mandag den 10. september 2018

Svensk Valg

Feminisme
Fascisme
Ny-fascisme
Socialisme
Racisme
Radikalisme
Ekstremisme
Aktivisme
Liberalisme
og undervejs blev det mere og mere klart, at man måtte tale om......
Parlamentarisme
Det er blevet valg i Sverige, og det er ikke valg i Sverige uden ismer, og helst så mange af dem som muligt.
Det skal helst være sådan, at man kan proppe 3-4 ismer ind i én sætning, uden samtidig at trække på smilebåndet
Kan man det, så har man en chance i det moderne svenske samfundsliv


lørdag den 8. september 2018

Drømmejob, drømmestudie, drømmeliv


Inden natlampen slukkes, læser jeg i bogen "Meditations" af den romerske kejser Marcus Aurelius. Faderen af stoicismen.

Han anså, at der ikke er ret meget mening i det vi mennesker foretager os, at det at lægge noget til eftertiden er et spild da alle jo dør alligevel, og at man ligeså godt kan møde alle ens udfordringer med ophøjet ro og beslutsomhed.  Han var en fredens mand af sind, men var i krig i det meste af perioden som kejser. Højt mod nord mod de vilde barbarer fra Germanien med et forsøg på at udvide det i forvejen kæmpe mæssige romerske rige. Men han havde altså også tid til at skrive dagbøger og beskrive emner som liv og død, filosofi, historie, politik og leveregler for mennesker.

En morgen, efter at Marcus Aurelius skrifter sværmede rundt i mit system om natten, blandet med drømme fra hverdagen, blandet med den varme som kom over vores land, stødte jeg på begrebet drømmestudie fra begejstrede men også potentielle stress ramte mennesker der i alle aldre gav deres besyv med på uddannelse, job og karriere. Det var drømmestudierne som giver drømmejobsene og det var bare så fantastisk alt sammen. I baghovedet lå dog uendeligheden fra den stoiske tankegang, garneret tempoet fra den pulserende hverdag i 2018 Danmark. Er drømmen blevet til et mareridt?

Har vi udviklet en tankegang om, at hvis ikke drømme mødes med succes, så braser de og braste drømme er noget af det værste der findes. Siges det. Det er jeg så langt fra sikker på er rigtigt. Faktisk tror jeg at braste drømme, som kamillete, er noget af det sundeste der kan overgå os som mennesker, men det kan jeg komme til

Marcus Aurelius havde en stor kejserlig seng, men han sov på et tynd underlag tættere på gulvet i stedet for.

For ikke at blive tilvænnet en livsstil, som kunne tages fra ham hurtigt og for at bevare sig selv. Fanden galemeig. En person som for flere tusind år siden var bevidst om selvet som drivkraften bag det harmoniske liv. Det er så også nemt for ham at kunne sige. Han var kejser

I dag er der ingen kejsere, derimod er der lyslevende en autentisk drøm om det frie, uafhængige menneske, som samtidig med det er frit og uafhængigt, også er succesfuldt, smukt, i balance, konkurrencedygtigt, ringer tilbage, er proaktiv, sjov, interessant og sikkert også andre ting.

Det er jo helt umuligt, og stoikerne ville forlade deres stoicisme for en stund og bare grine deres røv i laser:

"Er det virkelig hvad det moderne, post-industrielle samfund forventer af sine borgere?" 

Ikke desto mindre er det sådan mange mennesker oplever forventningerne, uanset om de så rent faktisk er der eller ej. Meget af den bevidsthed, den visdom som findes skal formes til en æra med non-stop SOME og et digitalt kredsløb som omfatter vores arbejdsliv, fritidsliv og samler alle de givne komponenter sammen til en pærevælling




fredag den 7. september 2018

Ret



Så meget af hvad vi siger og gør har intet med ret at gøre. Hvem der har ret, hvad der er ret og hvad der vinder dagen, vinder argumentet. Dagen og argumentet kan man lade ligge. Det er ikke altid afgørende, faktisk meget sjældent afgørende.

Ret hører til der hvor det hører hjemme, i lovgivning, i domstole, i dannelsesprocessen frem mod disse. Men det spiller en rolle for de mennesker, for det menneske som tidligt i sit livsstadie har følt sig forfordelt. Det virker sådan.

