Spærregrænse

I en tid hvor massemedier kan sende budskaber ud i atmosfæren, ud i samfundet, i et højere og højere tempo med større og større frekvens er det blevet tid til at beskytte demokratiet mod sig selv. Demokratiet, folkestyret, er i dag dikteret af politiske partier, hvor den demokratiske indflydelse handler om repræsentation og deltagelse. Opnår man det, kan man få en form for indflydelse.

Man bør ganske nøje overveje at indføre en spærregrænse på 4%, da de etablerede partiorganisationer er under et alvorligt angreb i de her år

Det er som sådan ikke et nyt fænomen, ej heller betyder det at et demokratisk system ikke kan uden et velfungerende partisystem. Men den bevægelse der foregår i disse år har mere med afviklingen af komponenterne for folkestyret at gøre fremfor at udvikle det

I princippet

Man kan leve efter principper. Efter guidelines. Det ædle for den ædle vilde. I civiliseret form. Jeg har et princip om, ganske nyligt opdateret, at mennesker med meget stærke principper ikke skal for tæt på. Det er svært at definere hvad præcist for tæt på er. Det kan være for tæt på til at falde over mig og brække mine knogler, eller det kan være for tæt på at besudle et sind, en tanke, en følelse, en periode med et princip, der sandsynligvis er opstået i en reaktion på noget andet

Selv har principperne siddet både løst og fast. Aldrig tættere ind til kroppen, end at de har kunnet tages ud når de er for dumme til at eksistere, eller for kloge til at de skal holdes indespærret i det enkelte menneske

Vildnisset

Dansk Folkeparti vil have Danmark ud af den Europæiske Menneskerettigheds Konvention. Udlændingepolitiken er kommet i mål.

Uanset om man er for eller imod. No more bullshit, smykkelovgivning, Lindholm og andre lignende forhold. Nu står man med det klare valg.

Det her kunne blive en lang svada om nødvendigheden af menneskerettigheder eller den modsatte perspektivering om beskyttelsen af fædrelandet, men enhver politisk debat handler om at diskutere det der er tættest på det givne mål og tættest på virkeligheden, og den rejse som begyndte ved valget i 2001 er ved at af finde sin foreløbige kulmination.

Man kan vifte med Dannebro eller ryste frustreret på hovedet, og der findes vel ikke det menneske i Kongeriget, der ikke har en holdning, mening eller tilgang til det her spørgsmål?

Derfor er vi nødt til at komme i et form for mål inden vi knækker over. Som nation, som folk, som politisk system. Vi skal træffe nogen valg. Demokratisk forankret. Påvirket af rabalder.

Men at træffe valg er vejen ud af vildnisset

Tal dansk og lidt engelsk

Det griber mere og mere om sig. Ord, udtryk og vendinger som kommer udefra og påvirker det danske sprog. Sådan har det altid været. I 1700 og 1800 tallet var påvirkningen meget stærk fra Tyskland og Frankrig. I dag er det manegement sprog fra USA som fylder i det sproglige landskab. Men ofte har vi faktisk ordene i forvejen, stærke nok til at beskrive og forklarer det som skal omtales. Det bliver ofte en diskussion om for og imod og sjældent en dybere snak om det danske sprogs særegne betydning og levedygtighed. Vi kan rumme de angle-saksiske sprog hvis vi også husker at dyrke vores eget sprog i skolen, på arbejdspladsen, i sportsklubben, på biblioteket og når vi ser Counter Strike på DR3

Det må ikke blive forstokket og verdensfjernt at holde fast i det sprog som den litterære kanon har ophøjet, netop fordi den er vores forfædres tunge. Den er en del af vores arv og en del af den arv vi giver videre. Samt lidt kulør med management sprog fra USA som nyeste tilkomne variation

Ordentlighed

Ordentlighed er et ord, som kan give associationer til den gamle mand i bussen, som vrisser af ungdommen og dens mangel på manerer. Det var bedre i gamle dage. I gamle dage mente man dog også at det var bedre i gamle dage. Ordentlighed bør dog være et gennemgående mål for såvel samfundet såvel for individet, og ikke mindst startende med én selv. Det bliver ofte kædet sammen med nogens ønsker om andre menneskers ordentlighed, og i mindre grad ens egen ordentlighed eller mangel på samme. Andre gange er det kamufleret frustration og angst og andet som måske holder én fra at se et menneske eller en given situation ud fra dens reelle kontekst.

