onsdag den 6. september 2017

Internet til en eksamen

Hvorfor er det forkert at lukke for internettet til eksamen?
Handler det ikke stadigvæk om, hvad eleven kan af pensum på eksamens dag? Eller har skolesystemet frem til og med ungdomsuddannelser ændret sig fra sit grundlæggende udgangspunkt, siden jeg blev student. Er det via lidt assistance fra internettet, at man kan få en inflation af høje karakterer, sådan at Danmark scorer højere i internationale målinger uden at det faglige niveau, måske, måske ikke, er fulgt med? Det er svært at forestille sig, at det handler om den enkelte elev livsbane og karriere-vej, men at systemet er bygget til helst, at levere den umiddelbare succes ovenpå succes for den enkelte og for systemet selv. Er det i virkeligheden det som det handler om?
Det er ledende men også åbne spørgsmål, som dækker over at jeg ikke ved det, og at uddannelse vel stadig er vigtigt, men at det efterhånden mere ligner opbygningen af syntetiske CDOs fra finansboblen i 2000 tallet end egentlig uddannelse. Hvor den der tager uddannelse ikke er en kunde i en butik men elev. Lidt et gammeltdags ord. Elev. Men måske meget godt, når alternativet er et pløret ingenting, hvor meningen tabes totalt.
Internet til eksamen har sikkert mange gode argumenter bag sig. Krumspring som formentlig pakkes fornemt ind i didaktiske overvejelser i digitale og fysiske ringbind fra DPU og andre steder, men det er i sidste ende en form for snyd af den værste art, nemlig der hvor den enkelte snyder sig selv, og herefter hvor samfundet bliver snydt da titlerne efter endt uddannelse på et tidspunkt mister enhver værdi, når indehaverne af dem ikke kan det rent fagligt, som forventes af dem

Vedkommende



Til rette vedkommende. Det er der noget der hedder. På et eller andet tidspunkt finder man ud af, at andre mennesker danner sætninger, danner mening på en måde som man aldrig nogensinde ville gøre af sig selv frivilligt. Det kan være, at man synes det er for dumt eller at det ikke passer til én.

At man har et sprog, en mening, en logik, en ide om hvordan tingene hænger sammen og så må det åbenbart være sådan. Det har noget at gøre med tolerance. Og tolerance er blevet noget vi skal have over for hinanden, hvilket i sig selv er en modsigelse af selve begrebet, fordi det som udgangspunkt er en rejse at nå derhen hvor tolerancen, den ægte tolerance opnås.

Derfor kan man fristes til at slå et slag for den form for egoisme, som helst skal imødegås af tolerancen, af roen, af fordybelsen, af bevidstheden om at andres menneskers værd er på samme niveau som ens eget værd. Det er en teoretisk øvelse for nogen, en tålmodighedsøvelse for andre, og dog for de fleste, helt essentielt hvis kærlighed skal bringes videre.

Det foregår i faser. Nogen kulturer taler om at vi gennemgår fem faser, og at det ikke giver nogen mening at holde for hårdt fast i hvilken som helst bevidsthed man måtte have haft i den foregående fase, for den skulle alligevel skiftes ud med en ny fase, hvor man opnår en højere bevidsthed eller som minimum en bevidsthed der passer til det livstrin man er på. Vi kolliderer i bevidstheder, når vi lever mange sammen på lidt plads, når vi arbejder, når vi går i skole, når vi bevæger os i sammenhænge og intet af det der foregår er ukendt for nogen som helst. Man trækkes ind i det kulturelle liv, med den frivillige tilgang, at her må kærlighed, respekt, anerkendelse og i sidste ende social accept findes. Det gør det også. For nogen. Og hvis maner så uheldig, at finde den sociale accept hurtigere end man er klar til det, kan man med rette spørge om det virkelig er den pågældende sociale accept man  har øgt efter. Disse forhold gælder for de fleste,  men ikke for alle, og det er meningen. At nogen må være søgende hele deres liv, og i deres søgning ændrer verden, hvorimod andre får deres første ønske opfyldt, og bliver til menneskehedens asfalt.

