torsdag den 22. december 2016

Julen i et storcenter



De fleste af os bevæger os ind i et storcenter ved og omkring juletid. Disse kasser af storindkøb som ligger rundt omkring i landskabet og samler godtfolk fra nær og fjern. De fungerer i praksis som selvstændige republikker af oplevelser, som eksempelvis muligheden for at se fortravlede mennesker med indkøbsposer som er større end dem selv. Det er besunget med lugte som kanel, mandler, kaffe, juice og børnehost, som går sammen i en sindrig koalition med en enten tiltagende eller frastødende lugt der stiger ud af butikkerne.

Men det er også lugten af noget koldt, noget udefinerbart som blandes med lyde. Lyde man ikke rigtig kan sætte ord på, men som giver associationer til fortiden og måske, på en cirkulær måde, giver mindelser om fremtiden

Ethvert storcenter har i dag en Joe and the Juice og konceptet passer jo i grunden helt perfekt ind. Høj musik, larm, kaffe som serveres nærmest som stod man på linjen i amerikansk fodbold med en quarterback der giver uvedkommende, hurtige og præcise, men i virkeligheden meget fjollede kommandoer.

Kaffen ryger ned og man kan gå videre.

Man går ind i en forretning for at gøre et indkøb. Man er bagud, stresset, og et par småbørn blokerer vejen. De er søde men ens kropstemperatur er så høj at den sætning der vil komme ud af ens mund har bismag af kommandoerne tilbage fra Joe and the Juice. Der bliver smilet overbærende til den mor eller den far eller den fortvivlede bedstemor som, ganske imod FNs menneskerettighedsdeklaration har taget ungerne med sig herind i den ypperste forbruger hybrid der findes.

Man finder hvad man skal bruge, eller finder noget som muligvis er det man skal bruge, og undervejs får man en slags service, der består i at der lidt skødesløst bliver spurgt hvad man skal bruge, samtidig med at vedkommende kigger væk samtidig. Det er kigge-væk finten som Laudrup opfandt den, nu bare overført til detailhandlen.

Der indfinder sig en kø og den går gelinde. Det er snorlige og der er ikke noget at komme efter. Ved skranken står en pige eller en dreng. Den tid hvor der står voksne mennesker bag skranken er væk, og den tid hvor en eller anden samtale eller slet og ret magi opstår er også væk.

"Vil du have bundet den ind"? spørger ekspedienten som indifferent som menneskeligt muligt
"Ja tak" og så den bliver bundet ind.

Måske fordi disken altid er lidt højere end hvor jeg sidder, så har jeg udviklet en aversion mod hele forløbet. For hvem siger egentlig hvad hvornår, hvem gør hvad hvornår. Hvem tager kommandoen?.

Min umiddelbare reaktion er passivitet, hvilket fra tid til anden skaber både gene og forvirring. Men man har givet grønt lys til indpakning.....og herefter ventes der troskyldigt. på den snart indbundede gave og på de forløsende ord

Men så opstår pinligheden for alvor.

Det magiske øjeblik som skal binde hele oplevelsen sammen og hvor netop denne handel træder ud af mængden fra alle andre handler i løbet af året og som retfærdiggøre guirlanderne, pynten, den ikke så diskrete "Last Christmas" i baggrunden og alt det andet halløj der foregår....og i en bedre verden ville der lyde et kæmpe stort "Rigtig god jul" i det man modtager pakken.

Men der er ingen, der siger en lyd. Man venter på at nogen siger noget, og man tænker om man er blevet en pige der venter på at fyren ringer, og om man er blevet for stolt til bare at side:"Jamen så god jul for helvede".

Eller også hænger det der bare, så usagt som det overhovedet kan være, fordi ingen i oplæringen af den stakkels teenager har orket at sige, "Hey, selvom du er træt og i virkeligheden ikke kan lide kunderne, så husk lige at ønsk dem god jul, ik".

Det forløsende kommer ikke, og måske det i virkeligheden er en forløsning. At folk holder kæft når de skal sige noget, og snakker når de skal holde deres kæft.  Som når Trump kommer med sin samfunds-tourette over Twitter og chokerer en verden gang på gang, er den blege pige eller lallede drengs totale ligegyldighed grænsende til det arrogante, egentlig forfriskende på sin egen måde.