Men ordentlighed er også en praktisk foranstaltning og i den indskrænkede monarkiske rødbede samfundsorden, som vi kalder Danmark er ordentlighedens pedestal nærmest synonym med både skattebetaling og parlamentarisme. Vi stoler på hinandens ordentlighed, selvom vi kun i sjælden grad har den dokumenteret. Vi stoler på hinandens ordholdenhed selvom vi godt ved at vi alle sammen lyver fra tid til anden når vi har brug for det.

Men vi stoler på ordentligheden som et back-stop. At den sætter ind når samvittigheden har blødgjort sjælen tilstrækkeligt, når en bondeanger fører mennesket tilbage mod retskaffenheden. Det bliver til en ideologi, som i modsætning til de eksisterende ideologier ikke beror sig på samfundets økonomiske hierarki, som vejviser for ordentligheden. Forstår man ikke ordentlighedens betydning for den sociale væren i Danmark har man et socialt problem, et socialt problem som kan udløse alle mulige andre problemer. Det er dog et kulturelt spørgsmål om ordentligheden hæmmer ét menneske i et samfund, og hvor den ene type af ordentlighed gør sig gældende overfor den anden.

Samtidig kan intet menneske sige sig fri for uordentlighed og tanker og handlinger som i større eller mindre grad er i strid med samfundsnormen. Det er indenfor rammerne af den velfungerende samfundsnorm, i det velfungerende civile liv, at mennesker kan træde ved siden af, at deres handlinger korresponderer med den gængse opfattelse af ordentlig adfærd når de træder ved siden af. Ordentligheden er dog en absurditet, hvis staten skifter ham og bliver despotisk og kontrollerende. Så er ordentligheden i det civile samfund en gusten underkastelse af systematiseret terror og manipulation. Det må for enhver pris undgås naturligvis

Tilbage står måske blot at vi er fejlbarlige mennesker, i en morskab af en menneskekrop med et sind der ser og hører det meste gennem sit mærkelige hjælpegreb kaldet kroppen. Det kan i sidste ende være den eneste ordentlighed der findes. Måske

Godtroende

Først var lykken. De første glimt, fragmenter af liv. Ud af øjenkrogen, det genkendelige ansigt, de genkendelige lyde. Dernæst de varme hænder, der tog én ind til sig og holdt varmen og følelsen tæt. Da kom en omkreds, ikke meget, men det som kaldtes verden. En verden hvor varmen mødte neutraliteten og naturen og kulturen og alt det som fandtes udenfor det lille univers af skabningskraft. På et tidspunkt kom sproget. Ikke meget, og i begyndelsen famlende, som efter år der ikke fandtes til begreber der knap nok eksisterede.

Der var konkurrence om sproget, og så vidt om at definerer viljen gennem sproget. Det blev til en struktur, et kredsløb af ytringer som blandede sig med adfærd bedst egnet i det allertidligste stadie og længe før man blev født. Da man var et med noget andet. Man lærer at stole på mennesker, og er man særligt udsat, bliver tilliden den livgivende nektar i alle dele af livets facetter, og man lærer tidligt at begribe vigtigheden af menneskets evne til at hjælpe, assisterer, komme med en håndsrækning, og det er sammenblandet med en kærlighed som den kærlighed der findes i en familie til et barn.

Det er senere, endda meget senere, at denne proces udgør det hjulpne menneskes største udfordring i livet, at det menneske søger hjælpen fra selve udkanten af menneskets familie og sjæl. Der hvor hjælpen kommer i form af værdier, som ikke er værdier, men som ofte er noget mørkere og mere dystert, og som i klinisk forstand er præciseret for længe siden. Det intelligente menneske kan have fået den rigtige, den gode, den nødvendige hjælp fra barnsben, omgivet af kærlighed og omsorg og tid, og alligevel søge denne grænse. Den grænse som er grænseløs i sig selv, hvis yderste punkt er den gængse sociale norm, men i højere grad er den fysiske eller den biologiske grænse. Hvad kan hjernen holde til, hvad kan kroppen holde til, hvor går man ud på sin kant, den kant som kan være forskellig fra menneske til menneske.