Det gør det også for de fleste mennesker. Selv de mest udstødte finder deres roller i disse sammenhænge, om end den udstødte gerne ville bytte med dem som er oprigtigt afholdt. Forskellen er ikke større end hvad ord og handlinger kan bibringe

Når man bor i en by bliver man hurtigt anonymiseret. Uden man ved det, ændres ens sociale placering fra noget, om man kunne lide det eller ej, sikkert til noget mere usikkert og flygtigt. Der er større konkurrence og den sammen sociale stødpude og eller kontrol er ikke til stede. You are on your own. Nogen mennesker trives i et sådan vildnis af nye muligheder, der eksisterer i dér, og finder ud af skabe deres egen sociale landsby i storbyen. I kvarteret, i løbeklubben, på cafeen, på værtshuset og eller andre steder. Der bliver defineret en indre menneskelig logik, som holder vand, som holder liv, for det enkelte menneske. Andre forsvinder. For andre og for sig selv, og her er modgiften formentlig at flytte ud på landet, ud i det fri

lørdag den 26. august 2017

Respekten er nær



Respekten for det som binder os sammen. Det som skiller os ad, og skaber konflikter som fører til uoverskuelige konflikter. Det hele hænger sammen i et kredsløb, hvor selv den mindste ånd, eller livsform spiller en rolle i det som foregår. Hvad det er der reelt foregår er i sandhedens natur ret uvist. Vi tror vi ved det, og nogen af os tror at hvis vi tænker nok over det så finder vi ud af det. Det gør vi nok ikke, men det skal ikke afholde mig fra at falde ind i den kontinuerlige tankestrøm, så man til sidst bliver svedt. Essensen er at lede efter essensen. Og når man finder essensen er det slut, med at lede, slut med den sult der skal til for at være et interessant menneske. Man kan have venner som engang var spændende mennesker, men som af forskellige årsager er blevet utroligt kedelige, nærmest mumieagtige ånder, der er holdt op med at interesserer sig for ting, nu hvor voksenlivet synes at være på plads. Endeligt på plads. Så endeligt, at der derfra skal lægges ansigter i så dybe folder at de til forveksling ligner den forrige generations dybe folder, og samtaler der helst skal omhandle de samme ikke-emner, så som den generelle udenomssnak og den frygt for fiasko som lurer i voksenlivets kornkammer. Måske er det den store fortælling, at man agerer på en bestemt måde, i en bestemt tid, i en bestemt retning, indtil at nogen, forhåbentlig til en vis udstrækning én selv, fører én hjem til den base hvor livet kan leves.

Men livet leves ligeså vel i faldet, som i det stående på jordoverfladen. Ind i billedet kommer mennesket. Med sit ego. Med sine drømme om fremtiden. Med sine ambitioner, ofte godt gemt. Med enten tro eller ikke tro på egne evner. Og et muligt forfald. Det er velkendt stof. Mennesker der lever for at præstere, falder fra tinderne ned mod det dyb som kun findes i deres indre. Andre ser det faktisk meget mindre, end den faldne selv tror. De ser derimod noget andet, som om muligt kan være meget værre. En energi spildt på konflikt, på vrede, på planlægning, på alt det som skubber andre væk, fremfor det som skulle bringe det andet, de andre, tættere på. Der findes ikke noget mere selvhøjtideligt at påpege, hvordan alle andre mennesker tager fejl. Og derfor bør læseren sidde tilbage med den berettiget følelse at skribenten falder i de samme oasevæsker som han anser sin omverden falder i. Korrekt. Og der kommer ikke noget Men.

Det som bør optage et menneske i det såkaldte 21.århundrede er hvordan livet kan leves i den balance som naturen har givet dette menneske. Så bevæger vi os for alvor ind i filosofien og det kan virke så højpandet, så frelst og tyk'mælket, at det frastøder dem som kan, vil og skal tænke selv. Det er en udfordring, at blive orienteret om værdier som kan ligge langt fra én. Det er ligeså en udfordring, at følge en proces, en tanke, en ide længe nok til at den slår rod og bliver til noget. Men det er tykmælk, og det vil vi afholde os fra her.