De gider ikke at ønske mig god jul, for måske har jeg ikke gjort mig fortjent til en god jul. Måske skal jeg bare lukke røven, og komme videre i teksten. Det gør jeg så.

Finder et sted hvor jeg kan få en sandwich, men må give fortabt da kvalitet og pris også skal hænge sammen. Bare en gang imellem.

I et storcenter er der alt hvad man skal bruge undtagen lige præcis det man skal bruge. Da jeg var dreng elskede jeg storcentre, og navnlig Lyngby Storcenter hvor min søster og jeg kunne spendere flere timer om lørdagen.

Kunne genkende alle lugte fra de forskellige butikker, og det var som en landsby at gå rundt i og det var nemt med kørestol.

Men i dag er der en stemning af en elefant i stuen, at alle handler en eller flere julegaver over nettet, og at der hvert øjeblik kan springe en eller anden galning ud af det blå og ville en noget ondt. Selv de freaks, som engang henvendte sig til mig fordi de ville frelse mig, lærer mig at gå, forærer mig ting lavet af plastic eller havde et par alkoholiserede, men borgerlige ord at sige om stort og småt er væk.

Måske sidder de hjemme foran skærmen og køber deres Ecco sko, deres Kähler tingester og deres alt muligt andet, online?

Det er nok sådan det er

tirsdag den 13. december 2016

Gårdens logik



Da jeg var dreng og gik i skole i Vedbæk, havde jeg en historielærer der hed Knud. En ældre mand med hvidt skæg, kraftig af bygning men uden at være decideret tyk. Han underviste på den gammeldags facon med udenadslære og med en pædagogik som måske ikke på alle punkter var fulgt med over i 1990erne. Det var den gamle skole, og kun millimeter fra fysisk opdragelse.

Men Knud ville "banke" Danmarkshistorien og verdensgang ind i hovederne på os. Vi skulle simpelthen kunne kongerækken, hovedstæderne i Europa,  og hvilke byer eller lande, der lå på hvilken bredde og længdegrad

Af en eller anden grund har det altid været let for mig når tingene skulle læres udenad. Så skulle man ikke tage stilling til 117 andre ting, men bare smide en masse oplysninger ind i systemet og gemme dem der. Der var ikke nogen dagsorden, ikke noget gemt. Det var bare det

En af de ting som Knud fortalte os dengang var, og når jeg skriver dengang har det vel været i 1997-1998, at når vi blev voksne så var der job og muligheder nok. For vi var meget små årgange og de store krigsårgange ville gå på pension. "Nå" tænkte jeg og tænkte så ikke videre over det. Det handlede mere om hende den søde på første række eller om vi skulle følges ad til Rundforbifesten i den kommende weekend.

Det var en sorgløs tilværelse hvor størrelsen på den ene eller den anden generation kunne rage mig og alle andre i min klasse et stykke. Og på trods af at jeg allerede dengang funderede over alt muligt mellem himmel og jord, så røg det her, på trods af den indbyggede mod-logik i at det var udenadslære som jeg ellers holdt meget af, ud af mit hoved igen. Mine forældre talte også om det men uden at lægge meget i det. Min søster var fuldstændig ligeglad med det og det lagde bare yderligere til at så var jeg jo også ret ligeglad med det. At være et barn er fantastisk på den måde. Retten, nærmest pligten, til at være ligeglad, for det er der nogen andre der tager sig af. Der var ikke et internet der smed samfundets problemer i hovedet på en. Man gled bare med

Man blev ældre og fandt ud af at der var noget der hed samfund. Nogen var afhængige af nogen andre for at leve deres liv som de gjorde. Det som i barndom havde været en abstraktion, blev mere og mere virkeligt. En af de forhold som altid har gjort sig gældende for mig har været min utrolige uformåen indenfor matematik. Men på et tidspunkt fangede national økonomi min interesse. Måske var det fordi jeg var interesseret i politik i forvejen, og troede, at det hele handlede om kultur, dannelse og moral. At mennesket kunne beslutte sig for at være på en eller anden måde, og så var mennesket sådan. Det hele var hjernens arbejde og intet andet.

Sådan måtte det være

Ik?

