Afghanistan

I den seneste tid er andelen af terrorangreb steget kraftigt i Afghanistan. Særligt Kabul har været hårdt ramt. Af selvmordsbomber primært. Det er eskalering og yderligere destabilisering af en i forvejen skrøbelig stat. For at sige det mildt. For efter mere end 30 års krig, har store dele af befolkningen aldrig kendt til andet end netop krig. Aldrig kendt til andet end skiftende alliancer og brudte løfter, af udefrakommende stormagter og små-magters hårde indblanding. Først Sovjet, siden USA og allierede. Men igennem alle år har et islamisk spøgelse hvilet hen over store dele af landet, og det vil det fortsætte med i mange år frem. Et land inddelt i klaner, uafhængige befolkningsgrupper med eget sprog og egen kultur, med, en for mange, usynlig grænse mellem Afghanistan og Pakistan. En grænse der altså reelt kun eksisterer for kyndigt interesserede nørder og ikke for almindelige mennesker, og navnlig ikke for militante, som hver dag krydser det bjerg landskab som den såkaldte grænse udgør.

Grunden til at man måtte interesserer sig ekstra for netop Afghanistan er, at Danmark har kæmpet der i årevis, med temmelig store tabstal til følge, målt i forhold til vores indbyggertal.

Det store spørgsmål er så. Er det blevet bedre? Har vi præget Afghanistan i en mere demokratisk retning? Ud fra talrige beskrivelser fra hjemvendte soldater, diplomater og NGOer, så har det haft en positiv indvirkning på landet, at vi og resten af den internationale koalition har været der. Men det underliggende problem, den militante islamisme er der fortsat, og de er blevet kraftigt styrket de senere år.

En islamisk fremkomst igen, vil selvsagt rulle meget af den forbedring tilbage som er sket i Afghanistan og igen gøre landet til en hub for terrorister og for udklækningen af nye Al Qaeda lignende grupper. Men betyder det så at vi skal blive der i al evighed. Svaret på det er svært, for det lader til, at man er nødt til at blive i Afghanistan med en styrke af en vis størrelse for at forhindre at militante grupperinger igen får kontrollen med så store dele af landet at de igen er i kontrol. Omvendt, hvis ret skal være ret, så kan vi simpelthen ikke blive i Afghanistan længere med det antal soldater som ville være nødvendigt.

Der er ikke flertal for det i befolkningerne, det koster for mange penge i forhold til hvad man kan påvise at man får ud af at være der, og man får ikke revet den militante lejr op med rode. Det ville kræve en tredobling af soldaterne fra stort set samtlige af koalitionens lande, en voldsom eskalering af kampene ved grænseområdet og så det umulige, en invasion ind i Pakistans territorium for at få bugt med lederne. Det kan ikke lade sig gøre. Ydermere har russerne meldt deres ankomst. Hvad deres ærinde er, hvem de egentlig støtter og navnlig hvorfor de støtter dem, må stadig stå hen i det mere uvisse. Men deres tilstedeværelse er en yderligere besejling af argumentet om, hvor kompliceret forholdene er på jorden, hvor meget det fortsat ligner en dødsfælde for Vesten, og hvordan helvedet ser ud til at fortsætte for civilbefolkningen

Hvis man ikke er et menneske, hvad er man så?

De næste år vil revolutionere vores syn på stamcelleforskning, kloning, skabelse af alternativt liv, kunstig intelligens og mange andre forhold som vil ændre den måde vi opfatter liv på. I samme moment vil vi måske, i vores egen kerne, ændre opfattelse af det som vi betragter som vores eget liv? Det vil stille en række helt centrale, eksistentialistiske spørgsmål til hvad mennesket er for en størrelse og hvor mennesket er på vej hen. Personligt er jeg endog meget tilhænger af videnskaben, ud fra den frase: Jo mere videnskab, jo bedre. Der er dog et etisk dilemma og det dilemma bliver ikke mindre som årene går. I årtier har etikken holdt os fra de mest banebrydende, men måske nok også de mest kontroversielle konsekvenser og fordringer af mulighederne med videnskaben. Snart vil det være umuligt at standse. Intet kan blive af-opfundet. Når det først er derude, og det er jo hvad som helst, så lever det sit eget frugtbare, mærkelige og brugbare liv i hænderne på de mennesker der nu engang har forstand på at bruge det. Man behøver ikke at være særlig historisk kyndig for at vide, at det igennem tiden er gået grueligt galt. At udnyttelsen af mennesker, har ligget klinet op af begejstringen for opfindelsernes betydning for den samlede menneskehed.

