Kurdernes krav i Irak

En relativt ubemærket kronik i et militærmagasin vil få stor betydning for udviklingen i Irak. En højstående kurdisk officer gør det klart at det ikke er muligt for kurderne at blive i Irak. De vil have deres eget land, de vil have deres frihed. Med det spilles bolden op til det spil, som har været ventet siden den amerikanske invasion i 2003. De tre store befolkningsgrupper i Irak kunne ikke få det til at fungere, trods et i perioder behjertet forsøg. Med år af undertrykkelse, ydmygelse og folkemord vil landet endnu engang kunne drives ud i et kaos, som regionen og resten af verden bliver nødt til at forholde sig til. For kurderne har en sag i forhold til at ville have deres eget land. Fra fredsaftale til fredsaftale, fra overenskomst til overenskomst, er kurdernes forhold blevet sat til side for større og vægtigere forhold i regionen. Man er ofte havnet mellem to stole, og måttet se sine drømme om en stat til sin nation, sat til side. Det lader til at man er nået frem til et endemål, og at der findes kræfter i den kurdiske kamp som rent operationelt er i stand til at holde fast i kravet om en kurdisk stat, og på et militært plan at kunne gå efter det.

Det man kan håbe er, at Bagdad finder en positiv vilje og forståelse for kurdernes ret til at søge deres egen skæbne, men det vil nok ikke ske. Scenariet er nok snarere at det bliver en ny blodig konflikt, som endnu engang afhænger af stormagternes interesser i spørgsmålet. Her er kurderne i et meget stort og alvorligt minus. Ingen af verdens magter har en interesse i at gøre sig til modstandere med dem som aktivt arbejder imod at kurderne får deres eget land. Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien kan ikke blive enige om ret meget, men det kan blive enige om, at kurderne ikke skal have deres egen stat.

Resten af verden vil være enige. Kurderne kan ikke få deres egen stat. Det vil i givet fald åbne pandoras æske, og skabe en række regionale og territoriale konflikter, som kan udvikle sig blodigt, hvad man vil undgå for enhver pris. Men kurdernes kamp for deres egen stat, deres ønske om Kurdistan forsvinder ikke, blot fordi resten af verden ikke finder det belejligt.

Det vil fortsætte og involvere langt det meste af den frie verden

Det østlige Ukraine

I disse dage afholder Rusland militærøvelser med omkring 100.000 mand. Skarpladte våben, kampvogne, og i det hele taget en øvelse af den type som er normal for en stående hær. Den foregår dog ved grænsen til Baltikum. Og tilfældigheder opererer man ikke med. For måneder siden vedtog den russiske Duma at man ville autorisere en udvidelse af operationer og tilstedeværelse i nærområdet, hvis der forelå en konkret trussel om terrorisme. Terrorisme. Man kan smage på det ord, og lade den hænge et øjeblik. Hvor man i USA ville puste sig op og melde dette til den store verden, vælger russerne at give sådan en besked i stilhed.

I disse dage evakueres tusinder af borgere i Moskva, da der er indløbet konkrete terrortrusler mod centrale pladser og bygninger, og der tales om at truslerne kommer fra Ukraine. Hidtil har der ikke været nogen hverken beviser eller indicier for at Ukraine skulle være involveret i opbygning til terror, men i den store skala er det nok også lige meget. Et slutspil omkring Ukraines fremtid kan være begyndt. Russerne kan have tabt tålmodigheden med den frosne konflikt. Hvor mange analytikere mener at russerne har det fint med en frossen konflikt, synes virkeligheden efterhånden at være en anden. Man vil gerne have en afklaring af det østlige Ukraines fremtid, og en gang for alle gøre landet til en lydstat igen, pakket pænt og skærmet væk fra NATO og EU.

Selvfølgelig har det konsekvenser for Vesten og dermed også Danmark, men vi må spørge os selv hvor store konsekvenserne er. Man gjorde tilnærmelser til Kiev, men halvhjertet og man har nølet med lån og hjælp til at holde sammen på landet.