Ikke helt. Min interesse for nationaløkonomi kan også være udsprunget af min tid i DR Nyheder. Det faldt nogenlunde sammen med den europæiske gældskrise, og det blev et evigt tilbagevendende tema, emne, arbejdsopgave og jeg følte at jeg hellere måtte sætte mig ind i det. Også fordi jeg fandt ud af at mange af journalisterne, på trods af at de dækkede lortet hele tiden, ikke rigtigt vidste hvad der foregik. Sådan helt præcist. Makroøkonomi kunne være en svær størrelse, når man også skulle dække så mange andre ting

Hvad har alt det med gårdens logik, altså min overskrift at gøre. Absolut intet.

Intet udover det, at man i gamle dage, den tid som Knud min historielære ville banke ind i hovederne på os, var den logik der hed at man skulle have mange børn for at der var nogen der kunne tage sig af de gamle og af gården. Der var børn der døde ved børnefødsler og som små og derfor skulle man have en del børn. Krigsgenerationen var den første generation hvor børnene langt hyppigere overlevede de første 5 år af deres liv. En kæmpe generation, som så kom til at præge Danmarks historien. Men i dag går de på pension og der er ikke blevet født børn nok til at finansiere det. Hippier, yuppier, tv-zappere, internet-rotter og alle mulige andre har ikke været flittige nok, og derfor har man fået det som hedder et hængekøje problem, og det hedder et hængekøje problem fordi en graf de illustrerer problemet, er formet som en hængekøje

Nu tænker du sikkert at der kommer en pointe. En pointe der forklarer det hele. Men det gør der ikke. Og dog.

For måske man skulle accepterer at sætte pensionsalderen op for dem der kan og ikke for dem der ikke kan. Fordi man ikke har fået børn nok til at "passe gården" og passe på de gamle. Fordi man ikke har kunnet sin Danmarks historie tidsnok

Det er nok pointen. Knud ville have været stolt. Journalisterne ville ikke have fået så meget ud af det, og jeg ville ikke have fået bedre karakterer i matematik.

Men hvad gør det?

lørdag den 10. december 2016

Vores samfund




I de her år sker forandringer hurtigere end vi kan nå at forstå dem. Vi lever i dem. Politisk har 2016 været en rutschebane tur med målet stift rettet mod at bryde samfundets institutioner ned. Samfundet, skriver jeg, og så må man spørge: Er Brexit og Trump lig med f.eks opbakningen til danske institutioner? I vores samfund har vi mistet tilliden til vores politikere men ikke til vores folkestyre. Vi har mistet tilliden til journalister, men ikke mistet tilliden til at vi skal have informationer om hvad der sker i vores egen verden og i den store verden. Set bort fra den daglige lidelse som nyhedsmediet har udviklet sig til, så er vi når alt kommer til alt, sammen om vores samfund.

Vi lever og dør med det.

Derfor må vi arbejde hen imod grundlæggende værdier som skal holde sammen på det vi har kært. Og det gør vi vel egentlig allerede. De står nedfældet i grundloven som sikrede rettigheder. Rettigheder som vi bekræfter hver eneste dag. Rettigheder der indbefatter at vi skal forsvare disse rettigheder for selv dem vi foragter. Som en avis der skriver forkerte oplysninger, som manden der i afmagt skriver noget dumt på facebook.

Det der er svært ved at leve i den mediaserede tid, er vel følelsen af at råbe ud i det tomme rum, eller blive hørt men ikke forstået, og at det virker ligegyldigt om man har den ene mening eller den anden mening. At man er borger men at begrebet borger glider mere og mere over i at være undersåt. Undersåt, vel og mærke, på en ny måde. Det som foregår er asymmetrisk. Der er ikke en ideologi, et verdensbillede, et såkaldt paradigeme man kan nedfælde over udviklingen. En lang række serier af forskellige begivenheder, aktører og dagsordner styrer det der foregår. Men det der alligevel står tilbage er, at alt det som splitter mennesker er på den ene side af bordet, og på den anden side af bordet er alt det som samler mennesker.

 Sådan har det altid været og sådan vil det altid være. Det er vel op til hver enkelt, der måtte mene sig som ambassadør eller repræsentant for den gruppe som vil samle mennesker, at sige fra overfor splittelsen. At tage sit samfund et bedre sted hen. For vi er i sidste ende sammen om vores samfund.