Det store spørgsmål, som man kan stille vil være. Ville jeg selv blive født i morgen, hvis den og den teknologi gjorde det muligt at opdage et eller andet? Det isoleres ikke kun til mennesker med handicap, men i virkeligheden alle. Vi kan ikke vide med sikkerhed hvad fremtidens samfund vil fremelske af "mennesketyper". Vi aner ikke om det vi tager for givet i dag, givet som tilstand, også vil blive taget for givet på den måde om 50, 100, eller 200 år. Faktisk kan vi være ret sikre på, at det sandsynligvis ser helt anderledes ud om 2-3 generation end det gør i dag. Og at der allerede i dag er stor forskel på hvad man hos klodens forskellige civilisationer, anser for at være det gode kontra det såkaldt dårlige liv. Men det er nærmest sikkert, at ingen civilisation vil gå fri for at blive dybt påvirket af videnskabens frembringelser, og de metodiske forudsætninger som ligger bag disse frembringelser. Den fælles diskurs, fælles metode, fælles videnskabsteori som måtte ligge til grund for opfindelsen, og den videreførte opfindelse.

Bolden ruller, og vi ruller egentlig bare med "for the ride" 

Stormpiller

To ord der ikke har meget med hinanden at gøre. Storm og piller. Vi kan se det som en fast størrelse, som en urokkelig, sejlivet organisme, der står bestandigt, men som alligevel har sin egen vilje. Sit eget virke.

Vi ved jo at eksempelvis bropiller udgør en vigtig funktion, en urokkelighed som vi ikke rigtig kan leve uden, også selvom vi faktisk levede fint uden broer i tusinder af år, før vi altså ikke kunne leve uden. Det urokkelige bliver først til at rykke når vi ser bagud. Det vi tog fuldkommen for givet som en sandhed, viste sig at være en konstruktion af en eller anden art, og vi kan lave den logiske slutning, at det vi tager for givet i dag også ligeså godt kan være en konstruktion. Samtidig har vi den tanke, nogen af os i hvert fald, at fordi vi er blevet voksne, så er vi bedre til at skelne mellem det bestående, det såkaldt rigtige, og konstruktionen.

Det tror jeg så derimod ikke at vi er. Ikke synderlig meget bedre end da man var barn. Det er på baggrund af analysen, den store analyse og den lille analyse, at vi foretager en lang række valg af større eller mindre karakter. Nogen gange er det også når vi kaster analysen væk, at vi foretager de måske vigtigste valg i livet, eksempelvis når det gælder kærlighed. Men hvad gør man når man af en eller flere grunde er fanget ind i et livsforløb, eller føler sig fanget ind i et livsforløb, hvor det rationelle bliver det bestående og det følelsesmæssige virker udenfor rækkevidde?

Det gad jeg sådan set godt have et svar på, men et sådan svar findes formentlig kun for den enkelte, som værende en personlig rejse for det enkelte individ i sin tid, og ikke som en let og forståelig hovedregel. Gudskelov. For i så fald kan man boltre sig i alle slags fejl og mangler og forkerte valg, indtil man træffer det rigtige eller indtil man træffer en beslutning der bare er en lille smule mindre "forkert" end alle de andre man har truffet tidligere. På det seneste har jeg spekuleret på Samtalen, som værende både kimen til det oplysende og det modsatte.