Trumps forhold til Putin gør umiddelbart USA til tomme tønders buldren. Ingen ved hvad Trump administrationens officielle politik er, før konflikten eskalerer yderligere. Det her står for egen regning, men russerne kan være interesseret i at agere før et eventuelt præsidentskifte i Washington. Man kan have en fornemmelse af, at vinduet er ved at lukke, og at Mike Pence, hvis han skulle komme til, vil føre en mere konventionel amerikansk udenrigspolitik end Trump. Det vil igen samle NATO alliancen og gøre det umuligt for russerne at foretage sig noget uden vidtgående sanktioner der kan ramme deres økonomi. Det kan sagtens være at det er sådan alligevel, men de seneste dage er volden eskaleret kraftigt i det østlige Ukraine, og det kan komme til at gå meget stærkt lige pludselig, og være ganske overrumplende for Vesten

Selvom man nok alligevel forventer at der sker et eller andet. Med Putin kan man være sikker på, at man ikke kan være sikker på noget som helst

Det samme sted

Vi rejser. For at komme væk. For at forstå hvor vi kommer fra. For at være, for at elske, for at blive forelsket, for at forstå den verden vi er en del af. Det sted vi tager til vil give os landskab af karakter vi aldrig havde drømt om, det vil give os mennesker med en ny form for åbenhed, og det vil give os verden som vi havde håbet på. Under en fremmed himmel kan vi synke en ny verden ind. Den, som ungdommen lader os synke ind. Den som alle mennesker i verden, måske mere end de ved, har brug for. Steder vi besøger fylder os med indtryk, de giver os inspiration til at udrette store og små ting, og de får os til at se livet på en anden måde end før. Måske ikke med det samme, men over tid. Derfor er rejser et liv i sig selv. Der er mennesker der klager over at flyet mellem destination fire og destination fem var forsinket, og det er svært at forstå. Skal man virkelig bruge tiden på at beklage sig over det der går galt, velvidende at der altid går et eller andet galt, eller skal man bruge tiden på at fokusere på det nærmest magiske, som ellers sker rundt om én?

Det bør være det sidste

I dag har vi en generation af mennesker, unge omkring årtusindskiftet, som er mere berejste end nogen anden ungdomsgeneration før dem. Det betyder ikke at man er klogere, og mere i balance, men øjnene og sjælen har set mere af verden og bevidstheden om dens størrelse, dens omfang og dens udbredelse bringes tilbage til det sted de kom fra, det samme sted fra hvor med deres liv så igen udgår fra når de er kommet tilbage. Det giver for mange mennesker en splittelse, en aversion mod det gamle i deres egent kultur, og mødet med den nye verden er som regel også mødet med ligesindede i andre lande. Det er blikket med det ene øje. Det andet blik ville være at forstå og gennemskue de processer som leder til nationalisme, totalitarisme og tilbageskuende værdier midt i paradis.

Når det man tror er himlen på jord, viser sig at være, om ikke et helvede, så et sted beboet af mennesker der kæmper en daglig kamp for at holde katastrofen fra døren. Den kamp, hvis ikke den følges op med systemer der virker, kan stort set aldrig vindes.

Turistmål som glider ned i kaos og despoti, og det er en stakket frist at turister ikke bliver ramt i første omgang. Men det en sjældenhed, et sidespring.

For vi bliver ved med at rejse, ved med at leve for at rejse, og ved med at kigge i budgetterne efter muligheden for at komme afsted. Har man eksempelvis et handicap er det gjort en smule sværere, men ikke umuligt. Er man af andre grunde sat tilbage uden muligheden, kan livets gåder bringe én mod rejsen på andre måder. Hvordan det håndteres er forskelligt fra person til person. Men vi er en verden af overlevere, af turister, af globetrottere, men også af borgere i tid, af historiske væsener. Det er et udgangspunkt vi deler med enhver anden generation før os, havde mulighederne været der.

Det er det samme sted

Internet til en eksamen

Hvorfor er det forkert at lukke for internettet til eksamen?

Handler det ikke stadigvæk om, hvad eleven kan af pensum på eksamens dag? Eller har skolesystemet frem til og med ungdomsuddannelser ændret sig fra sit grundlæggende udgangspunkt, siden jeg blev student. Er det via lidt assistance fra internettet, at man kan få en inflation af høje karakterer, sådan at Danmark scorer højere i internationale målinger uden at det faglige niveau, måske, måske ikke, er fulgt med? Det er svært at forestille sig, at det handler om den enkelte elev livsbane og karriere-vej, men at systemet er bygget til helst, at levere den umiddelbare succes ovenpå succes for den enkelte og for systemet selv. Er det i virkeligheden det som det handler om?