Og det må gentages:

Vi er sammen om vores samfund

tirsdag den 29. november 2016

Man vifter noget foran nogen



Man vifter noget foran nogen. Får dem til at glemme, hvad de lige har sagt og hvad de lige har været parat til at gøre. Man trækker dem ind i rummet, lukker døren og viser dem den gyldne fremtid, hvis de vil tage imod. De skal bare lige glemme hvad de har sagt og hvad de har ment

Da Lars Løkke, manden med de ni politiske liv, besluttede sig for at vise Anders Samuelsen en gylden fremtid, så var det på ryggen af et forløb hvor intet gik som det skulle. Regeringen var ved at vælte, landet var ved at skifte farve, og en karriere var ved at være slut. Men Samuelsen kunne se noget skinne i det fjerne. En lykkeamulet af muligheder for at præge dansk politik. Eller en mulighed for at have mulighed for at præge dansk politik. Løkke har været i branchen i mange år. Siden 2001 har han været minister, med en pause fra 2011-15. De konservative er et 100 år gammelt parti som har prøvet det hele og lidt mere end det. Både V og K ved at det handler om det lange spil, om indtrykket af om man styrer eller bliver styret. Det ved DF også. Det er det som LA er oppe imod. I går var en god dag for dem. De mødte dronningen, de fik et glas champagne i statsministeriet, de fik hentet Thyra Frank ind som ældreminister. Det var en skinnende dag i solens stråler. Som det var for SF i 2011.

Nu har virkeligheden indfundet sig. Ole Birk Olesen bliver præsenteret for hvad han selv har sagt gennem tiden, og at han ikke kan leverer på LA's trafik og transportmærke sag nemlig at gøre det gratis at køre over Storebælt for billister. Riisager skal forsvare en folkeskolereform, som hun synes er en katastrofe. Joachim Olsen er sur, fordi han ikke blev minister.

Anders Samuelsen får at vide at han formentlig skal være ude at rejse +200 dage om året, og at det derfor i realiteten er umuligt at være formand for et parti som skal tilvænne sig at være i regering.

Det var hvad Villy Søvndal fandt ud af i hvert fald.

Den gladeste LA'er er nok Simon Emil Ammitsbøll. Han kan komme med ambitiøse udmeldinger om vækst, møde en masse alvorlige og kompetente forretningsmænd i Armani- suits, som synes det er fantastisk, at LA har fået netop det ministerium, og han kan se frem til flere opgaver og ansvar i toppen af partiet, fordi Samuelsen er på tundraen, på indlandsisen, i en ørken eller i Kina og altså ikke har tid. Samtidig vil det gå op for både Ammitsbøll og for Samuelsen at DF(og resten af blå blok) ikke kommer LA ilende til undsætning når de får problemer med at få deres politik igennem. Ingen har glemt hele det forløb man har været igennem.

Historierne om LAere vil fortsætte. Politiske nederlag, personlige historier, slitage af et bagland som ikke synes det er vildt sjovt at være i regering, ydmygelser fra Dansk Folkepartis side osv.

Men LA vil alligevel, rent detailpolitisk, være bedre stillet end nogensinde før. For væk fra al medie og meningsmålings og personsagshysteriet, så er det bare en ubetinget fordel at være i regering. Indflydelsen bliver meget større. Man kommer til at have medindflydelse på Danmarks fremtid på en helt anden måde, end som almindelige folketingspolitikere.

Og så falder der nogen ekstra kroner ned i foret på de 6 udvalgte LA minstre.

Løkke har valgt ordsproget. "Keep your friends close, but keep your enemies closer". Han har gjort Kristian Jensen til finansminister og dermed i realiteten cementeret K.Jensens position som kronprins og førstemand til at tage over ved et eventuelt valgnederlag

De konservative har bedt om det de ved de kan få igennem. De har med målrettet position peget på områder som de enten kan få igennem med Dansk Folkeparti eller med de radikale/socialdemokratiet. Det er godt håndværk, forstået som udtryk for beskedne ønsker der reflekterer deres mandat tal. Det er en lille flok men med mulighed for at blive lidt større næste gang