At samtalen kan udgøre den imaginære stormpille, der potentielt binder hele lortet sammen, og samtidig kan udgøre det modsatte og forvirre mere end det opklarer. Vi møder indtil den forventede samtale med bagage fra den seneste tid, ønsker den vendt, drejet, vinklet og forløst, og modparten spiller en rolle som mediator, væg og sparringspartner og der gives plads til en tovejs relation detsangående.

Måske fordi vi interagerede så frit og frejdigt som børn og unge, måske fordi vi ikke aner at det næste liv, voksenlivet, er en lang kæde af beslutninger uden noget absolut rigtigt og/eller absolut godt eller absolut dårligt, så er det summen af det for os så kendte asymmetriske som i sit samlede hele udgør den del af tilværelsen.

Flugten fra hønsegården

Da Trump vandt valget i efteråret 2016 var der ikke nogen på den her jord, der var mere overrasket end han selv og hans nærmeste. Chokerede er nok en bedre beskrivelse. Det får man bekræftet i Michael Wolffs "Fire and Fury", der udover at komme med løse rygter og halve historier, alligevel giver en indikation af kaos, forvirring og lede i det Hvide Hus.

Men det stikker måske dybere end som så. Briterne meldte sig ud af EU og Cameron smuttede. Trump tabte valget ved at vinde det, og blev givet et ansvar han slet ikke ønskede. Anders Samuelsen og Liberal Alliance har delt det danske statsbudget op i bider som man kan stikke fra alt efter størrelsen i koalitionen, og da SF var i regering lignede det mere end døds-cabaret end regeringsførelse. Hvad sker der?

Er vi i de her år vidne til en generation, måske to generationers forældre-opgør i slowmotion, ikke med knive og gift som i det kejserlige Rom, men med systematisk udplyndring eller opgivenhed overfor det tunge, men samfundsbærende ansvar? Er vi vidne til en tid, hvor det er vigtigere at have det godt, end at gøre godt og gøre det rigtige? Svaret findes ikke så let. Der er stadig nogen som tager ansvar, naturligvis og selv i uansvarligheden findes et form for ansvar. Men i takt med en automatisering og en magtforskydning, kommer en lede, en ligegyldighed, en tilstand af permanent apati, som breder sig til alle dele af samfundslivet. Det er mørke med mørke på. En flugt fra hønsegården uden noget sted at tage hen.

Samtidig med at de vestlige landes regeringer enten ikke eksisterer(Tyskland eksempelvis) eller i USA hvor den indehaves af nogen som altså ikke vil være der, buldrer Asien frem med 300 km/timen. Det hænger selvfølgelig sammen.

Aftenlandenes indbyggere kan se på morgendagens vindere med misundelse

Det er måske der man skulle flygte hen

Berettigelse

Francis Underwood fortæller os, at vi ikke er berettiget til noget som helst. Berettigelse er det vi som samfund har arbejdet os væk fra. Fra stændersamfundet, til det som nogen kalder godsejersamfundet, til et moderne samfund hvor man skal gøre sig fortjent til det gode som måtte komme til én. Samtidig sniger der sig dog en viden ind om hvordan mange af samfundets institutioner fungerer, hvordan erhvervslivet fungerer. At man alligevel kender nogen som kan skaffe én det man gerne vil have, også selvom man gerne fortæller sig selv, at det har man opnået på egen hånd. At man kan netværke. At man evner, gennem ens sociale kompetencer at knække de koder der skal til, suppleret af de papirer man måtte have, at komme opad og fremad.

Det bør de færreste nok se et problem med, hvis de er i stand til at regne sig selv ud af den gældende ligning. Hvilket naturligvis ser en svær øvelse.

Vores samfund, vores meritokrati er dog alligevel under pres. Den unge generation er mindre end man har været vant til og omkring står andre verdensdele mere end klar til at overtage den rigdom, de markedsandele af verdensmagten, de multiple pladser forenden af bordet, som findes i enhver sammenhæng af værdi vi har bygget op.