På et tidspunkt finder man ud af, at kanten er så langt mindre interessant end det rolige, almindelige liv. Uddannelse, arbejde, familie, hobbyer, socialt liv som minder om det naboen har, og er i forbindelse med tidligere og senere generationers liv. Der hvor underholdning er fredagsunderholdning i tv, eller den årlige tur i teatret eller i biografen. Man nyder stilheden, man nyder larmen af børn, man nyder at man ikke jager noget som helst, men kun drikker en kop te og læser en skønlitterær bog fra et menneske, som enten er kommet til den samme konklusion eller som stadig jager. Man sætter sig foran computeren og skriver, eksempelvis et blogindlæg, og man ser ud over sin lille verden og tænker at man skal tage den sandhed man fandt ud af ikke fandtes, gøre den til sin og tro på den alligevel

Godtroende

Sidste chance

Vi har nok vidst det hele tiden. Med valget af Macron havde den 5.republik én chance for at lykkes. Èn chance for at reformere sit arbejdsmarked, én chance for at reformere sin økonomi for at kunne blive konkurrencedygtig, komme op på højde med Tyskland og leve op til at være en de-facto ledernation af den europæiske union

Den unge mand og hans unge, højt begavede og højt uddannede folk har modtaget en skruebold i løb. De skal på fem år med en følgagtig med uerfaren lovgivende forsamling gennemfører lovændringer der ville gøre enhver stakåndet. Alt skal ses efter i sømmende.

No stone unturned.

Hidtil, eller det vil sige indtil for 14 dage siden, så det ikke ud til at det ville splitte nationen. Hans målinger gik dårligere og dårligere, men alligevel virkede det som om, at der var en stiltiende accept af, at hvis ikke det ville lykkes for Macron at vende tankskibet, så ville det ikke lykkes for nogen og Frankrig ville falde ned i kaos og anarki og imødese skabelse af den 6.republik.

Som bestemt vil blive ganske anderledes end den 5.

Men for 14 dage siden ca begyndte jorden at rumle. Nu efter demonstrationer af størrelse ikke set siden 1968, hvor Jean-Paul Sartre opmuntrede demonstranterne og min dansk-filosofi lærer kastede sten efter politiet, er tingene på kogepunktet igen. De gule veste. Hvem de end er, hvad de end er, så har sat ild til Paris og med den ild følger en konflikt i det franske samfund, som er så gammel som samfundet selv, med tråde mere end 200 år tilbage i tiden.

Macron er den yngste leder siden Napoleon Bonaparte, der selv kom til magten ved at affyre kanonkugler mod demonstranter i Paris gader og dermed beskyttede hvad der var tilbage af elitens privilegier i kølvandet på revolutionen i 1789.

Den beskyttelse udnyttede han til at gøre sig til kejser og indlede et enormt reformprogram af det franske samfund, og så at føre krig mod alle der kunne krybe og gå. Det var i 1800 tallet.

Nu er vi i 2000 tallet, men franskmænd sætter endnu engang demokrati, frihed, uretfærdighed og solidaritet på spidsen. Vreden, afmagten, den nedarvede fattigdom, benzinskatter og globaliseringen er blevet for meget for en stor gruppe mennesker, der udgør et asymmetrisk sammenhørighed af stærkt højreorienterede og stærkt venstreorienterede.

Hvad de derimod ikke er, er centrum- og eliteorienterede. Eliten skal ned og det kan kun gå for langsomt

Macron har ikke lette sound-bite svar på denne hans største krise. Hans rådgivere har hidtil virket lammede og ude af stand til at forstå, endsige gøre noget aktivt ved den brusende vrede. Det er Macron sidste chance.

Det som i forvejen var en svær opgave virker nu mere og mere umulig