Om det videnskabeligt set er sådan, ved jeg ikke, men man kan gennem en smule livsempiri fastslå, at de største kværulanter man har mødt på sin vej, er dem som har følt sig mest forfordelt som børn. Det er en interessant psykisk og måske endda fysisk tilstand, men håbløst at være i til tider når man er modtager.

Det skal dog helst hæftes på intellekt hvis det for alvor skal være effektivt og irriterende på samme tid. Det er dem skolelærerne både hader og elsker, fortrinsvist kvindehjerter der banker for den umulige sag, men det er også alarmerende når kampgejsten slukkes og der ikke kommer mere kværulering fra den man regner med fyre det af. For det fortæller jo også noget om mennesker, at deres ukuelige kampgejst er blevet slukket, eller i bedste fald tæmmet. Tæmmet af tiden, andre mennesker, en væg af misforståelser og slet og ret oplevelsen af, at ret ikke giver ret.

Det er her man skal flette ind, at ens hjerne kan kværulere men ens mund være stille. Til et punkt. Til en tid. Til det blev ens tur, men da det var ens tur, der havde toget forladt perronen. For lige det. Det er det lineære billede. Et billede der mere og mere lader sig vige, af det tænkende menneske, for det cykliske. Taget ud i det ekstreme, kan man sige at det sygdomsramte alderdom er barndommens tidlige stadie revisited. Denne gang med børn, børnebørn og oldebørn. Indtil da er det fragmenter af ønsker, behov og sympatier som kommer igen.

Hvor man står eller sidder, og tænker at næste gang det kommer forbi, næste gang man ser det man gerne vil have, så griber man ud efter det. Som en karrusel. Det runde har altid stået både fladt og rart. Det som har nok i sig selv, men er en permanent beskyttene hinde mod alt det som måtte være udenfor. Det er grænsekontrol og bevidsthed. Men om decideret ret findes i det cykliske er derimod svært at vurdere.

Der findes en grund til at alle skal have noget ud af et forløb hvor nogen skal fældes til en form for dom. I stedet for at vinde, skal vi lære at være, for vi vil hver især ende op, mentalt, hvor vi kom fra til sidst. Det er den gode nyhed. At vi er for at være og så bagefter skal puste luft ind i en uendelighed, hvor vi opgiver at være. Langsomt.

Tror ikke på at det bare gøres over en formiddag, så let som ingenting

søndag den 2. september 2018

Håndtryk

Jeg giver hånd, derfor er jeg. Eller er jeg? Med et håndtryk signaler vi respekt i Danmark, men de fleste er gået over til knus. "Noget fra mafia film" som min far siger, som insister på håndtryk, som modvægt til den organiserede kriminalitets udtryksform
Men handler det om det i forhold til statsborgerskab?
Nej, der handler det om at man endnu ikke kan/vil regulerer i forhold til Islam, og i stedet finder andre muligheder. Så indtil da, må det at værne om håndtryk, være lig med at værne om en form for danskhed.
Ligeså må det være, at gøre noget andet end håndtrykket, for at påskønne mødet med den anden, den fremmede


torsdag den 30. august 2018

Mod dumhed.....


Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves. Vi ved vi har fat i noget, når dumhed bringes på banen. Det ligger der, i sit leje, mageligt, velvidende at den kan ligge uantastet. For der er ingen lov mod dumhed og vi kan endda hævde at vi tilskynder den. Forbrugssamfundet, ikke at vi er et forbrugssamfund i sin hele udstrækning, kræver faktisk at vi er en smule dummere i vores handlinger, end vi er i vores hoveder. Vi skal bruge en anelse mere end vi burde, og vi skal helst ikke stille for mange spørgsmål. Det kan vi leve med. Til en grænse

På et eller andet tidspunkt blev en form for dumhed, for det er ikke al form for dumhed, sat i system. Det var mere end ok, at vi ikke tænkte os om en ekstra gang, men at vi agerede, og der spirede argumenter frem hvorfor det var ok at vi agerede før vi tænkte os om. Det var den rette adfærd. Det skjuler for en stund dumheden, gør en større i sit skjul, indtil den foldes ud i fuld flor. Samtidig nedbrydes vi helt automatisk af tiden. Der dør flere hjerneceller end der bliver skabt nye. Kombinationen af de to forhold er så skrækindjagende at man kun kan grine af det, studerer det, ryste på hovedet, og komme videre. Man agerer. Væk fra den analyse, og videre til den næste