onsdag den 23. november 2016

Slagtehus



Vi ser billederne i tv og på nettet. På facebook deles videoer af børn som kommer ind på de tilbageværende hospitaler og klinikker. Ødelagte, forpinte, fysiske og psykiske ar som aldrig går væk. De har mistet en arm, et ben, de har fået revet deres liv i stykker af klyngebomber, kemiske våben og er fanget i et levende mareridt som langt overstiger hvad noget menneske i den vestlige verden og mange andre steder i verden kan forstå. På den ene side Assads styrker som russisk og iransk/hezbollah hjælp bomber løs for at erobre resten af Syrien og for at vise overfor verden at her er det dem der bestemmer. De holder sig ikke tilbage for at bruge alle våben i arsenalet med utallige menneskeliv på samvittigheden til følge. På den anden side Islamisk Stat som kæmper for at bevare territorium, som er midt i en dødskamp mod alle deres fjender til alle sider. IS er pressede på alle fronter og kæmper som nazisterne gjorde det i de sidste måneder i 1945, uden at skele til virkeligheden eller til fakta. Alt og alle bliver kastet ind i denne helt usandsynlige rædsel, som de på deres ideologiske og meningsorienterede dødsleje påfører deres omkringliggende verden. Det er krig når krig er værst. Hvor døden for den ultimativt pinte, kommer som en befrielse. Kan man tale om en menneskehed når sådan noget får lov til at finde sted?

Kan man tale om moral, etik og værdier når børn, spædbørn bliver sprængt i småstykker og det ender som små klip på de sociale medier? FN står på sidelinjen og ser de samme billeder som os andre. De er væk. Ude af konflikten fordi det er for farligt. Det hele er i denne af alle tilgange, den mest gustne, nemlig ventepositionen. Vi kigger væk indtil Assad og russerne har genindtaget Aleppo og krigen i Syrien nærmer sig en afslutning. Vi kigger væk mens Islamisk Stats dødskamp fortsætter. Dog med det....men... at hele verden deltager i krigen mod IS, hvorimod Assad og Russerne har deres nedslagtning for sig selv.

Hvem det præcist er de går efter i det østlige Aleppo står for mig en smule uklart. "Terrorister" siger det, med det der magiske ord som siden 9/11 har været en talisman for nedslagtning og undertrykkelse af enhver art. Lige så snart nogen får hæftet terrorist på ryggen som et rocker rygmærke, så breder den stiltiende forståelse sig. Men er det virkelig terrorister, eller bliver det som begås der i den by, ikke også en terrorisme og måske en terrorisme af den mest brutale slags.

Det er om der er terrorister eller ej tale om et slagtehus. Ingen gør noget og ingen kommer til at gøre noget

tirsdag den 22. november 2016

Det andet FCK



Et hvert hold ville være i problemer hvis deres angribere var ude med skader. I FC.Københavns tilfælde falder skaderne ikke blot for de to angribere, men for to af de bærende spillere på holdet og to af de bedste spillere i kalenderåret 2016. Santander har holdt et godt stabilt niveau fra foråret og ind i efteråret. Navnligt i de europæiske kampe og Andreas Cornelius har været som forvandlet i den her halvsæson. Det har været det bedste niveau han har leveret siden han kom tilbage fra Cardiff. Men de er ude og gode råd er dyre.

Kampen mod Porto er, med en fortærsket kliche, en skæbnekamp. FC København skal vinde for at holde liv i drømmen om knockout fasen i Champions League. Men hvad gør man når de store drenge er ude. Det som ligner game over for FCK kan blive holdet og klubbens chance. Det kan være begyndelsen på det andet FCK. For bagved Corner og Santander er mere hurtige, adrætte og tekniske spillere. Spillere som Toutouh, Falk, Verbic og Kusk. Det er en helt anden model for hvordan kampene skal spilles. Langt mindre fysisk, langt mere teknisk og positionsfodbold. Det er et nødvendigt opgør med den meget firkantede, men velfungerende ramme som Ståle Solbakken skaber omkring sin start 11er. FCK spiller godt, vinde kampe men spiller, hvis man skal sige det meget skabelonsfodbold. Høje backer, hårdt tryk, meget fysik. Man kender det. Ingen i Superligaen kan dog stille noget op mod det, men internationalt kan holdene forberede sig på det. Lukker man af for Ankersen og Augustinsson har man effektivt kvalt FCKs opspil. Det kan der rykkes ved mod Porto. Her kan Ståle gamble og han kan gamble stort. Ved at bringe Verbic, Toutouh og Falk vil han effektivt rykke spillet ned i græshøjde i længere tid end normalt, spille langt mere på den individuelle bedrift end på det kollektive setup og han vil uden tvivl forvirre fjenden.