Det er ledende men også åbne spørgsmål, som dækker over at jeg ikke ved det, og at uddannelse vel stadig er vigtigt, men at det efterhånden mere ligner opbygningen af syntetiske CDOs fra finansboblen i 2000 tallet end egentlig uddannelse. Hvor den der tager uddannelse ikke er en kunde i en butik men elev. Lidt et gammeltdags ord. Elev. Men måske meget godt, når alternativet er et pløret ingenting, hvor meningen tabes totalt.

Internet til eksamen har sikkert mange gode argumenter bag sig. Krumspring som formentlig pakkes fornemt ind i didaktiske overvejelser i digitale og fysiske ringbind fra DPU og andre steder, men det er i sidste ende en form for snyd af den værste art, nemlig der hvor den enkelte snyder sig selv, og herefter hvor samfundet bliver snydt da titlerne efter endt uddannelse på et tidspunkt mister enhver værdi, når indehaverne af dem ikke kan det rent fagligt, som forventes af dem

Vedkommende

Til rette vedkommende. Det er der noget der hedder. På et eller andet tidspunkt finder man ud af, at andre mennesker danner sætninger, danner mening på en måde som man aldrig nogensinde ville gøre af sig selv frivilligt. Det kan være, at man synes det er for dumt eller at det ikke passer til én.

At man har et sprog, en mening, en logik, en ide om hvordan tingene hænger sammen og så må det åbenbart være sådan. Det har noget at gøre med tolerance. Og tolerance er blevet noget vi skal have over for hinanden, hvilket i sig selv er en modsigelse af selve begrebet, fordi det som udgangspunkt er en rejse at nå derhen hvor tolerancen, den ægte tolerance opnås.

Derfor kan man fristes til at slå et slag for den form for egoisme, som helst skal imødegås af tolerancen, af roen, af fordybelsen, af bevidstheden om at andres menneskers værd er på samme niveau som ens eget værd. Det er en teoretisk øvelse for nogen, en tålmodighedsøvelse for andre, og dog for de fleste, helt essentielt hvis kærlighed skal bringes videre.

Det foregår i faser. Nogen kulturer taler om at vi gennemgår fem faser, og at det ikke giver nogen mening at holde for hårdt fast i hvilken som helst bevidsthed man måtte have haft i den foregående fase, for den skulle alligevel skiftes ud med en ny fase, hvor man opnår en højere bevidsthed eller som minimum en bevidsthed der passer til det livstrin man er på. Vi kolliderer i bevidstheder, når vi lever mange sammen på lidt plads, når vi arbejder, når vi går i skole, når vi bevæger os i sammenhænge og intet af det der foregår er ukendt for nogen som helst. Man trækkes ind i det kulturelle liv, med den frivillige tilgang, at her må kærlighed, respekt, anerkendelse og i sidste ende social accept findes. Det gør det også. For nogen. Og hvis maner så uheldig, at finde den sociale accept hurtigere end man er klar til det, kan man med rette spørge om det virkelig er den pågældende sociale accept man  har øgt efter. Disse forhold gælder for de fleste,  men ikke for alle, og det er meningen. At nogen må være søgende hele deres liv, og i deres søgning ændrer verden, hvorimod andre får deres første ønske opfyldt, og bliver til menneskehedens asfalt.

