45. præsident i USA

På denne blog har jeg tidligere skrevet om det amerikanske præsidentvalg. Om Trump, om Clinton og om chancerne for dem begge

Nu er Trump blevet indsat som præsident. Imod mine og mange andres forventninger, og skadefryden blandt Trump tilhængere lever i bedste velgående. At vi som ikke mente at Trump kunne blive præsident er blevet til grin

Vi kunne have skiftet ordet kunne ud med burde. For alle kan blive præsident i USA, hvis de lever op til følgende kriterier. 1) Er du født i USA? 2) Kan du sikrer nominering fra et af de to store partier 3) Kan du vinde 270 eller flere valgmænd. Det et opgave og det er lykkedes for Trump.

Men nu begynder det for alvor for Donald Trump. Den opgave som vil meget anderledes end noget andet han har prøvet før i sit liv. En opgave som er moderen af disruptions eller som Dick Cheney sagde om en typisk dag i det Hvide Hus: "Stuff happens". At sætte en dagsorden, at lave en plan og eksekvere den er kun en del af det der foregår, ellers er det brandslukning og en masse problemløsninger som kræver at man tager sin tid, har et loyalt hold omkring en, er bevidst om USAs interesser og derefter træffer beslutninger. I moderne tid er der ikke nogen der er mere uforberedt til hvervet end Donald Trump. Det betyder ikke nødvendigvis at han bliver en dårlig præsident. Det betyder ikke, at han nødvendigvis er uegnet til jobbet.

Men der hvor sandsynligheden ligger for succes og fiasko for en præsident er Trump bagud fra begyndelsen. Meget få af hans nye folk er loyale over for ham personligt. De er loyale overfor Præsidenten Trump, men ikke nødvendigvis overfor Mennesket Donald. Han har et smalt flertal i kongressen, hvilket gør det svært at gennemføre stor og gennemgående og forandrende lovgivning.

Han har arvet en stor offentlig gæld fra sin forgænger, og et underskud som dog overtid i Obamas præsidentembede er blevet mindre. Han har tænkt sig at afmontere Obamacare i håb om at ordningen når at blive så upopulær at folk vil tigge og bede om at få det erstattet med noget andet. Men der ligger dog det meget grundlæggende problem i dette forhold, at navnet Obamacare vil minde vælgerne om en præsident, som de egentlig godt kunne lide som person, selvom de ofte var kritiske overfor hans politik. Det reddede Obama midt i den orkan, der hed Obamacare

Men Trumps største problem har ikke noget med politik at gøre. Om han vil føre konservativ eller liberal eller libertarian politik virker underordnet i forhold til hans personlige luner, i forhold til om han bliver en succes eller ej. Det ville under normale omstændigheder ikke være et tema. Men det er det med Trump

Det der skabte hans momentum i valgkampen, balladen ved valgmøder, tilsvininger af navngivne personer, samfundsgrupper og lande er det der nu fanger ham. For at være en succesfuld præsident skal der være en samlende natur omkring præsidenten. Clinton gjorde det efter Oklahoma bomben, Bush efter 9/11, Obama omkring Bin Laden raidet. Men ingen af dem og heller ikke mange, for ikke at sige alle deres forgængere havde skubbet dele af befolkningen så langt væk fra sig som Trump har gjort. Hvis Trump skal have en chance for at leve op til værdien af sit embede, så skal han række hånden ud til dem, som han har skubbet væk fra sig, kombineret med at følge den politiske linje han har valgt og være aktiv i at sørge for at hans stab, hans administration og kongressens lederskab er klar over at det er ham der er chef.

De to forhold, hvor han simpelthen skal gøre begge dele på samme tid, betinger hans succes, men det er også af enorm vigtighed, hvordan han håndterer de kriser, de nedture, de dramaer der kommer, de brudte aftaler og de brudte løfter. For de kommer og de vil komme fra begyndelsen

Trump skal finde en politisk lede et eller andet sted indeni sit system. Ellers går det galt for ham. Hurtigt

Fornemmelse for forår

Vinteren bringer et eller andet bud. Sne, regn, eller sol men helt sikkert mørke. Hvis man skriver om mørke tror de fleste, at der er et eller andet galt med én. At det på en eller anden måde er en omskrivning af sindets tilstand. Det behøver det ikke at være. Det kan ligeså vel være en nøgtern konstatering, at det fra omkring midten af oktober til et udefinerbart tidspunkt midt i februar bare er mørkt. At Danmark og at danskerne er formet af sommerens lys og af vinterens mørke kan ikke komme bag på nogen, og alligvel kommer det bag på os hvert år. Vi ønsker at være fornuftstyrede, måske mere end så mange andre folkeslag, og naturen er samtidig på meget upraktisk vis uordentlig i dens egenrådige ordentlighed. Vi kan ikke kontrollere den. Den kontrollerer snarere os, eller guider alle dele af vores liv.