Tilbage står dumheden, som egentlig bare vil anerkendes. Overfor den står en form for klogskab som kan være lige irriterende som den rene dumhed. Folk der ved for meget, folk der bruger deres viden til at opnå en for dem og for andre mennesker en succes af en art. En midlertidig glæde ved opnåelse af præstation efterfulgt af et kortere eller længerevarigt tomrum som hurtigt, for det skal jo helst gå hurtigt, skal fyldes op igen med en ny jagt på succes. En formel for den moderne verden, for den moderne økonomi, for ledelse, for at blive ledet, for langt det meste sociale og økonomiske liv. Her ville gerne kunne siges(eller skrives) at der findes en tredje gruppe som blot kigger på disse fænomener, men den gruppe eksisterer ikke. Derfor er denne blogger heller ikke med i en sådan gruppe. Man lever som menneske i krydsfeltet af dumhed og klogskab, succes og fiasko, oppe og nede, ude og inde, fra by til land og fra land til by. Måske er man bedst der? Hvor intet er sikkert og hvor langt mere er på spil

Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves. De vælger dog selv dumheden på et tidspunkt

mandag den 27. august 2018

Exceptionalisme



Exceptionalisme. Amerikanske politikere tager det i deres mund for at forklare, i et ord, hvad USA er. Det er for meget, er vores reaktion. Alt for meget.

Men med John McCains død er der alligevel noget exceptionelt der ikke længere er her. Det kunne have absolut ingen betydning for os i Europa, hvis det ikke var for det faktum, at USA i disse år, og ikke kun på grund af præsident Trump, står ved en række skilleveje. Republik eller oligarki, skal rigdommen regerer eller skal befolkningen, skal der være indvandring eller ej osv.

Det næste amerikanske valg vil være det vigtigste i deres liv, og det var det forrige også, og det valg der følger efter det næste vil også være det vigtigste valg i deres liv. Så vigtigt er valg kun, når for meget står på spil, når et samfund ryster, når noget er gået så galt at man står ved en afgrund. Der har USA stået før dog på andre måder og med andre værktøjer til at løse dem

Demokratiet er i disse år offer for sin egen logik. At det kun er så stærkt som de generationer der er i live der bærer det. Det betyder også noget forskellige for forskellige mennesker, og måske endnu mere tydeligt, så betyder det noget forskellige for forskellige generationer. Beskyttelsen kan være ligeså væsentlig som udviklingen af demokratiet og omvendt. Ingen har patent på det, og patentet kommer kun i form af det nedskrevne. Det er det hele. Det exceptionelle ved USA er at de gerne vil fortælle alle andre at det er exceptionelle, men der stikke noget dybere

Når McCain er tredje generation af en krigerfamilie som har kæmpet de mest afgørende og formative krige fra 2.verdenskrig og til og med Vietnamkrigen, så er det også en del af den historie som forsvinder med ham, og en verden som engang sikkert har syntes levende, som er blevet til en verden af i går. Vi der er unge kan ikke forstå. Ikke rigtigt. For os er verden lige nu og her, og det vi gennemlever, stort og småt er det vigtigste i verden, men vi aner at der findes noget mere, der findes noget større, noget højere, noget dybere, noget vi ikke kan holde i vores hænder, men som bevæger sig ind på os. En ide om en uendelighed, hvor man blot er en brik.

Man kan deponerer den uendelighed i kærligheden til sit land, som McCain gjorde, eller gå i fordærv som andre gør, ved erkendelsen af den samme uendelighed, eller finde den gyldne middelvej hvor man lever sit liv som man nu gør. Det gør langt, langt de fleste og måske heldigvis for det

Men tror man på et højere formål, er det en god ting at vide, at man har mulighed for at tjene sig selv, andre, sin familie, sit land, en sag, en forening, en organisation eller et måske mere abstrakt, et tidsbillede. Det sidste er abstrakt, men kan være nok så væsentligt

Uanset hvad så kryber en form for exceptionalisme alligevel op på en. På du og jeg


fredag den 17. august 2018

Benny Andersen

Der er altid et eller andet sært, mærkeligt, specielt over en dag hvor en stor digter eller forfatter på ens eget sprog går bort. Benny Andersen var et talespor, et skriftspor, et lydspor til mange menneskers liv. Han var lun, underfundig og tænksom i ordenes fineste betydning