Det gør det også for de fleste mennesker. Selv de mest udstødte finder deres roller i disse sammenhænge, om end den udstødte gerne ville bytte med dem som er oprigtigt afholdt. Forskellen er ikke større end hvad ord og handlinger kan bibringe

Når man bor i en by bliver man hurtigt anonymiseret. Uden man ved det, ændres ens sociale placering fra noget, om man kunne lide det eller ej, sikkert til noget mere usikkert og flygtigt. Der er større konkurrence og den sammen sociale stødpude og eller kontrol er ikke til stede. You are on your own. Nogen mennesker trives i et sådan vildnis af nye muligheder, der eksisterer i dér, og finder ud af skabe deres egen sociale landsby i storbyen. I kvarteret, i løbeklubben, på cafeen, på værtshuset og eller andre steder. Der bliver defineret en indre menneskelig logik, som holder vand, som holder liv, for det enkelte menneske. Andre forsvinder. For andre og for sig selv, og her er modgiften formentlig at flytte ud på landet, ud i det fri

Respekten er nær

Respekten for det som binder os sammen. Det som skiller os ad, og skaber konflikter som fører til uoverskuelige konflikter. Det hele hænger sammen i et kredsløb, hvor selv den mindste ånd, eller livsform spiller en rolle i det som foregår. Hvad det er der reelt foregår er i sandhedens natur ret uvist. Vi tror vi ved det, og nogen af os tror at hvis vi tænker nok over det så finder vi ud af det. Det gør vi nok ikke, men det skal ikke afholde mig fra at falde ind i den kontinuerlige tankestrøm, så man til sidst bliver svedt. Essensen er at lede efter essensen. Og når man finder essensen er det slut, med at lede, slut med den sult der skal til for at være et interessant menneske. Man kan have venner som engang var spændende mennesker, men som af forskellige årsager er blevet utroligt kedelige, nærmest mumieagtige ånder, der er holdt op med at interesserer sig for ting, nu hvor voksenlivet synes at være på plads. Endeligt på plads. Så endeligt, at der derfra skal lægges ansigter i så dybe folder at de til forveksling ligner den forrige generations dybe folder, og samtaler der helst skal omhandle de samme ikke-emner, så som den generelle udenomssnak og den frygt for fiasko som lurer i voksenlivets kornkammer. Måske er det den store fortælling, at man agerer på en bestemt måde, i en bestemt tid, i en bestemt retning, indtil at nogen, forhåbentlig til en vis udstrækning én selv, fører én hjem til den base hvor livet kan leves.

Men livet leves ligeså vel i faldet, som i det stående på jordoverfladen. Ind i billedet kommer mennesket. Med sit ego. Med sine drømme om fremtiden. Med sine ambitioner, ofte godt gemt. Med enten tro eller ikke tro på egne evner. Og et muligt forfald. Det er velkendt stof. Mennesker der lever for at præstere, falder fra tinderne ned mod det dyb som kun findes i deres indre. Andre ser det faktisk meget mindre, end den faldne selv tror. De ser derimod noget andet, som om muligt kan være meget værre. En energi spildt på konflikt, på vrede, på planlægning, på alt det som skubber andre væk, fremfor det som skulle bringe det andet, de andre, tættere på. Der findes ikke noget mere selvhøjtideligt at påpege, hvordan alle andre mennesker tager fejl. Og derfor bør læseren sidde tilbage med den berettiget følelse at skribenten falder i de samme oasevæsker som han anser sin omverden falder i. Korrekt. Og der kommer ikke noget Men.

Det som bør optage et menneske i det såkaldte 21.århundrede er hvordan livet kan leves i den balance som naturen har givet dette menneske. Så bevæger vi os for alvor ind i filosofien og det kan virke så højpandet, så frelst og tyk'mælket, at det frastøder dem som kan, vil og skal tænke selv. Det er en udfordring, at blive orienteret om værdier som kan ligge langt fra én. Det er ligeså en udfordring, at følge en proces, en tanke, en ide længe nok til at den slår rod og bliver til noget. Men det er tykmælk, og det vil vi afholde os fra her.

Men vi har alle en bane som holder os til det vi allerhelst drømmer om at foretage os. Ellers ville vi lave noget andet. Den bane kan virke usikker, fremmed, endda løjerligt dum. Men det er vores bane. Kommer man fra en lille by, er der færre til at sige at det er fantastisk eller forfærdeligt det man har gang i. Storbyen rummer den tredie og måske den mest ubarmhjertige vej, nemlig ligegyldigheden overfor præcis den måde man vælger at foretage sine valg. Man sætter rammerne, møder mennesker på cafeer, klubber, restauranter og i andre sammenhænge og morser koderne ud i et håb om at der bliver lyttet, forhåbentlig velvidende, at alle andre mennesker i store træk gør det samme.