Der er dog en spirende fornemmelse for forår. En fornemmelse som slår ind på de lyse dage i den kolde tid. Hvor små spirer vokser frem. Det er som en motor i garagen, som ikke har været brugt i lange tider. Så længe at man har glemt lyden og glemt lugten, men i det øjeblik den bliver tændt er man tilbage i den verden hvor den eksisterer og minder, oplevelser og mennesker dukker op i tankerne.

Mørket forsvinder sagte og med lyset kommer forventningerne. Vi skal ud og nå nogen ting som mørket har holdt os tilbage fra. Som barnet der holdes tilbage af sine forældre for at løbe ud for at gøre noget farligt som at forsøge finde sandheden eller løbe over vejen lige før en bil.

Der skal ske noget, og gerne noget mere på den første spirende forårsdag end hele vintermørke tiden lagt sammen. De nordiske folk har vel på den måde en længsel som mange andre i verden ikke har, og i vores modernitet bliver denne længsel næsten en kuriositet. "Så tag dog ned i varmen, for helvede. Du kan få et godt tilbud med Norwegian nu her" og så er det jo på en måde løst. Det meste af Danmark, Sverige og Norge drager væk i løbet af månederne oktober-marts.

Men mørket er med til at gøre os til dem vi er. Det er den nødvendige kontrast til det fantastiske lys og den glæde og begejstring som perioder af foråret og sommeren kan give. Men vi er danskere. Vi ved at det regner både om sommeren og om vinteren, og vi ved at vi kan grine af det, trække på skuldrene over det, drikke en øl og brokke os over et eller andet, mens vi overvejer hvordan vi kan slippe billigere i skat næste år. Det hele fra en magelighed i vores opvarmede stuer med et fjernsyn hvor lyden fra Vild med Dansk eller herrehåndboldholdets kamp mod Argentina kører i baggrunden. Det er handlinger, hvor konsekvenserne er minimale. Det er en bemægtigelse af naturen, som måske gør at livet føles mere tilregneligt, mere styrbart.

Det er indendørs sport som fra marts, med vold og magt bliver afløst af udendørs sport. Kæden af skift fortsætter på den måde, bliver en del af det naturlige i det vi lever i. Vores barndom var svøbt ind i det, vores ungdom udfordrede det og vores voksenliv leves mere mekanisk med naturen, miljøet og kulturelle vaner i sin slipstrøm. Men på en januar dag, hvor alt handler om at komme videre, kan man stoppe op og hvis man ser sig om, opleve at foråret er på vej til landet

For der er en fornemmelse for forår i Danmark

Indgangen til 2017

Vi er gået ind i et nyt år. Når man går ind i et nyt år, så gør man det gerne ved, meget febrilsk, at være sammen med en gruppe mennesker som lidt i midnat finder ud af at det jo er snart. Champagne, kransekage, dem man holder af, tændt mobil til hilsner og alt muligt andet skal være klart. Skal man se det på DR og TV2. Det sidste er lige meget. Det bliver tolv og det er en slags udløsning og man bliver ved med at drikke og feste og på et tidspunkt kravler man hjem, med bevidstheden om at der dagen efter er nytårshop, tømmermænd, pizzaer og måske en halv halvleg af en Premier League kamp, som man lige akkurat kan overskue. Har man været vært aften forinden er det hele flankeret med den obligatoriske oprydning. Der ligger stads på gulvet som kun anvendes til nytår, og alle vil blive sparet for hvad det hedder og hvor det kommer fra. Ingen ved det alligevel

