato har ikke lyst til at nærme sig Rusland, foruden ofte elitære fraktioner i deres lande. Hvorfor? Fordi Rusland har mindre grad af frihed, men også et markant lavere BNP pr Capita end man har i de vestlige lande.

Det betyder noget. Det betyder noget, hvis man vil åbne en forretning, det betyder noget hvis man vil handle frit over landegrænserne, det betyder noget hvis man vil se sine efterkommere vokse op i frihed. Det er fortsat apparatet fra Kommunismens tid, med nye uniformer, med religiøse og nationale symboler. Der kan smigres med et moderne sprog, moderniseret politisk diskurs og så videre. Man kan endda pege på oprigtige overtrædelser af aftaler indgået for flere årtier siden.

Men Rusland har i sidste ende ikke noget at byde på i dag, som ikke kan overbydes af vestlige demokratier. Fejlen vil dog være at man ikke er i dialog med Rusland, og fejlen vil være at tro at ens eget system, at ens egne strukturer er fejlfri. Rusland kan gøre indhug i Europa og i USA fordi der er ting som skal udbedres. Alvorlige brister i forhold til økonomi, politik, samhørighed, suverænitet, og immigration som tærer på de mere og mere flossede nerver på begge sider af Atlanten.

Det giver russerne en chance for at kaste endnu mere grus i maskineriet. Men der var rigeligt grus i forvejen

Lige over grænsen

Når Tyrkiet invaderer det nordlige Syrien, så reagerer verdenssamfundet med et tilbagetrukket åndedrag. Der foregår så mange andre ting samtidig. Man kan ikke rigtig tage sig af det. Alle der har fulgt konflikten i Syrien, har vidst at Tyrkiet og andre ville "håndtere" det kurdiske spørgsmål på et tidspunkt. Den måde man har valgt at håndtere det, er ikke nogen overraskelse heller. Med overvældende våbenmagt fordriver man de militante kurdere væk fra områder og tilbage i defensiven. Det politiske må komme senere. Det handler for tyrkerne om deres suveræne integritet, og naturligvis om at deres kurdere ikke skal få den ide at man kan lave et selvstændigt land. Kurderne har tabt på forhånd. Der er ikke en eneste stor magt i verden, som har den politik at kurderne må få deres eget land. Det kan til nøds blive en aftale med en hovedstad om øget selvstyre. Men altid indenfor den konkrete paraply. Hertil og ikke længere

Afghanistan

I den seneste tid er andelen af terrorangreb steget kraftigt i Afghanistan. Særligt Kabul har været hårdt ramt. Af selvmordsbomber primært. Det er eskalering og yderligere destabilisering af en i forvejen skrøbelig stat. For at sige det mildt. For efter mere end 30 års krig, har store dele af befolkningen aldrig kendt til andet end netop krig. Aldrig kendt til andet end skiftende alliancer og brudte løfter, af udefrakommende stormagter og små-magters hårde indblanding. Først Sovjet, siden USA og allierede. Men igennem alle år har et islamisk spøgelse hvilet hen over store dele af landet, og det vil det fortsætte med i mange år frem. Et land inddelt i klaner, uafhængige befolkningsgrupper med eget sprog og egen kultur, med, en for mange, usynlig grænse mellem Afghanistan og Pakistan. En grænse der altså reelt kun eksisterer for kyndigt interesserede nørder og ikke for almindelige mennesker, og navnlig ikke for militante, som hver dag krydser det bjerg landskab som den såkaldte grænse udgør.

Grunden til at man måtte interesserer sig ekstra for netop Afghanistan er, at Danmark har kæmpet der i årevis, med temmelig store tabstal til følge, målt i forhold til vores indbyggertal.

Det store spørgsmål er så. Er det blevet bedre? Har vi præget Afghanistan i en mere demokratisk retning? Ud fra talrige beskrivelser fra hjemvendte soldater, diplomater og NGOer, så har det haft en positiv indvirkning på landet, at vi og resten af den internationale koalition har været der. Men det underliggende problem, den militante islamisme er der fortsat, og de er blevet kraftigt styrket de senere år.