Den vrede unge mand

Der eksisterer et splitsekund, måske et nanosekund, hvor alt føles ligegyldigt. Dette sekund sameksisterer med følelsen af øredøvende smerte og verden omkring indsnævres til det som synet lige akkurat kan se i det øjeblik. Når man brækker en knogle forsvinder alle livets detaljer, den regning der skal betales, den person man skal ringe tilbage til, detaljer som førhen fyldte noget, men som i dette helt specielle øjeblik, mister sin værdig. Det er en udsædvanlig undtagelsestilstand der så begynder. I det øjeblik man brækker noget begynder man at hele igen. Det er så en proces der som minimum tager 6 uger, med det aber dabei, at bruddet kan sidde forkert eller at man har nået en alder hvor knoglerne vokser langsommere sammen end da man var yngre. En slidsom, langsommelig proces der nulstiller selve essensen af tilværelsen til et rum, en seng, få objekter, ganske afgørende lidt bevægelsesfrihed og ens egne tanker. Har beskrevet det tidligere i andre blog indlæg, men som man skriver det kommer andre med lignende oplevelser med observationer, man ikke selv har gjort, eller bekræfter hele den proces der eksisterer

Som med så mange andre ting, gennemgår man en udviklingsproces som teenager. Man er ung, fri og vil erobre verden. Den verden som kan erobres er uddannelse, venner og lignende. Det er en verden spækket med delmål, endemål og oplevelser og slet og ret potentielle eventyr, hvis man altså vælger at se dem. Et eller andet sted i dette kan man let fare vild. Let, fordi man må antage at det sker for både de mange og for den enkelte. Dette, at fare vild, er også en inddirekte betegnelse for helt konsekvent at træffe valg imod det som umiddelbart fremstår som i strid med ens egne interesser, og måske mere væsentligt, i strid med hvem man egentlig gerne ville være, hvem man egentlig er. Man er selvfølgelig altid sig selv. Men en spaltning kan opstå, hvis man gennemtvinger sig selv sammenhænge, der strider grundlæggende mod det man gerne vil lave, og de mennesker man gerne vil spendere tid sammen med. Det har de fleste nok oplevet i det små. For mennesker med handicap, kan dette forløb dog varer i længere tid end for almindelige mennesker, da man ganske ofte lever et anderledes indholdsmæssigt liv end så mange andre.

Man kan vælge at se på dette som en gave, eller se på det med frustreret blik. Som barn, kan jeg huske, syntes jeg at det var mærkeligt at mennesker kom hen til mig og sagde at de ville "bede for mig" eller at jeg på en eller anden måde "forstod dem". Ofte var det alkoholikere, kunstnere, pensionister, eller sjæle med ondt i livet på forskelig vis. Her har jeg så lavet en hjemmelavet, ganske uvidenskabelig observation. I de år hvor jeg nok følte mig stresset, hvor jeg ikke afgav tilnærmelsesvis positiv energi og hvor jeg altid følte mig bagud, forkert og hvor jeg måske heller ikke omgav mig med mennesker som selv afgav en positiv energi, stoppede den linde strøm af sjæle der ønskede mig godt. Der var dømt tørke for de mystiske samtaler. Det var i perioden hvor vreden havde taget over. Vendt mod alt muligt, alt det som fandtes og som kunne kritiseres. Det er en vrede som mange unge mænd har, og sikkert ligeså mange unge kvinder har, og den kan fylde så meget at den overskygger for det sollys som livet indeholder, selv i de mest negative stunder. Her kunne man så læse om tidligere tiders vrede unge mænd, som gik rundt alle mulige steder i verden og var vrede, og det var slet ikke spor morsomt.

Kan man så forvente at man, selv med en anderledes livserfaring, ser lysere på tilværelsen gennem eksempelvis 20erne? Nok ikke. Må desværre skuffe læseren med at sige, at jeg ikke havde de vise sten i forhold til at finde lykken i ungdommens tempo. Vil ikke kalde det vildskab, for det er trods alt Danmark. Men man kan sagtens kalde det tempo. Det er en sovs med mange forskellige ingredienser, og de kommer med alt det som en god blanding af liv er lavet af.