Det som det nye år bringer og det som egentlig et hvert år bringer, er muligheden for at lykkes eller fejle. Man kan få lov til at sige. "I år vil jeg holde op med at ryge" eller "I år vil jeg tage mig mere af dem jeg holder af". Det gør man nok ikke. Men det gør ikke det store. For det handler om at sætte sig mål, bryde dem og i processen opleve at det var noget helt andet man i virkeligheden skulle. Noget man ikke forstod da man satte sig det oprindelige mål. På den måde er mærkedage gode. De tvinger os til refleksion, ydmyghed, druk og dans, alt sammen i en stabil udviklende mængde. De tvinger os også til at føre alvorlige samtaler, som bekræfter os selv i hvem vi er og måske også fortæller en historie om hvem vi gerne ville være, hvis vi nu rent faktisk kunne leve op til det vi sidder og siger til andre mennesker. "Jeg tror vi vil se mere dybde og mere moral i det kommende år". Sludder og vrøvl, og man ved det godt når man siger det. Men det skal måske siges fordi det er på den måde man bidrager til festlighederne. "Tror ikke det handler om at være god eller dårlig i de nye år, men bare om at være". Det er en meget god sætning, hvis man har tabt alle sparepengene på sin Hesalight investering eller hvis barndomskæresten hjemme fra landsbyen, der blev ens kone, nu har fundet en anden, som tilmed er dværg, og hun aldrig har mødt ham, men bare chattet ham op over nettet.

Det nye år er vores alle sammens mulighed. Grib den. Eller lad være med at gribe den. Men der vil helt sikkert være noget at tale om til næste nytårsaften

Rigtig godt nytår

Julen i et storcenter

De fleste af os bevæger os ind i et storcenter ved og omkring juletid. Disse kasser af storindkøb som ligger rundt omkring i landskabet og samler godtfolk fra nær og fjern. De fungerer i praksis som selvstændige republikker af oplevelser, som eksempelvis muligheden for at se fortravlede mennesker med indkøbsposer som er større end dem selv. Det er besunget med lugte som kanel, mandler, kaffe, juice og børnehost, som går sammen i en sindrig koalition med en enten tiltagende eller frastødende lugt der stiger ud af butikkerne.

Men det er også lugten af noget koldt, noget udefinerbart som blandes med lyde. Lyde man ikke rigtig kan sætte ord på, men som giver associationer til fortiden og måske, på en cirkulær måde, giver mindelser om fremtiden

Ethvert storcenter har i dag en Joe and the Juice og konceptet passer jo i grunden helt perfekt ind. Høj musik, larm, kaffe som serveres nærmest som stod man på linjen i amerikansk fodbold med en quarterback der giver uvedkommende, hurtige og præcise, men i virkeligheden meget fjollede kommandoer.

Kaffen ryger ned og man kan gå videre.

Man går ind i en forretning for at gøre et indkøb. Man er bagud, stresset, og et par småbørn blokerer vejen. De er søde men ens kropstemperatur er så høj at den sætning der vil komme ud af ens mund har bismag af kommandoerne tilbage fra Joe and the Juice. Der bliver smilet overbærende til den mor eller den far eller den fortvivlede bedstemor som, ganske imod FNs menneskerettighedsdeklaration har taget ungerne med sig herind i den ypperste forbruger hybrid der findes.

Man finder hvad man skal bruge, eller finder noget som muligvis er det man skal bruge, og undervejs får man en slags service, der består i at der lidt skødesløst bliver spurgt hvad man skal bruge, samtidig med at vedkommende kigger væk samtidig. Det er kigge-væk finten som Laudrup opfandt den, nu bare overført til detailhandlen.

Der indfinder sig en kø og den går gelinde. Det er snorlige og der er ikke noget at komme efter. Ved skranken står en pige eller en dreng. Den tid hvor der står voksne mennesker bag skranken er væk, og den tid hvor en eller anden samtale eller slet og ret magi opstår er også væk.

"Vil du have bundet den ind"? spørger ekspedienten som indifferent som menneskeligt muligt
"Ja tak" og så den bliver bundet ind.

Måske fordi disken altid er lidt højere end hvor jeg sidder, så har jeg udviklet en aversion mod hele forløbet. For hvem siger egentlig hvad hvornår, hvem gør hvad hvornår. Hvem tager kommandoen?.

Min umiddelbare reaktion er passivitet, hvilket fra tid til anden skaber både gene og forvirring. Men man har givet grønt lys til indpakning.....og herefter ventes der troskyldigt. på den snart indbundede gave og på de forløsende ord

Men så opstår pinligheden for alvor.

Det magiske øjeblik som skal binde hele oplevelsen sammen og hvor netop denne handel træder ud af mængden fra alle andre handler i løbet af året og som retfærdiggøre guirlanderne, pynten, den ikke så diskrete "Last Christmas" i baggrunden og alt det andet halløj der foregår....og i en bedre verden ville der lyde et kæmpe stort "Rigtig god jul" i det man modtager pakken.