Det har nemlig været en civilisations berettigelse for den såkaldte vestlige verden siden omkring 1500 tallet. Men i de her år vokser resten af verden eksponentielt. De lande, hvis BNP pr capita er steget mest siden 2000 har en ting til fælles. Ingen af dem befinder sig i den vestlige verden. Det er asiatiske og afrikanske lande. De er på vej frem, med unge befolkninger, der vil væk fra fattigdom, nød, mangel og ufrihed. Naturligt, og denne udvikling bliver bare forstærket i de her år. Det er befolkninger som stadig gerne vil have rigdommen og velstanden til at have mulighed for at gå til psykolog fordi livet gnaver. For det er livet, og ikke overlevelsen det handler om.

Berettigelsen til at definere hvilke værdier der er sande eller falske, er ikke længere en sportgren for os der lever her i den koldere del af verden, og berettigelsen til indflydelse over institutionelle og samfundsmæssige beslutninger er for mange mennesker i de vestlige samfund som en saga blot. Det er den langsomme retræte, den langsomme tilvænning til småligheden. En smålighed, som skal hilses at siges, kan gøre stor på lang sigt.

Det skaber dog i denne tid vrede, bekymring, angst og måske direkte direkte vrede. Noget kan aflæses på valgresultater, andet kan læses på valgdeltagelse blandt især den yngre generation.

Her gælder for nogen den sørgelige tilgang, at hvad skal engangement gøre godt for, når kortene er blandet imod den unge generation, og at alle samfundets værdier ligger hos den ældre del af befolkningen?

Her er jeg helt uenig.

For vi lever. Og når vi lever, så engagerer vi os. Det er selve udspringet af livets grundlag. Ville man være gået med til at en ugidelig sjæl sagde nej til at jage bøflerne i forhistorien, og dermed ladet stammen forgå? Nej.

Vi er berettiget til ikke at være berettiget til andet end at spørge den næste. Hvordan kan jeg hjælpe? Hvad kan jeg gøre for at dit liv bliver bedre? Og naturligvis i vores menneskelighed håbe, i vores inderste kerne, at nogen spørger os om det samme.

Det har nogen samfund så bygget ovenpå. Skridt for skridt. Ofring for ofring. Fejltagelsesudbedring på fejltagelsesudbedring. Det danske realkreditsystem fungerer under den meget underlige præmis, at man køber en obligation og dermed hjælper folk til at købe fastejendom. Det er et system som blev overført til velfærdssamfundet, der løftede befolkningen i Danmark til en lighed set meget få steder i verden. Man overfører til andre, man aldrig møder. Det skabte et samfund, der som min farfar engang sagde til min onkel "oplever forbedringer hver eneste dag".

Det er mennesker man aldrig man har mødt og man aldrig kommer til at møde i sit liv. Det er bygget på følelsen af et fællesskab i en større, dybere sammenhæng. Men hvor vi ikke sidder lårene af hinanden, skal kigge hinanden i øjnene og tvinge hinanden til en umulig grad af tilstedeværelse og ærlighed. Eller mennesker der kommer til fællesspisning i en hal på Vesterbro. Det kan ligeså godt være Loke som Thor. Dragen som skumslukkeren.

Hvis du læser dette, er du berettiget til at tænke videre over dit bidrag til det evige kredsløb af den kendte menneskehed

Selvfølgelig

Der var et tidspunkt da jeg var dreng, hvor jeg i mangel af bedre stillede et simpelt spørgsmål. Hvorfor er jeg? Ikke noget med hvorfor jeg sad i kørestol, eller hvorfor jeg voksede op i Vedbæk i Danmark eller noget som helst i den sammenhæng. Hvorfor er jeg. Det kom kun som en kort tanke, en komet over nethinden. Men det gled ind i så meget andet, man kunne spekulere over når man sad i en kørestol og så ud af vinduet om eftermiddagen og udskød lektierne til evig tid.