Men vi har alle en bane som holder os til det vi allerhelst drømmer om at foretage os. Ellers ville vi lave noget andet. Den bane kan virke usikker, fremmed, endda løjerligt dum. Men det er vores bane. Kommer man fra en lille by, er der færre til at sige at det er fantastisk eller forfærdeligt det man har gang i. Storbyen rummer den tredie og måske den mest ubarmhjertige vej, nemlig ligegyldigheden overfor præcis den måde man vælger at foretage sine valg. Man sætter rammerne, møder mennesker på cafeer, klubber, restauranter og i andre sammenhænge og morser koderne ud i et håb om at der bliver lyttet, forhåbentlig velvidende, at alle andre mennesker i store træk gør det samme.


fredag den 11. august 2017

Den vrede unge mand



Der eksisterer et splitsekund, måske et nanosekund, hvor alt føles ligegyldigt. Dette sekund sameksisterer med følelsen af øredøvende smerte og verden omkring indsnævres til det som synet lige akkurat kan se i det øjeblik. Når man brækker en knogle forsvinder alle livets detaljer, den regning der skal betales, den person man skal ringe tilbage til, detaljer som førhen fyldte noget, men som i dette helt specielle øjeblik, mister sin værdig. Det er en udsædvanlig undtagelsestilstand der så begynder. I det øjeblik man brækker noget begynder man at hele igen. Det er så en proces der som minimum tager 6 uger, med det aber dabei, at bruddet kan sidde forkert eller at man har nået en alder hvor knoglerne vokser langsommere sammen end da man var yngre. En slidsom, langsommelig proces der nulstiller selve essensen af tilværelsen til et rum, en seng, få objekter, ganske afgørende lidt bevægelsesfrihed og ens egne tanker. Har beskrevet det tidligere i andre blog indlæg, men som man skriver det kommer andre med lignende oplevelser med observationer, man ikke selv har gjort, eller bekræfter hele den proces der eksisterer

Som med så mange andre ting, gennemgår man en udviklingsproces som teenager. Man er ung, fri og vil erobre verden. Den verden som kan erobres er uddannelse, venner og lignende. Det er en verden spækket med delmål, endemål og oplevelser og slet og ret potentielle eventyr, hvis man altså vælger at se dem. Et eller andet sted i dette kan man let fare vild. Let, fordi man må antage at det sker for både de mange og for den enkelte. Dette, at fare vild, er også en inddirekte betegnelse for helt konsekvent at træffe valg imod det som umiddelbart fremstår som i strid med ens egne interesser, og måske mere væsentligt, i strid med hvem man egentlig gerne ville være, hvem man egentlig er. Man er selvfølgelig altid sig selv. Men en spaltning kan opstå, hvis man gennemtvinger sig selv sammenhænge, der strider grundlæggende mod det man gerne vil lave, og de mennesker man gerne vil spendere tid sammen med. Det har de fleste nok oplevet i det små. For mennesker med handicap, kan dette forløb dog varer i længere tid end for almindelige mennesker, da man ganske ofte lever et anderledes indholdsmæssigt liv end så mange andre.

Man kan vælge at se på dette som en gave, eller se på det med frustreret blik. Som barn, kan jeg huske, syntes jeg at det var mærkeligt at mennesker kom hen til mig og sagde at de ville "bede for mig" eller at jeg på en eller anden måde "forstod dem". Ofte var det alkoholikere, kunstnere, pensionister, eller sjæle med ondt i livet på forskelig vis. Her har jeg så lavet en hjemmelavet, ganske uvidenskabelig observation. I de år hvor jeg nok følte mig stresset, hvor jeg ikke afgav tilnærmelsesvis positiv energi og hvor jeg altid følte mig bagud, forkert og hvor jeg måske heller ikke omgav mig med mennesker som selv afgav en positiv energi, stoppede den linde strøm af sjæle der ønskede mig godt. Der var dømt tørke for de mystiske samtaler. Det var i perioden hvor vreden havde taget over. Vendt mod alt muligt, alt det som fandtes og som kunne kritiseres. Det er en vrede som mange unge mænd har, og sikkert ligeså mange unge kvinder har, og den kan fylde så meget at den overskygger for det sollys som livet indeholder, selv i de mest negative stunder. Her kunne man så læse om tidligere tiders vrede unge mænd, som gik rundt alle mulige steder i verden og var vrede, og det var slet ikke spor morsomt.