Men der er ingen, der siger en lyd. Man venter på at nogen siger noget, og man tænker om man er blevet en pige der venter på at fyren ringer, og om man er blevet for stolt til bare at side:"Jamen så god jul for helvede".

Eller også hænger det der bare, så usagt som det overhovedet kan være, fordi ingen i oplæringen af den stakkels teenager har orket at sige, "Hey, selvom du er træt og i virkeligheden ikke kan lide kunderne, så husk lige at ønsk dem god jul, ik".

Det forløsende kommer ikke, og måske det i virkeligheden er en forløsning. At folk holder kæft når de skal sige noget, og snakker når de skal holde deres kæft.  Som når Trump kommer med sin samfunds-tourette over Twitter og chokerer en verden gang på gang, er den blege pige eller lallede drengs totale ligegyldighed grænsende til det arrogante, egentlig forfriskende på sin egen måde.

De gider ikke at ønske mig god jul, for måske har jeg ikke gjort mig fortjent til en god jul. Måske skal jeg bare lukke røven, og komme videre i teksten. Det gør jeg så.

Finder et sted hvor jeg kan få en sandwich, men må give fortabt da kvalitet og pris også skal hænge sammen. Bare en gang imellem.

I et storcenter er der alt hvad man skal bruge undtagen lige præcis det man skal bruge. Da jeg var dreng elskede jeg storcentre, og navnlig Lyngby Storcenter hvor min søster og jeg kunne spendere flere timer om lørdagen.

Kunne genkende alle lugte fra de forskellige butikker, og det var som en landsby at gå rundt i og det var nemt med kørestol.

Men i dag er der en stemning af en elefant i stuen, at alle handler en eller flere julegaver over nettet, og at der hvert øjeblik kan springe en eller anden galning ud af det blå og ville en noget ondt. Selv de freaks, som engang henvendte sig til mig fordi de ville frelse mig, lærer mig at gå, forærer mig ting lavet af plastic eller havde et par alkoholiserede, men borgerlige ord at sige om stort og småt er væk.

Måske sidder de hjemme foran skærmen og køber deres Ecco sko, deres Kähler tingester og deres alt muligt andet, online?

Det er nok sådan det er

Gårdens logik

Da jeg var dreng og gik i skole i Vedbæk, havde jeg en historielærer der hed Knud. En ældre mand med hvidt skæg, kraftig af bygning men uden at være decideret tyk. Han underviste på den gammeldags facon med udenadslære og med en pædagogik som måske ikke på alle punkter var fulgt med over i 1990erne. Det var den gamle skole, og kun millimeter fra fysisk opdragelse.

Men Knud ville "banke" Danmarkshistorien og verdensgang ind i hovederne på os. Vi skulle simpelthen kunne kongerækken, hovedstæderne i Europa,  og hvilke byer eller lande, der lå på hvilken bredde og længdegrad

Af en eller anden grund har det altid været let for mig når tingene skulle læres udenad. Så skulle man ikke tage stilling til 117 andre ting, men bare smide en masse oplysninger ind i systemet og gemme dem der. Der var ikke nogen dagsorden, ikke noget gemt. Det var bare det

En af de ting som Knud fortalte os dengang var, og når jeg skriver dengang har det vel været i 1997-1998, at når vi blev voksne så var der job og muligheder nok. For vi var meget små årgange og de store krigsårgange ville gå på pension. "Nå" tænkte jeg og tænkte så ikke videre over det. Det handlede mere om hende den søde på første række eller om vi skulle følges ad til Rundforbifesten i den kommende weekend.

Det var en sorgløs tilværelse hvor størrelsen på den ene eller den anden generation kunne rage mig og alle andre i min klasse et stykke. Og på trods af at jeg allerede dengang funderede over alt muligt mellem himmel og jord, så røg det her, på trods af den indbyggede mod-logik i at det var udenadslære som jeg ellers holdt meget af, ud af mit hoved igen. Mine forældre talte også om det men uden at lægge meget i det. Min søster var fuldstændig ligeglad med det og det lagde bare yderligere til at så var jeg jo også ret ligeglad med det. At være et barn er fantastisk på den måde. Retten, nærmest pligten, til at være ligeglad, for det er der nogen andre der tager sig af. Der var ikke et internet der smed samfundets problemer i hovedet på en. Man gled bare med

Man blev ældre og fandt ud af at der var noget der hed samfund. Nogen var afhængige af nogen andre for at leve deres liv som de gjorde. Det som i barndom havde været en abstraktion, blev mere og mere virkeligt. En af de forhold som altid har gjort sig gældende for mig har været min utrolige uformåen indenfor matematik. Men på et tidspunkt fangede national økonomi min interesse. Måske var det fordi jeg var interesseret i politik i forvejen, og troede, at det hele handlede om kultur, dannelse og moral. At mennesket kunne beslutte sig for at være på en eller anden måde, og så var mennesket sådan. Det hele var hjernens arbejde og intet andet.