En islamisk fremkomst igen, vil selvsagt rulle meget af den forbedring tilbage som er sket i Afghanistan og igen gøre landet til en hub for terrorister og for udklækningen af nye Al Qaeda lignende grupper. Men betyder det så at vi skal blive der i al evighed. Svaret på det er svært, for det lader til, at man er nødt til at blive i Afghanistan med en styrke af en vis størrelse for at forhindre at militante grupperinger igen får kontrollen med så store dele af landet at de igen er i kontrol. Omvendt, hvis ret skal være ret, så kan vi simpelthen ikke blive i Afghanistan længere med det antal soldater som ville være nødvendigt.

Der er ikke flertal for det i befolkningerne, det koster for mange penge i forhold til hvad man kan påvise at man får ud af at være der, og man får ikke revet den militante lejr op med rode. Det ville kræve en tredobling af soldaterne fra stort set samtlige af koalitionens lande, en voldsom eskalering af kampene ved grænseområdet og så det umulige, en invasion ind i Pakistans territorium for at få bugt med lederne. Det kan ikke lade sig gøre. Ydermere har russerne meldt deres ankomst. Hvad deres ærinde er, hvem de egentlig støtter og navnlig hvorfor de støtter dem, må stadig stå hen i det mere uvisse. Men deres tilstedeværelse er en yderligere besejling af argumentet om, hvor kompliceret forholdene er på jorden, hvor meget det fortsat ligner en dødsfælde for Vesten, og hvordan helvedet ser ud til at fortsætte for civilbefolkningen

Hvis man ikke er et menneske, hvad er man så?

De næste år vil revolutionere vores syn på stamcelleforskning, kloning, skabelse af alternativt liv, kunstig intelligens og mange andre forhold som vil ændre den måde vi opfatter liv på. I samme moment vil vi måske, i vores egen kerne, ændre opfattelse af det som vi betragter som vores eget liv? Det vil stille en række helt centrale, eksistentialistiske spørgsmål til hvad mennesket er for en størrelse og hvor mennesket er på vej hen. Personligt er jeg endog meget tilhænger af videnskaben, ud fra den frase: Jo mere videnskab, jo bedre. Der er dog et etisk dilemma og det dilemma bliver ikke mindre som årene går. I årtier har etikken holdt os fra de mest banebrydende, men måske nok også de mest kontroversielle konsekvenser og fordringer af mulighederne med videnskaben. Snart vil det være umuligt at standse. Intet kan blive af-opfundet. Når det først er derude, og det er jo hvad som helst, så lever det sit eget frugtbare, mærkelige og brugbare liv i hænderne på de mennesker der nu engang har forstand på at bruge det. Man behøver ikke at være særlig historisk kyndig for at vide, at det igennem tiden er gået grueligt galt. At udnyttelsen af mennesker, har ligget klinet op af begejstringen for opfindelsernes betydning for den samlede menneskehed.

Det store spørgsmål, som man kan stille vil være. Ville jeg selv blive født i morgen, hvis den og den teknologi gjorde det muligt at opdage et eller andet? Det isoleres ikke kun til mennesker med handicap, men i virkeligheden alle. Vi kan ikke vide med sikkerhed hvad fremtidens samfund vil fremelske af "mennesketyper". Vi aner ikke om det vi tager for givet i dag, givet som tilstand, også vil blive taget for givet på den måde om 50, 100, eller 200 år. Faktisk kan vi være ret sikre på, at det sandsynligvis ser helt anderledes ud om 2-3 generation end det gør i dag. Og at der allerede i dag er stor forskel på hvad man hos klodens forskellige civilisationer, anser for at være det gode kontra det såkaldt dårlige liv. Men det er nærmest sikkert, at ingen civilisation vil gå fri for at blive dybt påvirket af videnskabens frembringelser, og de metodiske forudsætninger som ligger bag disse frembringelser. Den fælles diskurs, fælles metode, fælles videnskabsteori som måtte ligge til grund for opfindelsen, og den videreførte opfindelse.

Bolden ruller, og vi ruller egentlig bare med "for the ride"