Kan man så forvente at man, selv med en anderledes livserfaring, ser lysere på tilværelsen gennem eksempelvis 20erne? Nok ikke. Må desværre skuffe læseren med at sige, at jeg ikke havde de vise sten i forhold til at finde lykken i ungdommens tempo. Vil ikke kalde det vildskab, for det er trods alt Danmark. Men man kan sagtens kalde det tempo. Det er en sovs med mange forskellige ingredienser, og de kommer med alt det som en god blanding af liv er lavet af.

tirsdag den 11. juli 2017

Slutspillet



Der er ingen grund til for Rusland, at holde fast i Donald Trump efter en eventuel aftale om Krim-Donbas-Assad. Hans præsidentperiode er så martret af anklagerne om et samarbejde med den russiske regering mod Hillary Clinton, at enhver tanke om at Trump på en eller anden måde kan bugsere sig hen til 2020 endsige til 2018 virker som drømmerier i horisonten. Derimod er det mere og mere klart, at geopolitikken er kommet tilbage for at blive, at Rusland skal tages alvorligt. Ikke blot som en obstruktionskraft i vestlige demokratiske valghandlinger, men som henholdsvis partner og modstander i langt de fleste konflikter i Mellemøsten, nærorienten og lille-asien. Det stiller USA i det dilemma, at skønt Putin bruger alle tænkelige midler for at opnå sine forehavender, så er han ikke til at komme udenom. Det samme problem har Europa.

Derfor er det ønskeligt, at man finder en tone, en kommunikationslinje som fungerer i praksis, uden at den i al for høj grad kompromittere egne værdier, men alligevel stiller sikkerhed og stabilitet længere frem på køleren end i flere årtier

Den verdensorden der har eksisteret siden 1991 er væk. Den forsvandt under fodsålerne på de hackere der var i stand til at direkte eller inddirekte at påvirke det amerikanske præsidentvalg. Den forsvandt i skænderiet mellem Washingtons regeringsinstitutioner om ansvaret for hacking, om præsidentens rolle og nationalsikkerhed.

Derfor vil støbeskeen til en ny verdensorden finde dagens lys. Asymmetrisk, korttidslevende men inkluderende i forhold til egne af verden hvor demokrati kun fungerer som et blålys eller som et potemkinbillede.

Det er verden anno 20017

fredag den 7. juli 2017

Fællesskab



Vi er sammen. Sammen om at stå sammen. Sammen om at løfte i flok. Den kulturelle, ideologiske, sociale ide om fællesskabet har løftet landsbyer og stammer i oldtiden til sammenslutninger i dagens verden. Løftet dem til højder som kun var mulige fordi man stod sammen. Men kan man tale om noget endegyldigt godt og endegyldigt rigtigt, når man taler om fællesskabet? Det har altid vist sig at være sådan at fællesskaber bestående af ligesindede, hvordan man eller vil beskrive ligesind, har fungeret bedre end fællesskaber hvor de oprindelige aftaler, de oprindelige formationer blev indgået af mennesker med forskellige interesse og med tværgående, forskellige ophav.

I 1800 tallet brød Karl Marx gennem historiens lydmur med antagelsen om at klassefællessskabet var det bærende fællesskab. At det handlede om hvorvidt man udbyttede eller var en del af den klasse i samfundet som blev udbyttet. Selvom vi i dag i vid udstrækning har forladt Marx, så hænger ideen om de økonomiske fællesskaber stadig som et hængedyng for mange i en hvilken som helst debat og diskussion. Som en hemmelig kode der skal knækkes, før der bliver forbundet en forestilling om argumentets validitet. Dette fællesskab ser vi i de moderne fagforeninger, i den politiske venstrefløj og vi ser den stadig i det skjulte i mange små og mellemstore sammenhænge. At det antages for givet, at dette fællesskab i strid og i kamp en dag, en skønne dag, vil skabe et idealsamfund som ikke har nogen klasser og ikke nogen hierarkier, og ville den frække sige, heller ikke have noget fællesskab da et fællesskab i sin vorden måtte have en modstander man var fælles mod, og da denne jo er væk så.....