Sådan måtte det være

Ik?

Ikke helt. Min interesse for nationaløkonomi kan også være udsprunget af min tid i DR Nyheder. Det faldt nogenlunde sammen med den europæiske gældskrise, og det blev et evigt tilbagevendende tema, emne, arbejdsopgave og jeg følte at jeg hellere måtte sætte mig ind i det. Også fordi jeg fandt ud af at mange af journalisterne, på trods af at de dækkede lortet hele tiden, ikke rigtigt vidste hvad der foregik. Sådan helt præcist. Makroøkonomi kunne være en svær størrelse, når man også skulle dække så mange andre ting

Hvad har alt det med gårdens logik, altså min overskrift at gøre. Absolut intet.

Intet udover det, at man i gamle dage, den tid som Knud min historielære ville banke ind i hovederne på os, var den logik der hed at man skulle have mange børn for at der var nogen der kunne tage sig af de gamle og af gården. Der var børn der døde ved børnefødsler og som små og derfor skulle man have en del børn. Krigsgenerationen var den første generation hvor børnene langt hyppigere overlevede de første 5 år af deres liv. En kæmpe generation, som så kom til at præge Danmarks historien. Men i dag går de på pension og der er ikke blevet født børn nok til at finansiere det. Hippier, yuppier, tv-zappere, internet-rotter og alle mulige andre har ikke været flittige nok, og derfor har man fået det som hedder et hængekøje problem, og det hedder et hængekøje problem fordi en graf de illustrerer problemet, er formet som en hængekøje

Nu tænker du sikkert at der kommer en pointe. En pointe der forklarer det hele. Men det gør der ikke. Og dog.

For måske man skulle accepterer at sætte pensionsalderen op for dem der kan og ikke for dem der ikke kan. Fordi man ikke har fået børn nok til at "passe gården" og passe på de gamle. Fordi man ikke har kunnet sin Danmarks historie tidsnok

Det er nok pointen. Knud ville have været stolt. Journalisterne ville ikke have fået så meget ud af det, og jeg ville ikke have fået bedre karakterer i matematik.

Men hvad gør det?

Vores samfund

I de her år sker forandringer hurtigere end vi kan nå at forstå dem. Vi lever i dem. Politisk har 2016 været en rutschebane tur med målet stift rettet mod at bryde samfundets institutioner ned. Samfundet, skriver jeg, og så må man spørge: Er Brexit og Trump lig med f.eks opbakningen til danske institutioner? I vores samfund har vi mistet tilliden til vores politikere men ikke til vores folkestyre. Vi har mistet tilliden til journalister, men ikke mistet tilliden til at vi skal have informationer om hvad der sker i vores egen verden og i den store verden. Set bort fra den daglige lidelse som nyhedsmediet har udviklet sig til, så er vi når alt kommer til alt, sammen om vores samfund.

Vi lever og dør med det.

Derfor må vi arbejde hen imod grundlæggende værdier som skal holde sammen på det vi har kært. Og det gør vi vel egentlig allerede. De står nedfældet i grundloven som sikrede rettigheder. Rettigheder som vi bekræfter hver eneste dag. Rettigheder der indbefatter at vi skal forsvare disse rettigheder for selv dem vi foragter. Som en avis der skriver forkerte oplysninger, som manden der i afmagt skriver noget dumt på facebook.

Det der er svært ved at leve i den mediaserede tid, er vel følelsen af at råbe ud i det tomme rum, eller blive hørt men ikke forstået, og at det virker ligegyldigt om man har den ene mening eller den anden mening. At man er borger men at begrebet borger glider mere og mere over i at være undersåt. Undersåt, vel og mærke, på en ny måde. Det som foregår er asymmetrisk. Der er ikke en ideologi, et verdensbillede, et såkaldt paradigeme man kan nedfælde over udviklingen. En lang række serier af forskellige begivenheder, aktører og dagsordner styrer det der foregår. Men det der alligevel står tilbage er, at alt det som splitter mennesker er på den ene side af bordet, og på den anden side af bordet er alt det som samler mennesker.