De skal fodre boldene til en mere bevægelig angriber i Pavlovic der heller ikke bringer så meget fysisk og han vil kunne få brug for hjælp i det fysiske slagsmål med midterforsvaret.

En løsning på de fysiske spørgsmål vil kunne være at rykke Delaney længere frem i den såkaldte "Grønkjær position" bagved Pavlovic. Han har mere fysisk styrke end Toutouh og er mere disciplineret end Verbic.

Men uanset hvad så skal Ståle gøre noget han hader. Han skal foretage sig uprøvede dispostioner i en nøglekamp. Ikke-testede løsninger som naturligt vil skabe uro indenfor egne rækker

Porto er ikke forberedt på det, alene af den grund at FCK aldrig spiller på den måde. I aften er de nødt til det. Det kan vise sig at være en "blessing in disguise" at Santander og Cornelius er ude

God kamp

mandag den 21. november 2016

Løkke regering



Løkke forsøger at lave en ny regering. Med et nyt regeringsgrundlag. Med 2,5 år tilbage af valgperiode, så er det blå bloks mulighed for at undgå et valg. Et valg de ville tabe. Det er også blå bloks mulighed for at give DF rollen tilbage som de afgørende mandater, tungen på vægtskålen der kan få mærkesager igennem. Det har de brug for. I de seneste målinger ligger de på ca. 14% hvilket er ca 7% points lavere end ved valget sidste år. Det rykke magtbalancen, ganske betydeligt, over til rød blok

Det er 00erne re run. En gentagelse af en proces, som Liberal Alliance oprindeligt var sat i verden for bryde. Men så meget kan jo ændre sig i politik. Hvem der vinder og hvem der taber på manøvren er selvfølgelig stadig uvist. Man kan anskue det fra forskellige sider. Nogen vil i begyndelsen være bagud på points, men ende med at få meget og påvirke meget i Danmark. Andre vil føle det som en sejr men måske i sidste ende opleve at det var en flad fornemmelse man stod tilbage med. Politik er på den måde det evige kontinuerlige, foranderlige spil hvor dagens vinder er morgendagens taber og omvendt. Den stærke, driftsikre politiker har naturligvis for længst fundet ud af at det er det lange spil det handler om, og magten. Både magten til at positionere sig rigtigt, og magten til rent faktisk at få ting gennemført. Det man gik ind i politik for at gøre. Men også for at vise sig selv som et naturligt magtparti. Et naturligt regeringsparti. Løkke får meget kredit for at kunne navigere i næsten umulige sammenhænge. Gang på gang hiver han kaniner op af hatten og redder sig selv og sin regering. Nogen ville så sige, at måske han skulle lade være med at blive nødt til at hive kaniner op af hatten, men sådan er det måske.

Det regeringsgrundlag der kommer til live i de her dage på Marselisborg er i virkeligheden også begyndelsen på en pagt mellem Venstre, Liberal Alliance og Konservative. En pagt som skal holde sig duelig også efter valget uanset hvordan det går. De skal afstemme hvor hinanden er, hvor hinanden går og hvordan man kommer tilbage til det naturlige, samarbejdende udgangspunkt igen. Modellen tages efter den borgerlige blok i Sverige som med dygtighed holdt sammen på en koalition gennem to valgperioder, hvilket virkelig er meget for borgerlige svenske partier. De udgjorde samlet set flertallet i Riksdagen og forandrede dermed Sverige ganske betragteligt. Det er Løkkes forhåbning og Samuelsens drøm at det kan gentages, bare i Danmark. Der er selvfølgelig bare det problem at Dansk Folkeparti har en anden dagsorden. De kommer tilbage i den rolle de er blevet verdensmestre i at udnytte optimalt. Uden for ministerkontorene, men med fingeren på knappen i forhold til at gennemføre politik.

Der er ikke 90 mandater uden DF. Sådan var det i går, sådan er det i dag og sådan bliver det i morgen. Og derfor skal regeringsgrundlaget flugte med de interesser DF har, men ikke nødvendigvis med den politik som DF har. DF skal kunne komme ind og redde dagen og alligevel tilkendegive at nok er man størst i blå blok, men at regeringen jo samlet set har flere mandater end DF. Smart.

Måske for smart

Nu får vi se