Men fællesskabet har også andre interessante skyggesider. Det er meget svært at være original i et meget tæt forbundet fællesskab. En af mine venner der er psykolog fortalte mig en dag om en tidligere klient som hele sit liv havde været ked af at føle sig "udenfor fællesskabet, at være anderledes". Det er svært at være overtræder af de normer som er gældende, for normer, regler og retningslinjer må der til for at fællesskabet afgrænser sig selv og for at fællesskabet overleve. Man kan råbe én gang i det offentlige rum, men så heller ikke mere. For fællesskabet vil gennem forskellige metoder gøre én opmærksom på at det må man ikke. Lever man i en tæt foranstaltning som det danske samfund er, så er fællesskabet ikke noget man aktivt vælger til. Man er født ind i et sprog som ikke ret mange mennesker taler, som færre forstår, og man tilegner sig nogen vaner som er så naturlige, at man ikke forstår at man i en global sammenhæng er en freak. En velfungerende, omtrent lykkelig, stædig og blåøjet freak.

Når man rejser ud af landet finder man ud af hvem man er. Samuel Huntington skrev om, at med globaliseringen ville mødet med det "andet" gøre én mere bevidst om hvem man selv var og i særdeleshed hvem man ikke er. Civilisation, region, nation. Vi muterer disse informationer på mange forskellige måder. Når der kan være relativ stor forskel på kulturen mellem Jylland og København, så er forskellen mellem den kristne og den muslimske verden en sandhed der kan gøre én ret svedt. Disse forskelle kan ganges ud med alle de forskellige sammenhænge der eksisterer i verden. Men i alle disse forskellige kulturer, findes der helt grundlæggende ideen om fællesskaber. Om bevarelsen af ens egen kultur, tankesæt og værdier.

Det er for konservative for såvel liberale kræfter en værdi at lade sig selv overleve og eksisterer for evigt. Men intet fællesskab varer for evigt. Ingen værdier, ingen civilisationer har hidtil modstået tidens tand og menneskets dårskab. Det kommer den vestlige civilisation heller ikke til at gøre. Det kommer det danske fællesskab heller ikke til at gøre. Men man kan give noget videre til de næste civilisationer, en flig af håb om et velfungerende for samfund for de mange, frem for de få. Et område, stort lille, hvor mennesker kan være dem selv. Hvad det så end er for en størrelse. Et fællesskab af individer

fredag den 2. juni 2017

Trump og Paris aftalen



Verden er en i skuffet tilstand. I chok. Præsident Trump har ved at trække USA ud af klimaaftalen, trukket et tæppe væk under kampen mod den globale opvarmning.

Men rent politisk, rent indenrigspolitisk, er Trump nødt til at gøre det og hvorfor så det:

- En række af de stater der ente med at give ham deres valgmænd, det vil sige hvor han fik flere stemmer end Hillary, er industristater. Michigan, Ohio og Pennsylvania

- En række af de stater hvor han vandt er kul og olie stater

- Han ligger med en opbakning på små 39% i gennemsnit, og historisk set er det sådan at man skal ligge på minimum 48% i opbakning for at blive genvalgt. Hans base er endnu mere vigtig end hidtil

- Mange af de andre store projekter, Muren, Trumpcare, Moslim Ban, Skattelettelser, Nafta genforhandling går mildt sagt trægt, hvis det overhovedet er kommet igang. Han har reelt ikke været i stand til at gøre noget som helst hidtil.

- Han dækker sin højre flanke af: Trump skal bruge sin højre flanke hvis han skal have et godt midtvejsvalg. Det handler ikke om at overbevise modstandere, men få tilhængere i nok antal ud og stemme

- Han skal undgå en blamage i Georgia 6th. Valget i kongres distriktet i Georgia om at udfylde Tom Prices plads i kongressen, kan være den hidtil vigtigste vejviser for Trump. Er hans vælgere stadig med ham? At rive en international aftale i stykker, kan vise baglandet at han stadig er den samme Trump som kandiderede til præsidentposten. America first. Georgia first

- Han holder Bannon tæt på sig. Bannon var afgørende for at Trump valgt i November. Det bliver honoreret ved denne beslutning. Det konsolidere Bannons magtbase og magtbasen for en række af de nøglefigurer som hjalp Trump med at vinde de nordøstlige industristater Michigan, Ohio og Pennsylvania

- Når Trump bruger Pittsburgh som eksempel er det allerede valgkamps trommerne frem mod 2020. Han skal klare det godt i Pittsburgh for at vinde Pennsylvania, og han skal formentlig vinde Pennsylvania for at vinde valget