 Sådan har det altid været og sådan vil det altid være. Det er vel op til hver enkelt, der måtte mene sig som ambassadør eller repræsentant for den gruppe som vil samle mennesker, at sige fra overfor splittelsen. At tage sit samfund et bedre sted hen. For vi er i sidste ende sammen om vores samfund.

Og det må gentages:

Vi er sammen om vores samfund

Man vifter noget foran nogen

Man vifter noget foran nogen. Får dem til at glemme, hvad de lige har sagt og hvad de lige har været parat til at gøre. Man trækker dem ind i rummet, lukker døren og viser dem den gyldne fremtid, hvis de vil tage imod. De skal bare lige glemme hvad de har sagt og hvad de har ment

Da Lars Løkke, manden med de ni politiske liv, besluttede sig for at vise Anders Samuelsen en gylden fremtid, så var det på ryggen af et forløb hvor intet gik som det skulle. Regeringen var ved at vælte, landet var ved at skifte farve, og en karriere var ved at være slut. Men Samuelsen kunne se noget skinne i det fjerne. En lykkeamulet af muligheder for at præge dansk politik. Eller en mulighed for at have mulighed for at præge dansk politik. Løkke har været i branchen i mange år. Siden 2001 har han været minister, med en pause fra 2011-15. De konservative er et 100 år gammelt parti som har prøvet det hele og lidt mere end det. Både V og K ved at det handler om det lange spil, om indtrykket af om man styrer eller bliver styret. Det ved DF også. Det er det som LA er oppe imod. I går var en god dag for dem. De mødte dronningen, de fik et glas champagne i statsministeriet, de fik hentet Thyra Frank ind som ældreminister. Det var en skinnende dag i solens stråler. Som det var for SF i 2011.

Nu har virkeligheden indfundet sig. Ole Birk Olesen bliver præsenteret for hvad han selv har sagt gennem tiden, og at han ikke kan leverer på LA's trafik og transportmærke sag nemlig at gøre det gratis at køre over Storebælt for billister. Riisager skal forsvare en folkeskolereform, som hun synes er en katastrofe. Joachim Olsen er sur, fordi han ikke blev minister.

Anders Samuelsen får at vide at han formentlig skal være ude at rejse +200 dage om året, og at det derfor i realiteten er umuligt at være formand for et parti som skal tilvænne sig at være i regering.

Det var hvad Villy Søvndal fandt ud af i hvert fald.

Den gladeste LA'er er nok Simon Emil Ammitsbøll. Han kan komme med ambitiøse udmeldinger om vækst, møde en masse alvorlige og kompetente forretningsmænd i Armani- suits, som synes det er fantastisk, at LA har fået netop det ministerium, og han kan se frem til flere opgaver og ansvar i toppen af partiet, fordi Samuelsen er på tundraen, på indlandsisen, i en ørken eller i Kina og altså ikke har tid. Samtidig vil det gå op for både Ammitsbøll og for Samuelsen at DF(og resten af blå blok) ikke kommer LA ilende til undsætning når de får problemer med at få deres politik igennem. Ingen har glemt hele det forløb man har været igennem.

Historierne om LAere vil fortsætte. Politiske nederlag, personlige historier, slitage af et bagland som ikke synes det er vildt sjovt at være i regering, ydmygelser fra Dansk Folkepartis side osv.

Men LA vil alligevel, rent detailpolitisk, være bedre stillet end nogensinde før. For væk fra al medie og meningsmålings og personsagshysteriet, så er det bare en ubetinget fordel at være i regering. Indflydelsen bliver meget større. Man kommer til at have medindflydelse på Danmarks fremtid på en helt anden måde, end som almindelige folketingspolitikere.

Og så falder der nogen ekstra kroner ned i foret på de 6 udvalgte LA minstre.

Løkke har valgt ordsproget. "Keep your friends close, but keep your enemies closer". Han har gjort Kristian Jensen til finansminister og dermed i realiteten cementeret K.Jensens position som kronprins og førstemand til at tage over ved et eventuelt valgnederlag

De konservative har bedt om det de ved de kan få igennem. De har med målrettet position peget på områder som de enten kan få igennem med Dansk Folkeparti eller med de radikale/socialdemokratiet. Det er godt håndværk, forstået som udtryk for beskedne ønsker der reflekterer deres mandat tal. Det er en lille flok men med mulighed for at blive lidt større næste gang