Det var efter at have spillet fifa med en ven, og før man skulle spise aftensmad, og jeg nød at sidde i ro og mag i stuen, i hjørnet af stuen og se ud på haven og tænke over hvad end der faldt mig ind. Det kunne være en episode i skolen, det kunne være noget jeg havde set i tv, det kunne være noget min søster havde fortalt mig, det kunne være den seneste fodbold kamp, det kunne være alt det nævnte, blendet fint ind i hinanden. Jeg sad der ved alle årstider i sommer, efterår, vinter og forår og grublede over stort og småt

Det blev til meget tid alene, og jeg elskede at være alene. Selvfølgelig. For når man er sammen med sig selv er man sammen med den man kender som bedst. Sig selv. Det blev til timer med tanker og vurderinger i forskellige retninger. For og imod den ene ting, for og imod den anden ting. Afvejninger af de seneste konflikter i "børneland", som var det politiske konflikter på Christiansborg eller i USA, og mine interesser og den verden jeg så i tv blev smeltet sammen. Det var en verden hvor man var i kontrol, hvad kontrol så end er for en størrelse. Men der var noget frugtbart, nærmest helligt over det rum hvor tankerne fik lov til at flyde frit. Det er et rum som er forundt for et barn. Som voksen findes naturligvis det anderledes pres. Eller gør det?

Som jeg tidligere har sagt, så var jeg i følelsen af en konstant pres i min skoletid. Det var dog godt i den forstand, at det var et vindue ind til den tid som resten af landets skolebørn måtte føle senere, og det var samtidig dårligt netop af den samme grund. Og at det var gavnligt hvis man på sin måde skulle være med til at regere landet, enten i statsbureaukratiets top, i erhvervslivets top eller på anden måde sætte sit eget personlige og generationelle aftryk på Danmark.

Men jeg var ikke en normal dreng, endsige normal ung mand.

Mange år senere tog jeg skridtet og flyttede hjemmefra. Jeg havde forlængst sagt farvel til mit vindue og mit rolige eftermiddags liv. Men de dage sidder i mig, hjemsøger mig på den bedste af alle måder, og minder mig om at finde det der helt særlige, mærkelige hjørne hvor end jeg er, hvor jeg kan være mig selv

Skæbnevalg

Få valg har haft så store konsekvenser eller får så store konsekvenser som Brexit afstemningen i Storbritanien og valget af Donald Trump i USA. Det der er så bemærkelsesværdigt var at de skete samme år. Det der næsten er ligeså bemærkelsesværdigt er begge nationer er fanget i en form for tidslomme, hvor modstandere og i det amerikanske tilfælde også tilhængere af det endelige resultat er besat af forløbet op til og afstemningen i sig selv. Aldrig i den amerikanske politiske historie har man haft en vinder som i den grad opfører sig som om at noget blev stjålet fra ham, og en taber der stadig spøger i kulissen. Et præsidentvalg plejer at være ovre når den ene er nået til 270 valgmænd og det er så det. I valget 2000 skulle vi et par uger hen og en højesteretsafgørelse igennem for få erklæret vinderen, men det var så også det

I Storbritanien venter alle med lidt foruroliget anelser på præcis hvad det er der skal ske efter Brexit afstemningen. Det vil få kæmpe konsekvenser for Europa, for briterne selv, for folks almindelige hverdag, men på hvilken måde er der ikke rigtig nogen der ved. På den måde er skæbnevalg både synlige og usynlige. Man ved det bare. Når forandringer sker. Som det britiske valg i 1979 hvor man ikke bare valgte den første kvindelige premierminister men hvor man indvarslede en helt ny økonomisk politik fra den ene dag til den anden

Det samme i USA i 1932. Både Thatcher og Roosevelt havde en plan i lommen da de satte sig i stolen som politiske ledere. Planerne var meget forskellige, men de så en krise, identificerede en måde at ville løse det på og gik i gang. På den måde var perioden efter historisk og vi taler fortsat om det. På den måde går ledere over i historien. De som kan tage en krise, en usikkerhed, en tvivl og lede sit land igennem dette. Men med både valget af Trump og med Brexit mangler man endnu at se om der kan komme noget samlende, noget favnene, noget mening ud af det hændte.

Europa venter, USA venter. Der ventes